10 fun facts om æg

Et æg indeholder ligeså meget D-vitamin som en fed fisk, og blommens farve viser, hvor sundt ægget er. Der er mange myter om æg, som vi har fundet sandheden på her.

10 fun facts om dit æg - guide

De fleste af os har sikkert stået foran køledisken og overvejet, hvilken farve æg der var det sundeste. Men der er absolut ingen grund til den slags spekulationer, for brune æg lægges i reglen af brune høns, mens de hvide kommer fra hvide høns. Men hvis man ser bort fra farverne, er der ingen forskel på hverken sundhed eller indhold. Find svarene på dine supermarkeds-spekulationer, og svarene på de spørgsmål du endnu ikke har stillet, i listen nedenfor.

Vi bliver overgået af Frankrig

Æg er en rigtig vigtig del af dansk madkultur, og hele 96 procent af os spiser dem. Med et gennemsnitligt forbrug per person på godt fire styk om ugen, er vi et af de mest æggespisende folkefærd i Europa, kun overgået af franskmændene og spanierne.

Hønens alder bestemmer størrelsen

Der er stor forskel på æggestørrelser – jo ældre høne, jo større æg. Ifølge danske producenter vejer et ‘idealæg’ 63 gram med skal. Æg, der er mindre end 63 gram, kaldes ‘small’ eller ‘medium’, mens større kaldes ‘large’ eller ‘XL’.

Vi vil have dem på køl

Danmark er det eneste land i verden, hvor æg opbevares på køl hele vejen fra producenten over pakkeriet til supermarkedet, da det forlænger holdbarheden. I alle andre lande står æggene på de almindelige varehylder og ikke i kølemontrer.

Indere foretrækker hvide æg

Æggets farve er et spørgsmål om nationale præferencer. I Frankrig og Italien er 96 til 97 procent af æggene brune, i Danmark er det kun 35 procent af dem, som er brune, mens amerikanere, indere, mexicanere og iranere fortrækker deres æg hvide. De brune har i Danmark en ufortjent aura af naturlig landlighed. Oprindelig var der en stiltiende aftale blandt danske producenter om, at frilands-, skrabe- og øko-æg altid skulle være brune. I dag er de både hvide og brune.

De giver sjældent salmonella

Der er i dag meget lille risiko for at blive smittet med salmonella fra æg. Kun 1,1 til 2,6 procent af tilfældene af salmonellainfektionerne stammer derfra. Faktisk er der større risiko for at få salmonella fra importeret oksekød end fra dine æg.

Et æg – mange muligheder

Ægget kan bruges som bindemiddel, hævemiddel, jævnemiddel, emulgeringsmiddel og klaringsmiddel. Blommen udgør 28 procent af dem samlede vægt, og kan jævne lige så meget som fem gram mel eller ét blad husblas. En jævning med æggeblomme kaldes også en legering. Ved piskning øges æggehvidens volumen seks til otte gange.

Spis op til 7 om ugen

Anbefalinger af, hvor mange æg vi må spise, har varieret voldsomt gennem de sidste 50 år. Især i 1970’erne og 1980’erne blev de sat i skammekrogen på grund af deres høje indhold af kolesterol, som man på det tidspunkt mente var en farlig del af maden. En undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet konkluderer, at du uden problemer kan spise op til syv æg om ugen, altså et om dagen, uden en forhøjet risiko for hjertesygdomme.

De giver god næring

Æg er en vigtig kilde til især jod, selen og D-vitamin, som er tre af de næringsstoffer, som danskerne får for lidt af ifølge kostundersøgelser. Indholdet af jod og selen per 100 gram i et æg ligger på linje med indholdet i fisk, og kun fede fisk indeholder mere D-vitamin.

Trænger du til et skud næring? Så lav nogle lækre æggemuffins!

Hønens foder farver blommen

Jo gulere en æggeblomme, jo sundere siger myten. Det har dog ikke noget med sundhed at gøre, men er derimod styret af hønens foder. Blommers gule farve stammer fra plantefarvestofferne karotenoider og xanthophyller, som er rødgule farvestoffer, der findes i eksempelvis grøntsager og frugter.

Æg var et religiøst symbol

I middelalderen velsignede præsterne æg i kirken under påskegudstjenesterne, og de blev anset som det officielle symbol på Jesu genopstandelse. For at æggene skulle matche festligholdelsen af påsken, begyndte man at indfarve dem med naturfarver fra rødbeder, løg og skarntyde.

Betal med æg

Inden der fandtes kyllingefarme og opvarmede rugekasser, faldt æggeproduktionen markant om vinteren. Nogle gange gik den endda helt i stå. Derfor var æg langt mere værd i gamle dage og blev faktisk brugt som betalingsmiddel i visse sammenhænge.

Kilder: lf.dk, dr.dk, politiken.dk, eggsite.dk, historie-online.dk, kristendom.dk, altomkost.dk

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto