Lær at leve med dine børns bonusmor

Eksmanden har fået en ny kvinde i sit liv, og dine børn skal introduceres for deres nybagte bonusmor. Vi hjælper dig, når du skal overdrage dine børn i en anden kvindes varetægt, så hun bliver mere bonus end ballade.

Bonusmor

Skilsmisse er i sig selv en trist og svær oplevelse, især hvis I skal til at dele børn mellem jer. Og det bliver kun sværere, hvis der kommer en bonusmor ind i billedet. Skælder hun ud? Prioriterer hun sine egne børn først? Hvad har hun egentlig lov til i forhold til dine børn?

Det er nemt at dumme sig og projicere en masse dårlige følelser i hendes retning, men ligesom børnene er du også nødt til at åbne armene for den nye bonusmor og forsøge at skabe et funktionelt forhold til hende, mener Margrethe Brun Hansen, der er forfatter, foredragsholder og en af Danmarks mest kendte børnepsykologer. Her klæder hun dig på, så du nemmere kan leve med dine børns bonusmor.

Hvordan tackler jeg den første tid, efter bonusmor er introduceret?

Børn af skilsmisser har brug for faste rammer og en nogenlunde ensartet opdragelse. Derfor er det vigtigt, at du og børnenes far sætter jer sammen og aftaler de grundlæggende principper i opdragelsen. Sammen med deres far skal du gøre det tydeligt, at I er de primære forældre. Det er jer, der træffer beslutninger i forhold til børnene. Hold dine følelser indenbords, og forsøg at se situationen fra dine børns perspektiv. Det er enormt vigtigt, at du giver børnene tryghed ved at skabe en fornuftig relation til den kvinde, som deres far har valgt at leve sammen med nu.

I starten er det skrækkeligt at aflevere sine børn til en anden kvinde, men heldigvis er deres far og jeg enige om, at det kun er os to, der bestemmer over børnene.

– Lise, 31 år, mor til to.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan fordrage bonusmor?

Bonusmoren kommer nemt til at bære den konflikt, der var eller stadig er mellem dig og faren. Det handler om at sige til dig selv, at denne kvinde ikke er årsagen til ens smerte og vrede. Og så er det vigtigt ikke at lade dit ubehag ved bonusmoren skinne igennem over for børnene. Omtal hende venligt, og lad være med at tillægge hende motiver, som hun slet ikke har. Find et andet forum, hvor du kan sige pis og lort og krudtugle. Men lad være med at stå og råbe det i entréen.

Læs også: Dine børn arver dine dårlige vaner 

Hvad gør jeg, hvis bonusmor er lidt for perfekt?

Der kan nemt opstå jalousi – ja, faktisk begge veje. Husk på, at lige meget hvor mange spændende aktiviteter, hun sætter i gang, hvor god hun er til at lege, og hvor perfekt hendes hår altid sidder, er det kun dig, der er dine børns mor. Det er en kendsgerning, der kan være svær for mange bonusmødre at acceptere. Bonusmødre kan prøve nok så hårdt, men vil altid komme i anden række. Du bliver nødt til at sige til dig selv, at jeg gør det på min måde, og hun må gøre det på sin, og fred være med det.

Mit forhold til bonusmoren startede meget akavet, men er gået hen og blevet så godt, at vi kan sparre med hinanden og snakke om børneopdragelse. Det er vist ret godt gået.

– Christina, 36 år, mor til en.

Hvor tæt skal jeg være på bonusmor?

Børn vil gerne have, at alle skal kunne være i stue sammen. Alle undersøgelser viser, at det, skilsmissebørn drømmer om, er, at far og mor og bonusforældrene kan tale ordentligt sammen. Tættere end det behøver I ikke at være. Som oftest foregår kommunikationen mellem dig og børnenes far, men i bund og grund ville det være godt, hvis du også kunne tale sammen, mødes og indgå kompromisser med bonusmor.

Jeg har det bedst med, at der er en bonusmor, når min datter er hos sin far, for han er simpelthen en bedre far, når der er en kvinde i huset.

– Tussi, 36 år, mor til to.

Bidrager bonusmoren med noget positivt?

Hvis bonusmoren tilbyder sit venskab, er afventende, viser respekt for dig som forælder og lader børnene have alenetid med deres far, så opstår der faktisk tit det, jeg kalder “et utroligt smukt venskab”. Når teenagealderen, puberteten og alle problemerne kommer væltende, kan børnene ofte føle det nemmere at gå til bonusmor. Hun kan se problemerne med en venindes distance og er derfor god til at gyde olie på vandene i forhold til dig og deres far. Jeg har set eksempler på sådanne venskaber, der holder hele livet.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis bonusmor forsvinder igen?

Hvis børnene har knyttet sig tæt til en bonusmor, der så forsvinder, er det jo en voldsom omvæltning endnu en gang. Der er en grænse for, hvor mange dybe relationer børn kan knytte i deres barndom. De fleste børn vil koncentrere sig om mor og far, da det simpelthen ikke kan betale sig at knytte sig til en eventuelt bonusmor nummer to. Som mor skal du være forberedt på, at dine børn er kede af det. Du skal kunne rumme, at de savner deres bonusmor og søger trøst hos dig.

5 gode tips til at håndtere bonusmor
  • Tal om bonusmor på en pæn måde, og lad ikke din irritation skinne igennem over for børnene.
  • Lad være med at pumpe dine børn med oplysninger om, hvad bonusmor gør og siger.
  • Sørg for at få opbygget et ordentligt forhold til bonusmor. I behøver ikke at være slyngveninder, men I skal kunne tale sammen.
  • Sørg for, at du og børnenes far stadig kan mødes til eksempelvis juletræsfest sammen med børnene.
  • Prøv at se bonusmor som en hjælp og aflastning. Hvis børnenes far rejser meget, bliver bonusmor hurtigt en reel bonus.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto