6 tips til en bæredygtig garderobe

Men med få gode tips kan du gøre dit tøjforbrug lidt mere bæredygtigt.

bæredygtig garderobe - guide

Bæredygtighed giver rigtig god mening, når det handler om din garderobe. Vores tøjforbrug på verdensplan er fordoblet fra 2000 til 2014, og vi danskere er nogle af dem, der shopper allermest. Vi køber i gennemsnit 16 kilo tøj per person om året. Og rigtig meget af det tøj, vi køber, bruger vi slet ikke. Men med få gode tips kan du gøre dit tøjforbrug lidt mere bæredygtigt.

1.

Brug dit tøj

Det lyder måske indlysende, men ifølge en undersøgelse fra den britiske, private miljøorganisation Wrap har 30 procent af vores tøj ikke været brugt i et år. Så råd nummer et er: Brug det tøj, du allerede har, og fiks det, når det går i stykker.

2.

Vask mindre

Vask mindre og mere skånsomt, så tøjet holder længere. Meget af dit tøj behøver ikke vaskes efter at være brugt en enkelt gang, og det kan også sagtens vaskes ved lave temperaturer. Sortér tøjet, og vask det almindelige tøj ved 30 grader, og brug koldtvandsvaskemidler. Så belaster du miljøet mindst muligt.

3.

Genanvend

Smid det meget slidte tøj til genanvendelse, så stoffibrene kan bruges igen. Mange af os afleverer brugt tøj til genbrug, men hvis tøjet er meget slidt, kan man fristes til at smide det ud i skraldespanden. Men selv om tøjet er slidt, kan stoffibrene sagtens genbruges, så aflevér tøjet i en container til formålet.

4.

Drop hurtig mode

Tænk over dine køb, køb mindre tøj og bedre kvalitet. Det største problem ved tøjproduktionen er det kæmpe overforbrug, og der er ikke noget mindre bæredygtigt end tøj, der slet ikke bliver brugt. Så overvej dine køb, og brug hellere flere penge på tøj, du ved, du vil bruge i mange år.

5.

Genbrug

Aflevér det tøj, du ikke bruger, til genbrug, og kig i genbrugsbutikker, når du mangler nyt i garderoben. En analyse fra den grønne tænketank Concito viste, at 70.000 ton kasseret tøj havde 70 procent tilbage af levetiden. Så hvis vi danskere rent faktisk brugte vores tøj optimalt, ville det spare klimaet for en årlig CO2-udledning på 1,2 millioner ton.

6.

Stil krav

Skal du have nyt tøj? Så kig efter miljømærkerne, der stiller krav til alt fra arbejdsforhold til miljø og økologi. Som eksempler kan nævnes: Svanen, GOTS, Øko-Tex og Fair Trade. Research også selv tøjmærkerne, så du ved, hvordan tøjet er produceret.

 5 bæredygtige danske brands

1. Aiayu: Æstetik og ansvarlig tøjproduktion med fokus på blandt andet “zero waste” og genbrug af materialer
2. Ecouture: Dansk design inspireret af fransk haute couture med fokus på miljø og ordentlige arbejdsforhold.
3. Sidsel Edelbo: Upcycling og redesign af indiske vintage-sarier til unikke og bæredygtige kreationer.
4. Skall Studio: Slow fashion med unikt og tidløst design i høj kvalitet.
5. Veras Copenhagen: Et cirkulært koncept, hvor man bliver medlem og bytter tøj med hinanden.

Kilder: Concito, Greenpeace, Politiken, Wrap

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto