(Mindst) 12 gode råd til en billigere jul

Her i december købes der godter og gaver for næsten 1,4 milliarder kroner i Danmark. Men med lidt snusfornuft kan du sagtens holde en billigere jul uden at gå på kompromis med hyggen.

Hvordan kan man få en billigere jul

Vi drikker gløgg og snaps i stride strømme, stikker gaflen i overdådige stege, smovser chokoladeovertrukket marcipankonfekt og svinger dankortet flittigt.

December er et overflødighedshorn af sukker, fedt og materielle goder. I sådan en grad at vi danskere sidste år satte julesalgsrekord.

Aldrig nogensinde før har der været registreret så mange dankorttransaktioner her i landet, og hver eneste dag blev der købt guf, godter og gaver for i alt næsten 1,4milliarder kroner. Ja, du læste rigtigt.

I december fylder udgifterne til forbrugsvarer nemlig 16 procent mere end resten af året, og især to poster stikker af i den søde juletid, forklarer Kenneth Hansen, der er økonomisk rådgiver i programserien ‘Luksusfælden’ på TV3 og indehaver af rådgivningsvirksomheden Økonomisk Råd.

“Langt de fleste af os kan sagtens spare på gaverne og maden. Traditionelt set er julen en tid, hvor der ikke skal mangle noget, og derfor køber vi ind i overflod. Vi vil så gerne forkæle os selv og hinanden, men det er helt vilde summer, vi køber gaver for, og abnorme mængder mad, vi spiser på kort tid.”

Den overdådige julefrokost

I stedet for at diske op med den klassiske, overdådige julebuffet til den årlige familiejulefrokost foreslår Kenneth Hansen at skære ind til benet. Til gavn for både miljøet, din sundhed og din pengepung:

“Til en traditionel dansk julefrokost bliver der serveret tre slags sild, frikadeller, fiskefilet, flæskesteg, and, brunede og hvide kartofler og et hav af andre retter og tilbehør. Det er lidt af et madmaraton, som faktisk kan være svært at spise sig igennem, og meget af maden ender sørgeligt nok i skraldespanden. Så skru lidt ned for ædegildet, og klar jer med færre retter.”

Du kan også foreslå din familie at holde sammenskudsgilde for at holde udgifterne nede.

Og hold endelig øje med tilbudsaviserne i månederne op til jul, så du kan slå til, når dyre varer som mandler, marcipan, and og snaps er på tilbud.

De utallige gaver

I gennemsnit bruger vi danskere 3.280 kroner på julegaver, og det gør pakkerne under træet til en af de absolut dyreste poster i dit julebudget. Men sådan behøver det ikke at være.

“Mange familier har for vane at købe meget dyre gaver til hinanden ved juletid, men lige efter jul starter juleudsalget, og så er de varer, man har købt i dyre domme, på tilbud til det halve. Det er jo fjollet. Så hellere give et gavekort på et mindre beløb, som kan indløses i udsalgsdagene, hvor modtageren kan få to Royal Copenhagenkaffekrus for den enes pris,” foreslår Kenneth Hansen.

Men der er nu noget særligt over at danse om et juletræ med stakkevis af glitrende, regnbuefarvede pakker under. Det medgiver Kenneth Hansen. Men så er der noget andet, du kan gøre:

“Hvert år lidt før jul kan I lave en forventningsafstemning i familien. Hvem skal have gaver, og hvor meget skal gaverne koste? En god gave er jo ikke nødvendigvis en dyr gave. Plejer gaveræset at tage overhånd, er det måske på tide at ændre lidt på rutinerne. For eksempel kan de voksne trække lod om, hvem der giver hvem gave i år. Det minimerer også julestressen.”

Læs også: Giv dine børn et godt forhold til julegaver 

Planlæg – og spar

Generelt er det sådan, at hvis du er sent ude med dine indkøb, så bliver december en dyr fornøjelse, forklarer Kenneth Hansen. Og husk også at få styr på transporten hjem til juleaften i god tid.

“Julen falder samme tidspunkt hvert år, så det bør jo ikke komme bag på nogen. Alligevel er der mange, især unge, der er ude i sidste øjeblik for at finde transport hjem til mor og far, og så er DSB’s billige orangebilletter revet væk. I så fald er din redning den prisvenlige samkørselsordning GoMore, hvor du får et lift mod at splitte regningen til brændstof,” siger Kenneth Hansen.

Som julemåneden skrider frem, kan det være vanskeligt at bevare overblikket over, hvor mange penge der egentlig fosser ud af din konto.

Vidste du, at… Vi danskere køber julegaver på nettet som aldrig før? Det er især de travle børnefamilier, der ordner gaveshoppingen online.

Men det behøver du ikke bekymre dig om, hvis du har lagt et realistisk budget og oprettet en julekonto, du ikke kan trække over på:

“Så ved du, hvornår kassen er tom. Du kan også hæve pengene i kontanter, gemme bonerne og holde regnskab med dit forbrug i en lille bog. Det er de bedste måder at undgå økonomiske tømmermænd i januar.”

Få en billigere jul med 4 juleaktiviteter

1.

Fæld juletræet selv

De juletræer, der bliver solgt på dit lokale torv, som er fældet og indbundet i net, koster spidsen af en jetjager.

Det er langt billigere at fælde sit eget træ. Gør det til en udflugt med hele familien, og vælg træet sammen.

2.

Skovens guld

Skab eventyrlig julestemning i dit hjem med skovens gratis guld. Med grankogler, krogede grene og vinterbær kan du dække et smukt nordisk julebord, mens skovbundens indtørrede blade kan bruges til at lave fine tryk på bordkort. Spar også mange penge ved selv at finde gran og mos til juledekorationer.

3.

Hjemmebag

Det kan være en dyr fornøjelse at tage på julemarkeder i december, for boderne frister som regel med både æbleskiver, varm kakao og fin julepynt til overpris.

Bliv i stedet hjemme i varmen, og invitér familien på hjemmebag og juleklip. Det er mindst lige så hyggeligt, og så er nærværet tilmed i højsædet.

4.

Lysshow hos naboen

Elmåleren snurrer derudad i julen. Lyskæder og blinkende julemænd i haven sluger nemlig en masse strøm. Drop selv julebelysningen, og nyd i stedet naboens. Eller tag på udflugt til lokalområdets mest dekorerede hus. Det koster nul kroner.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto