9 ting du (måske) ikke ved om græskar

Vidste du, at Halloween-græskarret egentlig er et bær, og at traditionen stammer fra Irland? Læs med og bliv klogere på den orange frugt.

Græskar til halloween

De fleste af os får indre billeder af et udskåret ansigt, der lyser op i mørket, når vi hører ordet ’græskar’. Den gamle, irske tradition, halloween, har nemlig for alvor sat rødder herhjemme, hvor vi efterhånden er mange, der skærer skræmmende ansigter i græskar og finder slik frem fra gemmerne til naboens udklædte børn allehelgensaften, d. 31. oktober. Men hvorfor er den orange frugt blevet så populær, og er det egentlig en sund spise? Få svarene lige her.

1.

Græskar er et bær

Du læste rigtigt, græskar er ikke en grøntsag, men i virkeligheden et bær, hvis form og farve kan variere. Det mest almindelige er det store, runde, orange græskar. Frugtkødet er grovere, fastere og mindre saftigt end hos agurk og squash, som vores bær er i familie med.

2.

Græskar kan blive gigantiske

I Danmark bliver der hvert år afholdt konkurrence for at finde det største græskar, og i år lå vinder-græskarret på 485,4 kilo. I denne disciplin slår verdensrekorden dog det danske græskar med flere kilo. Belgieren Matias Willeminjs vandt verdensrekorden med sit græskar, der vejede 1.190,5 kilo.

Du kan se den gigantiske vinder her.

3.

USA er storproducent

Græskarret stammer oprindeligt fra det tropiske og subtropiske Amerika og Mexico, som er storproducenter af de store bær. Her er græskarret en stor del af de amerikanske traditioner, hvor man udhuler og sætter lys i dem til halloween sidst i oktober, og spiser den kendte pumpkin pie til Thanksgiving, der afholdes den fjerde torsdag i november. Den store interesse for græskar betyder faktisk, at der hvert år høstes over en milliard græskar i Amerika.

4.

Du kan spise skrællen på dit græskar

Er du en af de mange, som har stået og svedt over at få skrællen skåret fra det hårde græskarkød i konstant frygt for, at kniven pludselig smutter? Så lad skrællen sidde, for den kan sagtens spises. Skallen indeholder protein, fibre og jern. Den skal bare lige en tur i ovnen først.

5.

Der er få kalorier i græskar

Græskaret bliver kaldt for en superfood, fordi den indeholder en masse vitaminer og samtidig mætter og indeholder meget få kalorier. 300 gram dækker faktisk halvdelen af dit daglige behov for det vigtige vitamin folat, som især er godt for dig, hvis du er gravid. Desuden indeholder græskar 90 procent vand og derfor få kalorier.  Det er kun 26 kalorier i 100 gram græskar. Det betyder, at du med god samvittighed kan bruge græskar i din madlavning, hvis du ønsker et vægttab.

6.

Lys i græskar stammer fra Irland

Halloween stammer fra sagnet om den irske smed Jack, der blev nægtet adgang til himlen og i stedet var dømt til at vandre på jorden i al evighed. Han bad djævelen om lys og fik et stykke brændende kul, som han satte ind i en udstukket roe. Landbyboerne i Irland håbede, at lygten i deres vinduer ville holde vandringsmanden væk, og da irerne emigrerede i millionvis til Amerika, tog de traditionen med sig – roen blev blot byttet ud med græskarret, som var og er en meget almindelig spise i USA.

Lav dit eget udskårne græskar

7.

I Afrika er græskar en delikatesse

Græskarret er ikke kun populært i Vesten, men også i andre dele af verden. I nogle afrikanske lande anser man for eksempel græskarplantens blade for en stor delikatesse, der tilberedes og koges til en fin, grøn stuvning.  

8.

Græskar er i familie med squash

Græskar og squash er i og for sig det samme. De tilhører plantefamilien Cucurbitales, som også tæller melon og agurk. Oprindelige vilde græskar og squash er bitre i kødet, og blev derfor kun høstet for deres næringsrige kerner, der smager fortrinligt ristet og saltet i bagværk og presset til olie. I dag findes der et utal af varianter af græskar og squash. Faktisk er squash, courgette og zucchini det engelske, franske og italienske navn for et spiseligt, umodent græskar, hvor skallen endnu ikke er blevet hård.

9.

Græskar er en vitamin- og mineralbombe

Græskar er rig på betacaroten, der bliver omdannet til A-vitamin i kroppen. Betacaroten er især kendt for at booste immunforsvaret og for at styrke dit syn, og så er det tilmed godt for din hud. Et andet vitamin, som græskar er sprængfyldt med, er B-vitamin, der er et af de vitaminer, som især gravide kvinder har godt af. B-vitamin modvirker samtidig stress og depression og hjælper til at holde fordøjelsessystemet i topform. Sidst men ikke mindst indeholder græskar masser af C-vitamin, jern og magnesium der er godt mod forhøjet blodtryk.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto