Psykolog Birgitte Sølvstein: “Det er tabu at sige, at vores børn stresser os”

Det er tabubelagt at sige, at vores børn og parforhold er kilde til stress. Men det er de faktisk ofte, og det er på tide, vi tager bladet fra bunden og dropper nogle af idealerne, mener psykolog Birgitte Sølvstein.

Birgitte Sølvstein - Interview

Årene med små børn er fantastiske, men også pressede og hårde. Det ved vi alle. Men for nogle forældre bliver selve privatlivet en regulær stressfaktor. Det bliver særligt udtalt, når børnene ikke trives, er alvorligt syge, skilsmissen truer eller ombygningen bliver et fuldstændigt uoverkommeligt projekt.

Vi taler ikke om det

Men også helt almindelige følelser af utilstrækkelighed og alt, alt for mange opgaver kan skabe stress på hjemmefronten. Vi taler bare ikke om det, og det er mildt sagt problematisk, mener Birgitte Sølvstein.
“Det er særligt stressende at være småbørnsforældre, fordi de er udsat for to meget modsatrettede krav.

Birgitte Sølvstein

Hun 39 år og psykolog med speciale i stress. Derudover er hun mor til to og har selv været stressramt, blandt andet med ekstrem stress fra privatlivets kanter, da hendes ældste barn blev alvorligt sygt. Læs mere om Birgitte og hendes online forløb til stressramte på Soelv-stein.dk

Vi har i vores samfund nogle enorme idealer omkring, hvad det vil sige at være forældre og børnefamilie, og samtidig er der meget store krav til os på arbejdsmarkedet – også fra os selv. Det er rigtig svært at komme i mål med begge dele, og langt de fleste af os ender med at fejle på en af posterne. Eller begge, kan det føles som om”, siger Birgitte Sølvstein, psykolog med speciale i stress.

Vi former selv idealerne

Men når mange lever i sådan et pres, er det også fordi, vi selv er med til at forme en stribe idealer, som ikke er til at leve op til. Og samtidig er vores mangel på italesættelse og forståelse af, hvor halsbrækkende det er at forsøge, med til at alvorliggøre problemet, mener hun.

Pres på hjemmefronten rammer hårdest

“Vi er efterhånden blevet gode til at tale om arbejdsrelateret stress – hvilket også er rigtig vigtigt – men vi snakker ikke om, at vi bliver stressede af vores børn eller vores parforhold, men det gør vi. Det er bare et tabu”, siger Birgitte Sølvstein og fortsætter:
“For langt de fleste er vores børn det absolut allervigtigste for os. Og derfor udfordrer det os vildt meget, når familielivet ikke fungerer. Det er i det hele taget en kæmpe stressfaktor. Det er jo vores nærmeste relationer, og der vi har allerflest følelser knyttet til”.

Vi fortaber os

Netop derfor rammer det ekstra hårdt, når hjemmelivet bliver kilde til stress. Men rigtig ofte skyldes en stor del af den almindelige, men alvorlige, stress fra privatlivet faktisk, at vi fortaber os i at prøve at være noget, vi ikke er, mener psykologen.

Drop sammenligningerne

“Vi har en stor mulighed for at sammenligne os selv med andre, vi ser på sociale medier og medier i det hele taget. Og det gør vi. På den måde kommer overlæggeren til at ligge meget højt for, hvordan man skal se ud, hvad man skal kunne, og hvordan ens omgivelser og kalender skal tage sig ud, for man selv synes, at man er ‘rigtig’. Og det gør, at det meget almindelige liv er under hårdt pres”, siger Birgitte Sølvstein.

Alt for mange idealer

Vi samler nemlig ubevidst til bunke af ting, som vi synes andre gør rigtig godt, og så prøver vi på at inkorporere dem i vores egne liv. Det tæller alt lige fra nye køkkener og boligindretning, til hvad mad vi laver, hvordan vi lever sammen, og hvad vi prioriterer at bruge vores familietid på. Og alle de idealer bruger alt for mange af os så meget krudt på at nå, at vi brænder ud.

Vi bliver væk fra os selv

“Når vi kan komme til at leve så forkert i forhold til vores egne værdier og egne mavefornemmelser, så er det jo fordi, vi kommer til at sammenligne os med andre, og glemmer at det er os selv, der er de vigtige. Det er i virkeligheden fløjtende lige meget, hvordan andre gør og løser deres”, siger Birgitte Sølvstein.
Det kan virke selvfølgeligt, at vi kun skal leve op til vores egne kerneværdier, og at meget af det omgivende dybest set er lige meget. Det er bare svært. Men et af de store problemer med stress hos småbørnsforældre ligger faktisk i overhovedet at opdage, at de har det.

Er du stresset eller bare mor?

Flere af symptomerne på stress ligner nemlig dem, forældre i almindelighed udfordres af, når børnene er små, og derfor reagerer mange ikke på dem.
“Stress viser sig på rigtig mange forskellige måder, men noget af det, som ofte opleves som et tegn, er, når man sover dårligt. Ikke bare i en nat eller to, men vedvarende. Og at man begynder at huske dårligt generelt.

Svært at opdage

Men de tegn kan være rigtig svært at afkode for forældre, som i forvejen er lidt i en undtagelsestilstand, mens børnene er små. Det er måske også netop derfor, at mange ender med at blive meget stressede,” siger Birgitte Sølvstein.
Især derfor bør småbørnsforældre i særdeleshed øve sig i at mærke efter på den indre vægtskål.

Dyrk dit indre kompas

Noget af det, man kan øve sig i, er, at være bevidst omkring at forenkle sit liv og foretage nogle regulære fravalg, som letter den samlede sum af ting, der presser os.
“De fleste bliver nødt til at forenkle deres liv meget, hvis de skal ud af stressen. Og det er ikke nemt! Det kræver nogle meget store fravalg,” siger Birgitte Sølvstein.

Måske skal I flytte

Derfor mener hun, at man for eksempel skal overveje, om man skal flytte og få et billigere hus, så det ikke presser os lige så meget at have råd til bare at være til.
“Altså, det handler jo om noget meget større end at prioritere at lege med børnene i stedet for at tage vasketøjet. Selvfølgelig kan de fleste blive bedre i at prioritere, men det er en myte, at man kan prioritere sig ud af stress”, siger hun.

Lug ud

Det handler i bund og grund om at prøve på at skære unødig fyld væk. Også fra de områder man ikke umiddelbart mener, skaber problemet.
“Uanset hvor stressen stammer fra, skal vi huske på, at det jo er det samlede regnskab, der tæller, og at der, hvor læsset vælter, ikke nødvendigvis er der, hvor problemet er fostret. Så det er også om at få sat nogle skarpere grænser op mellem arbejde og fritid. For eksempel kunne mange med fordel nok lade mailen blive på arbejdet”, forklarer hun.

Vi stressser børnene

Vi skal nemlig huske, at vi er med til at skabe normerne omkring os med måden, vi gebærder os på – også på arbejdet. Men det er ikke kun livsstils- og arbejdskulturen, vi påvirker med vores livsførelse og valg. Det er også vores børn. Og det er måske akilleshælen i stressproblematikken, mener psykologen.

Flere børn trives dårligt

“Det er en hønen og ægget-problematik, men fordi der er kommet mange flere børn og unge, der trives dårligt, så er der også mange flere forældre, der går ned med stress. Og det omvendte er også rigtigt – fordi vi voksne er så stressede, er der flere børn og unge, der er pressede og trives dårligt.

Hvad kommer først

Det er svært at sige, hvad der er årsag og effekt, men det i hvert fald er helt klart, at der er blevet både flere børn og forældre, som mistrives, og at vi i høj grad påvirker hinanden”, siger Birgitte Sølvstein.
Hvis du føler dig presset eller regulært stresset, uanset om det er af arbejdet eller privatlivet, så er det altså virkelig vigtigt at reagere aktivt på det og ikke lade stå til. Både for din egen og din families skyld.

3 råd til stresshåndtering i privatlivet

En sygemelding skærmer dig ikke fra stresskilden, hvis den er i dit eget hjem og i din egen inderkreds. Her er tre brugbare råd fra psykologen, hvis det er dig:

  1. Hjælp hinanden!
    Tænk over, hvordan I kan hjælpe hinanden mere som børnefamilier. Måske har I nogle venner i nærheden eller naboer, der kunne hjælpes ad med sommetider at skiftes til at hente børnene og lave aftensmad til hinanden. Eller bruge sin familie, hvis man har noget i nærheden.
  2. Forenkl!
    Første step er at forenkle kalenderen og sørge for, at der er færre aftaler og aktiviteter i den. Step to er rent faktisk at have færre ting. Vi behøver ikke have så meget og være i gang med så meget. Det gælder også i forhold til medier. Step tre er at lave enklere mad. Der er intet i vejen med ris og grøntsager – det behøver ikke være stor kogekunst, bare I får mad.
  3. Brug naturen!
    Kom ud i naturen som familie. Det hjælper virkelig mange at gå udendørs sammen hver dag, eller i hvert fald hver weekend. Det beroliger simpelthen nervesystemet at komme ud i naturen. Og derudover bevæger vi os også, og det er også afstressende.
    Kilde: Birgitte Sølvstein

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto