Sådan får du bedsteforældrene på banen, så du kan holde mere fri

Drømmer du også om, at familiens bedsteforældre involverer sig endnu mere i dine børns hverdag? Det er ikke altid let med aktive og travle bedster, men her får du gode råd og vejledning til, hvordan du på bedste vis lader dem vide, at de er ønskede.

bedsteforældre

I den perfekte verden står mormor klar med hjemmebagte boller om eftermiddagen, farmor kommer drønende, når de små er syge og tager dem hjem på weekend, så der er plads til kærestetid for de udmattede forældre. Men sådan ser virkeligheden desværre ikke altid ud, da bedsteforældrene i dag i højere grad har fuld fart på deres eget liv med venner, rejser og aktiviteter.

“Vil du gerne have bedsteforældrene mere på banen, er det vigtigt at huske, at du ikke bare kan kræve. Du kan invitere dem indenfor og lade dem vide, at de er ønskede, men de skal også have lov til at leve deres eget liv,” forklarer psykolog Heidi Agerkvist, der er specialiseret i børnefamilier.

Hun guider dig her til, hvordan du tackler fem forskellige udfordringer i forhold til at involvere bedsteforældrene mere.

1.

Jeg vil gerne have farmor til at lege mere med børnene

Hvis farmor går og vimser, når hun er på besøg, så lad hende vimse rundt, og nyd, at du selv har mere tid til at lege med dine børn. Vil du gerne have farmor mere i børnehøjde, må du endelig ikke sammenligne hende med mormor, når du taler med hende.

bedsteforældre

Der er ikke noget værre end at tabe til nogen, man er ligestillet med, og måske føler farmor ikke, at hun har så meget at byde ind med, men at gøre rent eller lave frikadeller til fryseren, det kan hun. Drej det i stedet, og fokuser på de positive ting. Sig til hende, “Vigga elsker bare, når du læser en bog sammen med hende” eller “Anton snakker hele tiden om dengang, I var på legepladsen.” På den måde viser du hende vejen ind i børnenes verden og hjælper hende til at se, at hun har værdi der.

2.

Vi drømmer om mere hjælp, når børnene er syge

Her gælder det om at lave en forventningsafstemning med bedsteforældrene. Hvad er jeres forventninger som forældre, og hvad er bedsteforældrenes? Måske føler de, at de har taget deres tørn med bleer, snot og søvnløse nætter, og nu vil de gerne bare komme ind fra sidelinjen og hygge sig og forkæle de små. Og så er det også helt OK. Vi kan dybest set ikke kræve noget af hinanden, bare fordi vi er i familie, men derfor kan du som forælder godt blive skuffet. Det bliver du, hvis du får noget andet, end du have håbet på.

Derfor er det vigtigt at tale om, hvorvidt jeres forventninger stemmer overens. Måske får du som forælder ikke alt, hvad du drømmer om, i bedsteforældrene, men så ved du i det mindste, hvor de står, og kan bedre forholde dig til det.

Læs også Isabellas historie: Jeg valgte at flytte ind hos min morfar, da min mormor døde

3.

Vi savner, at mormor og morfar prioriterer vores børn lige så højt som deres andre børnebørn

Det gør ondt helt ind i knoglerne, når ens barn bliver overset i forhold til andre, det ellers er i lige position med. Prioriterer bedsteforældrene deres andre børnebørn højere, kan det trække tråde helt tilbage til dengang, I som forældre var børn, hvor der måske allerede var en forskelsbehandling. Igen handler det om at invitere bedsteforældrene ind. Spørg til forskellen. “Hvordan kan det være? Har I lyst til at spille en større rolle i vores børns liv, for her mangler I lidt?” Det er vigtigt at huske, at I ikke kan kræve mere engagement, men I kan invitere til det.

bedsteforældre

Hvis du ikke kan komme igennem, og det gør for ondt at blive ved med at prøve, så kan det være nødvendigt at holde op med at prøve, fordi det er for smerteligt hele tiden at række ud og ikke blive taget imod. Og det er smerteligt at opleve sine børn valgt fra. Kig i stedet efter alternativer. Hvem har vi ellers i vores liv, der kan spille en vigtig rolle for mit barn? Det kan være nogle søde naboer eller gode venner, der kan give barnet input fra andre voksne end jer som forældre.

4.

Vi kunne godt tænke os, at børnene fik nogle flere overnatninger hos bedsteforældrene

Du kan både få for meget og for lidt af alting, og her kan bedsteforældrenes engagement også ligge i begge ender af skalaen – lige fra “min svigermor kommer rendende hele tiden” til “min mor har ikke lyst til at passe.” Tager bedsteforældrene ikke initiativ, kan det handle om, at de ikke vil presse sig på og tænker, at de bliver spurgt, hvis der er brug for det. Så tag en snak med dem, og find ud af, hvad der ligger bag. Sig for eksempel: “Når I ikke selv spørger, hvad handler det så om? Vil I hellere have, at vi siger til? Uanset hvad skal I bare vide, at I altid meget gerne må få dem på overnatning.” På den måde får I afklaret, hvad der ligger bag, og bedsteforældrene ved, at de meget gerne selv må komme på banen.

5.

Vi synes, at det kunne være hyggeligt, hvis farmor og farfar kom mere med til bedsteforældredag

Pensionsalderen bliver højere og højere, så måske går bedsteforældrene stadig på arbejde, og så kan det være svært at deltage i de forskellige arrangementer i dagtimerne. Lad bedsteforældrene vide, at de er ønskede, og spørg, om der er noget, I kan gøre, for at de kan komme med. Kan det ikke lade sig gøre, er din største opgave at trøste dit barn. Hvis dit barn er meget ked af det, er det reelt nok, for det kan godt komme til at stå udenfor, hvis alle de andre børn har sine bedsteforældre med. Prøv, om I kan arrangere et alternativ. Måske kan bedsteforældrene komme og hente barnet om eftermiddagen og lave noget hyggeligt der i stedet.

Bedsteforældre i dag vs. tidligere

I dag stiller vi som børnefamilier højere krav til, at bedsteforældrene involverer sig, og flere er afhængige af, at bedsteforældrene kan hjælpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Ifølge en undersøgelse træder bedsteforældrene til en eller flere gange om ugen hos næsten hver fjerde børnefamilie.

Men bedsteforældrene har også ændret sig. I dag sidder de jo ikke bare og strikker og venter på, at børnene ringer. De er sunde og aktive og har ofte selv fuld fart på jobbet.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto