Dine børn arver dine dårlige vaner

Hvis dine børn taler grimt eller svarer igen, skal du måske vende blikket mod dig selv. Vi har spurgt familievejleder Lola Jensen, hvordan du undgår at give dine dårlige vaner videre til dine børn.

Dårlige vaner - guide

“Må jeg ikke spille bare 10 minutter, mor? Kom nu, moaaar!” Din søn bliver ved med at plage og finder din iPad frem i håbet om, at du forbarmer dig over ham og lader ham spille ‘Candy Crush’. Men før du bliver irriteret, skal du måske tænke på alle de gange, du har siddet fordybet over skærmen for at tjekke din arbejdsmail eller se, hvem der har skrevet en besked på Facebook. For hvis ikke dit barn må sidde foran skærmen hele tiden, hvorfor gør du det så?

Se på dig selv

Dine børn spejler sig i det, du gør, frem for det, du siger. Og børn lærer både af vores gode og dårlige vaner. Så hvis du vrisser ad din mand eller tjekker mail på telefonen i tide og utide, sender du et signal om, at det er helt OK at opføre sig sådan. Som forældre er vi de primære rollemodeller for vores børn. Det betyder ikke, at du altid skal være perfekt – alle forældre begår fejl indimellem, men det vigtige er, at du ikke siger én ting til dit barn og selv gør noget andet.

Psykolog: Det er tabu at sige, at vores børn stresser os.

Ej, for helvede…

Som familieterapeut har Lola Jensen set masser af eksempler på forældre, der glemmer at være et godt eksempel for deres børn: “Et typisk eksempel er, at man siger, at børnene skal tale pænt. Når man så selv taber noget på gulvet, råber man: “Ej for helvede!” Det nytter ikke noget. Det kan selvfølgelig glippe indimellem, men man skal huske, at børn overtager både vores gode og dårlige vaner.”

Hvad er den mest udbredte dårlige vane, som voksne lærer deres børn?

En vane, jeg tit ser blandt kvinder, er, at de taler indirekte til deres mand. De siger for eksempel: “Spørger du far, om han vil læse en bog for dig i aften?” Og det betyder, at barnet siger til deres ven nede i børnehaven: “Skal vi ikke aftale, at vi ikke gider have Katrine med i legen?” I stedet for at tage konflikten direkte, og det er ikke så fedt at lære sit barn. En anden klassiker er forældre, der konstant snakker om, at der er for mange kalorier i maden, også når de er sammen med deres børn. Og så er der selvfølgelig den med at sidde og tjekke sin mail hele tiden.

Hvad er det vigtigste, jeg skal huske i forhold til opdragelse?

Først og fremmest, at du står fast. Det nytter ikke noget, hvis du siger nej tre gange og derefter ja. Så lærer de bare, at et nej ikke nødvendigvis betyder nej. Du skal være en tydelig voksen, så barnet ikke bliver i tvivl. Det betyder, at du kommer til at tage nogle konflikter fra to-seks-års-alderen. Men til gengæld lærer du barnet, at der er nogle grænser derhjemme. I den sammenhæng er det vigtigt, at du selv er et godt eksempel. At du ikke for eksempel siger, at barnet ikke må få slik, og så altid selv har lakridser i tasken. Det kan barnet altså regne ud ret tidligt.

Hvordan lærer jeg mit barn at tale pænt?

Det gør du ved selv at tale ordentligt – både til barnet og andre folk. Men det kommer også an på, hvor gammel barnet er. Små børn prøver en masse grænser af og synes for eksempel, det er sjovt at sige tissemand eller prut. Det må man med små børn se igennem fingre med, for det er også en del af barnets udvikling at sige noget frækt. Men man skal som forælder selv være et godt eksempel fra starten. Og når barnet er omkring tre år, kan man godt sige, at sådan skal det ikke tale, hvis det for eksempel siger, at maden er ulækker.

Hvad kan jeg gøre, hvis mit barn bliver ved med at tale grimt?

Du skal sige tydeligt fra. Og hvis barnet bliver ved med at tale grimt, kan du give det en positiv timeout og sige: “Nu må du gå ind på dit værelse, derinde kan du tale, som du vil. Her i fællesrummet har jeg ikke lyst til at høre på. Du komme tilbage, når alle de ord er væk.”

11 tips til at få mere tid i hverdagen

Hvordan ændrer vi tonen derhjemme?

Det starter med dig selv. Det vigtigste er, at mor og far ikke taler i absolutter til hinanden. At man ikke siger: “Du er bare simpelthen så irriterende” eller “Jeg er så træt af, at du er sådan en hængerøv!” Så kan man være sikker på, at ens barn kommer ned og siger noget lignende i børnehaven eller skolen. Så kan du i stedet fokusere på løsninger og sige: “Jeg kunne godt tænke mig, at du hjalp til med opvasken” eller “Jeg bliver lidt træt af, at det kun er mig, der rydder op.”

Hvordan undgår vi, at børn overtager vores dårlige vaner?

Ved at være bevidst om dem. Og så kunne det måske være en god idé at ændre nogle af dem. For eksempel er der ret mange forældre, der elsker cola og drikker det tit. Det lærer jo børnene, at cola er noget, man sagtens kan drikke hver dag. Det gælder om at være bevidst om sine egne dårlige sider og prøve at ændre dem. Du kan vælge et fokusområde som for eksempel at undgå at bande og hænge en husker op på badeværelsesspejlet. Så bliver du mindet om det hver morgen.

Sådan bliver du det gode eksempel
  1. Husk, at du er den største inspiration for dit barn. Det, du gør, tæller mere end det, du siger. Også når du er træt og uoplagt.
  2. Vær bevidst om, hvordan du taler – også til din mand. Hvis I vrisser ad hinanden, så lærer dit barn, at det er en OK måde at tale sammen.
  3. Vælg et fokusområde – for eksempel at tale pænt og prioritér det. Hvis du siger tak for mad hver dag, lærer dit barn det også. Det gælder også uden for hjemmet.
  4. Prøv at ændre de vaner, som du ikke vil give videre til dit barn. Hvis du ikke vil have, at det spiser slik i hverdagen, nytter det ikke at have køkkenskabet fuld af chokolade.
  5. Stå fast på din beslutning. Dit barn skal vide, at et nej betyder nej – også syvende gang, det spørger.

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/