Bliv klimaduks: 6 vaner, du skal ændre

Mennesker er vanedyr, og vi gør, som vi plejer. Du kan dog ændre dine hverdagsvaner ganske lidt, så de bliver mere klimavenlige.

klimaduks kvinde på toilet

Red kloden, før det er for sent! Sådan en udmelding kan godt få én til at synke dybt ned i sofaen, lukke øjne og ører og bede til en vis herre i det høje om at gøre noget. Men hey! Ingen af os kan redde kloden ‘over night’. På den anden side, så tæller alt i det store regnskab, så start med de små overskuelige forskelle, du kan gøre i din hverdag, så er vi allerede godt på vej.

1.

Drop engangsprodukterne

Der er plastik alle vegne – endda også i vores tøj og mad, og vi forbruger selv plast i stor stil. Europæerne bruger omkring 100 milliarder plastikposer om året, hvoraf otte milliarder af dem ender i naturen, og i Danmark alene medfører vores forbrug af kildevand på flaske en CO2-udledning på 12.000 tons. Du kan nedsætte forbruget med små tricks. Drik vand fra hanen, brug genanvendelige bøtter til nedfrysning og opbevaring af mad, og brug badesvampe i stedet for engangsklude.

2.

Blød med omtanke

Bruger du bind, når du har menstruation, kommer du snildt op på over 250 bind om året, hvilket svarer til omkring 20 pakker. Bind – og også tamponer – er selvsagt ikke genanvendelige og indeholder også en masse plast. Prøv i stedet en menstruationskop, som typisk er lavet af silikone og er formet som en lille kop, du sætter op i skeden, og som samler blodet. Du kan bruge menstruationskoppen hver måned i op til 10 år. På den måde sparer du både en masse penge og skåner miljøet.

3.

Tjek toilettet

Vand er en dyrebar og efterhånden begrænset ressource, og det er derfor en god idé at tjekke, om det er tid til at skifte dit toilet ud. Ældre toiletter bruger nemlig mellem tre til fire gange så meget vand som et nyt, når de skyller ud.

Vidste du, at vi i Danmark bruger over 40 procent af vores vandforbrug på bad og hygiejne og omkring 30 procent på toiletskyl?

Husk også at kigge grundigt efter, om toilettet løber bare en smule, for et løbende toilet kan let spilde 100.000 liter vand om året.

4.

Grønne lyskæder

Lyskæder pynter både på børneværelset og terrassen, men de er ikke uden omkostninger. Gammeldags kæder med glødepærer udleder over 20 gange så meget CO2 som moderne LED-kæder og koster endda også 15 gange så meget, så udskift de gamle med nye. Derudover er det en god idé at købe lyskæder, der kører på batteri, og brug så en timer, så kæderne automatisk slukker, når I skal i seng.

Læs også: Shop bæredygtigt

5.

Spar på varmen

Før i tiden satte vi bare vores radiatorer på den ønskede temperatur og lod dem stå der vinteren over. I dag kan du få termostater, som du kan styre med en app.

Vidste du, at et naturgasfyr er bedre for miljøet end et oliefyr? Det udleder 15 procent mindre CO2.

Når du er på arbejde eller skal på weekendtur, kan du nemt skrue ned for temperaturen på samtlige radiatorer med appen. Du kan med fordel også holde hjemmet lidt køligere, for skruer du bare én enkelt grad ned, kan du spare 250 kilo CO2 om året.

6.

Sorter dit affald

Du synes måske, at affaldssortering er en tand for hippieagtigt til din smag, men der er god grund til at gøre det. Når du sorterer, er der mindre affald, der skal på forbrænding, og det nedbringer CO2-udledningen. Det vigtigste princip er, at du skal sørge for at adskille plast, glas, metal, pap og det farligere affald fra dit husholdningsaffald og sikre, at det kommer i de rette containere. Her bliver plast, glas, pap og metal omdannet til nye produkter, og farligt affald bliver neutraliseret.

Bliv klogere på bæredygtighed

KILDE

Kilder: Ilse Friis, redaktør ved Grøn Hverdag, Sine Fauerby, energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening, bolius.dk, politiken.dk, hofor.dk, worldwatch.org, groenforskel.dk, mfvm.dk (Miljøministeriet), mst.dk (Miljøstyrelsen), videnskab.dk, fdm.dk og dongenergy.dk

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto