Black Friday på den gode måde
Black Friday kan være redningen for alle som lever på et stramt budget og gerne vil igennem julen og vinteren uden alt for meget overtræk. Vi guider dig til at handle klogt.
Er Black Friday, det vildeste overforbrug eller er det redningen for alle som har et stramt budget? Ja du vælger jo egentlig selv. For slår du koldt vand i blodet og forbereder dig godt, så kan du spare gode penge. I år falder Black Friday den 29. november, og mandag den 3. december, er det Cyber Monday. Så find dankortet og fornuften frem, hvis du skal shoppe og gerne vil spare penge.
Lav en indkøbsliste
Lav en liste over hvad du vil købe. Det kan være en liste over julegaver eller helt specifik, hvilken type vaskemaskine, computer eller lignende du vil købe. Indkøbslisten sikrer at du ved hvad du vil have og ikke går amok i tilbud og køber varer du slet ikke har brug for.
Besøg forretningerne
Besøg forskellige fbutikker og hjemmesider på forhånd, og find de varer, du gerne vil købe. På den måde har du en ide om hvor du skal gå på tilbudsjagt. Her kan du også holde øje med hvilke typer tilbud og rabatter de forskellige forretninger tilbyder på selve Black Friday
Lav et budget
Hvor mange penge må du bruge for? Skal du købe julegaver, så fastsæt på forhånd hvor mange penge du vil give hver enkelt for og hold dig til det fastsatte beløb. Husk dig selv på, at øvelsen er at give gaver og købe varer, hvor du har fået mere for pengene, ikke at shoppe amok.
Tilmeld dig kundeklubber
Mange hjemmesider og forretninger har kundeklubber og fordelsprogrammer, som løbende sender nyhedsbreve ud med tilbud, så her kan du holde dig opdateret med Black Friday tilbud. Som medlem kan du måske også få særlige fordele, for eksempel at få adgang til tilbuddene før alle andre. Udfordringen er ikke at blive fristet til at købe andet, end det du har planlagt.
Hold øje med priserne
Hold øje med priserne på det du gerne vil købe. Nogle forretninger er tidligere blevet afsløret i at sætte ”før prisen” for høj, så rabatten synes større. Ved at have styr på normalprisen på det du gerne vil købe, har du en større mulighed for at spotte de gode tilbud. Sites som edbpriser.dk og pricerunner.dk sammenligner priser, og her kan du danne dig et billede af hvad varen bør koste.
Sammenlign priser
Sammenlign priser på forretningernes hjemmesider, så du er sikker på du handler det billigste sted.
Hav styr på fragtpriserne
Køber du vare online, er det vigtigt at have styr på, hvad det koster at får varen tilsendt. Et godt tilbud kan nemt blive spist op at dyre fragtpriser.
Undersøg dine retur-rettigheder
Undersøg altid hvilke rettigheder du har for at returnere varen, hvis du fortryder. Køber du varer online i Danmark eller EU har du altid 14 dages fortrydelsesret, men det har du ikke nødvendigvis i fysiske butikker, så husk at spørge i forretningen om deres returregler, når du betaler. Det er særligt vigtigt, hvis du køber julegaver, at de kan byttes efter jul.
Vær ude i god tid
Når Black Friday endelig oprinder, er det en god ide at være tidlig ud, så du ikke går forgæves efter de gode tilbud. Her gælder reglen You snooze – you loose.
Gode råd, så du ikke bliver snydt online
I forbindelse med Black Friday dukker der mange snydeshops op på nettet. Det kan være svært at gennemskue om du er landet på sådan en snydeside, men her er en række gode regler at gå efter
Gå efter kendte forretninger
Handler du på kendte e-shops, kan du være rimelig sikker på, at du får de vare du har betalt for
Se efter E-mærket
E-mærket er en nonprofitorganisation, som arbejder for en sikker nethandel, og som certificerer netshops. På deres hjemmeside, kan de se om hjemmesiden er e-mærket. Det kunne jo være de pyntede sig med lånte fjer.
Tjek shoppens CVR-nummer
Er du landet på en dansk e-shop du ikke kender, så undersøg virksomhedens CVR-nummer på Virk.dk. Hvis Virksomheden ikke er registreret der, så er det helt sikkert en snyde-shop.
Tjek trustpilot
På trustpilot, kan du danne dig et billede af om forretningen er rigtig. Mange dårlige anmeldelser eller slet ingen anmeldelser bør få dine alarmklokker til at ringe.
Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto