Brændte mandler i forklædning

De dufter og smager af jul, men hvor nemt er det egentlig at følge Tobias fra Bagedystens nye bagebog og bygge en kogle af mandler?

kogle af brændte mandler - hvor var stylisten?

Ummm…, hvem elsker ikke duften og smagen af brændte mandler, som på mange måder er smagen af jul?
Det gør de fleste i hvert fald her på redaktionen, så da bogen ’Tobias’ jul’ af Bagedystvinder Tobias Hamann landede på redaktionen, vakte den begejstring.

Hvor var stylisten?

Følg med, når redaktionen kaster sig ud i forskellige DIY-projekter. Vi viser dig det ærlige resultat – uden filter.

Ikke mindst fordi, at Tobias’ bud på brændte mandler er at forme en hel stak af dem som en grankogle.
Viola – pynt og snack i et. Derfor meldte artdirector Lone Elmehøj sig straks som tester med sønnen Storm og farmor Inger som hjælpere på projektet. Det viste sig at blive en både lærerig og sjov affære, som de helt klart vil anbefale andre at kaste sig ud i. Koglen både pynter fint og smager dejligt.

1.

Kogle i højglans

Først kogte vi sukker, vand og mandler. Her gik et eller andet galt, for sukkeret skulle krystallisere som hvid sne på mandlerne, men kun på paletkniven kom der krystaller. Formentlig kom temperaturen for højt op? Nå, men pyt, det bliver så en kogle i højglans og uden sne. Sukkermassen rundt om mandlerne kunne trækkes ud i de fineste tynde sukkertråde. Ret flot, synes Storm. Og så kunne de jo spises.

2.

Husk et par handsker

Storm skiller mandlerne ad på en bageplade. Sukkermassen bliver rigtig varm, så et par nye rene havehandsker gør nytte, når mandlerne skal bredes ud. Herefter fik vi også en lille lektion i kemi, for det var interessant at se, at hård karamel faktisk kan opløses i vand.

3.

Nem at reparere

Vi samler koglen forsigtigt én mandel af gangen. Vi bygger et lag af gangen og limer med smeltet sukker. Til Storms forskrækkelse knækkede hele koglen midt i processen, men vi kunne heldigvis nemt reparere den med nyt lag smeltet sukker.

4.

Resultatet og styling

Da koglen skulle styles og fotograferes, gik det op for os, at vi havde glemt at købe regi, så jeg måtte op på loftet og hente kassen med julepynt ned. Her fandt vi heldigvis et par grønne keramikjuletræer og en masse kogler, så vi alligevel kunne lave et lille stilleben i stil med det i bogen. Nu står den lille mandelkogle og pynter så fint i vores køkken.

Opskriften er fra ’Tobias´Jul’

Tobias´Jul

1 styk kogle

Det skal du bruge:

200 g store mandler 2 dl vand

2 dl sukker Tørret lavendel

En håndfuld sukker til at samle koglen med

Sådan gør du:

Læg et stykke bagepapir på en bageplade til at afkøle mandlerne på, når de er færdige.

Kom vand, sukker og mandler i en pande og varm det op for fulde gardiner, indtil sukkeret smelter sammen med vandet. Når sukkerlagen krystalliserer, skruer du ned for blusset, og mandlerne vendes hyppigt, til sukkeret binder på hver enkelt mandel og har givet dem en gylden over- flade. Drys en smule tørret lavendel udover dem.

Bred mandlerne ud på det ventende stykke bagepapir, og sørg for, de ikke klistrer sammen. Afkøl dem.

Når mandlerne er kølet af, kan du opvarme en håndfuld sukker i en lille gryde, til det smelter og bliver flydende. Skru helt ned for blusset. Dan først en nedre krans af mandler – klistr dem sammen med meget lidt af det smeltede sukker én efter én. Arbejd dig langsomt opad og indad. Start med de største mandler og afslut med de mindste.

Når koglen skal spises, brækker du bare mandler af fra toppen og nedefter.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto