Sådan laver du din egen chokolade bananis

Frem med blenderen, tryk på knappen og vupti så er der cremet og sund bananis.

Hvis der er noget, vi altid har derhjemme, så er det bananer. Det er en af favoritfrugterne, fordi den rent faktisk mætter, og samtidig giver ungerne en masse gode vitaminer. Desværre ender vi alt for ofte med de lidt for overmodne af slagsen i skålen på køkkenbordet, men forleden smed jeg dem på frost i stedet for at smide dem ud.

Bananis på en onsdag

Næste dag landede vi godt varme og trætte på matriklen, så jeg gav bananerne en tur i blenderen og vupti, så havde vi få minutter senere en bananis, der faktisk var både cremet og lækker.

Eneste lille råd herfra – inden I selv laver isen. Tag hellere lidt små portioner og øs op igen, når første portion er spist. Bananisen skal nemlig helst være meget kold og frossen for, at den er i topform. Den bliver nemlig lidt klæg i konsistensen, når den smelter.


Velbekomme!

Det skal du bruge

  • Frosne bananer
  • Et skvæt mælk
  • Variation 1 (vaniljeis): Grundopskrift + vaniljepulver
  • Variation 2 (hindbær is): Grundopskrift + friske eller frosne hindbær + vaniljepulver
  • Variation 3 (chokoladeis): Grundopskrift + kakaopulver

Sådan gør du

Pil skrællen af bananen, skær i mindre stykker, og læg i en frysepose i fryseren.

Tag de frosne bananer ud af fryseren, kom i foodprocessor eller kraftfuldt blender, hæld lidt mælk i og blend til det bliver en ensartet masse. Kom herefter øvrige ingredienser i, alt efter hvilken smagsvariant du går efter (kan være blåbær, lakrids, eller lign.), blend og server med det samme.

Læs også: Sådan gendyrker du dine grøntsager i vindueskarmen

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/