7 gode råd til større arbejdsglæde

Uret ringer og du skal på job. Men frygt ej – det bliver en god dag. Her får du en hjælpende hånd med på vejen, så det er lidt sjovere at gå på arbejde.

Arbejdsglæde på jobbet

Alle kan have en træls dag på arbejdet, hvor alt føles som en sur pligt, og alle former for overskud og arbejdsglæde kan fordufte. Men der er faktisk nogle ting, du selv kan gøre, for at gøre jobbet for dig selv og andre lettere. Her får du nemlig syv genveje til at finde din arbejdsglæde frem.

1.

Glæd en anden med dine ord

“Sikke nogle flotte sko, du har fået! Og hvor var du altså bare skarp til mødet!” Et anerkendende ord kan løfte hele din dag. Gør det derfor til en vane at se efter noget pænt, du selv kan sige til andre mennesker. Enten om deres adfærd, deres arbejde eller deres påklædning. Det er ikke ligefrem noget, vi er meget forvænte med.

Her i Danmark er vi nemlig ikke særlig gode til at give komplimenter, men 30 procent af os gad faktisk godt at få lidt flere. Det glæder den, du giver til, men det glæder også dig selv.

Vi mennesker kan nemlig godt lide at give. Det får os til at føle os godt tilpas. Så giv ros og anerkendelse, når du kan. Du får så meget tilbage selv.

Igen – øv dig. Og væn dig til at sige tak, når nogen giver dig en kompliment. Hvis nogen komplimenterer for eksempel din trøje, så sig ikke: “Den gamle las, den er hundrede år gammel.” Sig tak med et stort smil, tag ordene ind, og lad dem varme dig.

2.

Vær nærværende

Kender du det, at man taler med et menneske, og man har en klar fornemmelse af, at vedkommende ikke lytter til det, der bliver sagt? Drønirriterende, ikke? Vær opmærksom på, om det er din adfærd. Beslut dig for at være til stede i enhver situation i løbet af dagen. Det kan være svært.

Men det er med nærvær, som med alt andet her i livet: Hvis du vil være bedre til det, må du øve dig. Du vil opleve, at dit samvær med andre får mere kvalitet, og i tillæg kan du endda opleve, at du bliver mere effektiv, fordi du nu er koncentreret om det, du gør.

3.

Stil mindre krav til dig selv

Skal tingene altid være fuldstændig perfekte, før du er tilfreds med dit arbejde? Indimellem kan det være en god idé at slække på kravene og gøre tingene, så det er godt nok.

Det betyder ikke, at du skal begynde at sjuske, slet ikke, men det kan være vældig sundt at stille lidt mindre krav til dig selv og stadig være tilfreds med det, du har udført, inden for de rammer, du er blevet givet.

Gør det, der skal gøres, ordentligt uden at stresse over, at det skal være helt perfekt. Og gå så videre til den næste opgave. Det er en rigtig sund måde at gå til dit arbejde på.

4.

Lyt, og vær mere tolerant

Vi har alle hver vores model af verden. Du har dine overbevisninger og sandheder, og de mennesker, der er omkring dig, har deres. Selv om de ikke er enige med dig i dine politiske synspunkter, din religion eller andet, som du mener er sandheden, betyder det ikke, at de andre er en flok idioter. De ser bare verden gennem nogle andre briller end dig.

Pas derfor på med at være for skråsikker. Fordi det giver mening for dig, er det ikke sikkert, at du har ret. Vished er ikke lig med sandhed. Mennesker, der for eksempel har en anden religion end din, er ikke forkerte, de ser bare anderledes end dig på det område af livet.

Og når alt kommer til alt, ved vi ikke en snus. Vi tror, vi ved, men helt klar og utvetydig vished har vi ikke på ret mange områder af livet. Så slå ørerne ud, når du er sammen med andre. Vær nysgerrig på deres livsopfattelse – men også deres opfattelse af en arbejdsopgave. Måske kan du endda lære noget.

5.

Undgå dårligt humør

Dårlig stemning smitter. Og 64 procent af os danskere synes, at en kollegas brok påvirker os i en sådan grad, at vi bliver i dårligt humør.

Mange af os er ekstremt følsomme over for stemninger og finder det ubehageligt at være i et surt miljø. Det behøver faktisk ikke engang at være direkte brok – bare det at nogen brokker sig i et storrumskontor, kan påvirke de andre. Så lad være at være den brokkende kollega.

Og undgå at lade dig rive med, hvis du har en sådan. Flyt dit fokus, og tænk i stedet på noget rart, hvis du kan mærke, at en kollegas dårlige humør er ved at smitte af på dig. Tag ja-hatten på. Eller flyt dig fysisk. Det er vigtigt at undgå smittefaren.

Vidste du, at vi danskere er verdensmestre i at balancere arbejdsliv og privatliv, men at vi samtidig ligger nummer 38 ud af 42 lande, når det handler om at tænke på jobbet i fritiden?
6.

Udvis større samarbejdsvilje

Hvis vi først har fået skabt et negativt billede af en kollega, kan det være meget svært at få et godt og konstruktivt samarbejde med den pågældende. Du kan ikke kontrollere, hvad andre siger, gør eller tænker. Det er helt deres egen sag.

Det eneste og bedste, du kan gøre, er at være et godt eksempel og vise, hvad en positiv attitude gør. Det vil sikkert irritere nogle, men du kan være sikker på, at det vil have en positiv indflydelse på mange andre.

Hvis du oprigtigt ønsker, at forholdet skal ændre sig, er det dig, der må opføre dig anderledes, end du plejer. Du kan ikke ændre andre mennesker, uanset hvor meget du gerne vil. Den eneste i hele verden, du kan lave om på, er dig selv. Når du forandrer dig, forandrer du verden omkring dig.

7.

Fokusér på de gode ting

Hvis du er træt af jobbet eller kollegaerne, så gør som selveste Dalai Lama. Det lyder lidt langhåret, tænker du måske, men det kan faktisk hjælpe: Indgå en fredsaftale med dig selv – og gør dermed din arbejdsplads til et bedre sted at være.

Bær over med vanskelige kollegaer ved at fokusere på deres gode sider. Vend din utilfredshed til tilfredshed ved at indse, at du altid har et valg, og fokusér på årsagerne til, at du har valgt at blive i dit job. Det kan kun være gode grunde.

Og husk: Hvis du ikke på nogen måde kan finde arbejdsglæde i dit job, skal du måske begynde at tænke på at finde et andet. Hver femte af os danskere ønsker os faktisk videre fra vores job, og hvis du er en af dem, er det nye år et godt sted at tænke på en ny start.

Kilde: Margrethe Christensen: ‘Den lille instruktionsbog til større arbejdsglæde’

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto