Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg får mine bedste idéer, når verden bevæger sig rundt omkring mig”

Bag Christiane Schaumburg-Müllers perfekte makeup gemmer sig en stærk forretningskvinde. Som direktør er hverdagen travl, og tiden står nemlig aldrig stille i Christianes liv. Kun i de hellige familiestunder hjemme i Hellerup med hendes mand og deres lille søn.

Tiden går hurtigt i Christiane Schaumburg-Müllers selskab. Hun taler højt og tjept, rykker sig rastløst rundt på sofaen og skraldgriner med hele sin krop, hvis hun synes, at noget er sjovt. Alt ved hendes fysiske tilstedeværelse er en smittende kugle af energi.

Christianes imperium

På Christianes kontor i hjertet af København er der travlt. Tre fuldtidsansatte og et stort team af freelancere står for at drive medieimperiet ChriChri, der med både nyhedsbrev, onlinemagasin, coffee-table-magasin to gange om året og webshop nærmest var en succes fra dag et.

Christiane driver også virksomheden Raw, der laver tidssvarende stentøj og service. Så er der forlaget ChriChri Journal, som er blevet til i samarbejde med People’s Press. Og så er hun selvfølgelig også i gang med at skabe endnu en forretning, nemlig Lille Kanin, der skal producere svanemærkede kropsplejeprodukter til babyer.

Hvis jeg får en idé, som jeg tror på, så kan du bande på, at jeg går med den idé.

Altid fuld af nye idéer

“Jeg har altid haft et enormt stort drive, og jeg er ikke en person, der kan finde ud af at sidde og vente på, at telefonen ringer. Jeg skal hele tiden videre, og jeg får konstant, og jeg mener virkelig konstant, nye idéer,” siger hun og fortsætter:

“For mig er det ikke en sur pligt at arbejde 50 timer om ugen. Jeg elsker at arbejde,” siger Christiane Schaumburg-Müller, der privat danner par med rapperen L.O.C. Sammen har de Constantin, deres søn på snart to år.

Christiane Schaumburg-Müller

En typisk hverdag i Christianes liv

Kl. 7: Jeg står op sammen med Constantin og min mand i vores hus i Hellerup. Vi spiser morgenmad. Jeg får ristet rugbrød med ost (jeg elsker virkelig ost!) og drikker en kop kaffe. En times tid senere afleverer jeg Constantin i hans vuggestue, som er en Rudolf Steiner-vuggestue, der ligger ved Strandvejen.

Kl. 8.30: Jeg kører ind til vores kontor i Sankt Peders Stræde, hvor jeg starter arbejdsdagen med mine tre ansatte. Typisk lægger jeg ud med at overføre den to-do-liste, jeg har skrevet i en note på min telefon aftenen før, til min computer. Jeg skriver også alle de ting, jeg skal have lavet, ned på et stykke papir, hvor jeg så kan strege dem ud, når de er ordnet.

Kl. 10: Der er næsten altid et møde, jeg skal til, hver dag. Det kan handle om ting, der skal sættes i gang til ChriChri; artikler, fotosessions, interview, hjemmesiden, der skal opdateres, eller andet. Når jeg skal lave ‘Vild med dans’, bliver dagene lidt anderledes end normalt. Men der er altid tryk på.

Kl. 16: Arbejdsdagen slutter som regel her, nogle gange før, nogle gange efter. Eftermiddagen og aftenen bliver altid brugt med min familie. Der skal handles ind, laves mad og vigtigst af alt leges.

Kl. 17: Vi spiser altid mellem klokken fem og halv seks. Vi har meget faste rutiner, som bliver overholdt hver dag, det fungerer godt for os som familie. Især som selvstændig syntes jeg, det fungerer at have faste rutiner. Det betyder, at jeg planlægger rundt om vores rutiner og ikke omvendt. Jeg kan klart mærke, at min søn trives med rutiner.

Handlekraftig og målrettet

“Det har altid været vigtigt for mig at sætte mig mål, der definerer min egen succes. Hvis jeg får en idé, som jeg tror på, så kan du bande på, at jeg går med den idé.”

Det gjorde hun for eksempel, da hun for et par år siden besluttede sig for at skrive sin første bog. Den skulle handle om makeup- og skønhedstips og byde på anekdoter fra hendes eget liv, og hun anede ikke, om den ville sælge:

“Men jeg ringede ind til hovednummeret på forlaget og bad om at tale med en redaktør. Først var der fire-fem møder, hvor jeg fremlagde idéen, og de sagde ting som: ‘Nå, okay, en beautybog, det ved vi ikke rigtig …’ og den slags. Men de valgte heldigvis at udgive den. Og altså, det gik jo for vildt. Den solgte over 35.000 eksemplarer.”

Læs også, 24 citater fra livskloge kvinder

Projekt efter projekt

Christiane Schaumburg-Müller er vokset op i et vaskeægte akademikerhjem i en af de mere velhavende dele af Frederiksberg. Hendes mor er gymnasielærer og lektor, og hendes stedfar har gennem en menneskealder undervist på universitetet.

I familiens hus er bøgerne sorteret i et bibliotek på væggen i alfabetisk orden, og i Christianes barndom stod den hver søndag på udflugter til alskens museer. Når da ikke lige lille Christiane, for gud ved hvilken gang, var i færd med at fordybe sig i et nyt projekt.

Man skal yde, før man kan nyde

“Mine forældre har altid beskrevet mig som en meget positiv, energisk pige, som hver dag vågnede op og skulle indtage verden. Så lavede min veninde og jeg en klub. Så optog vi en video af et eller andet – eller også brugte vi al vores tid på den teatertrup, vi havde opfundet. Der var hele tiden en eller anden ny ting, som skulle ud i livet. Og så har mine forældre gjort meget ud af at opdrage mig til, at man skal yde, før man kan nyde,” fortæller Christiane Schaumburg-Müller.

Christiane Schaumburg-Müller

Dansede sig til toppen

Da hun var otte år gammel, begyndte hun på en danseskole på Frederiksberg, og som 14-årig tog hun skridtet videre til at danse professionelt hos den kendte danselærer og ‘Vild med dans’-dommer Britt Bendixen. Og Christiane, der altid havde haft et performergen, vidste nærmest med det samme, at i dansen kunne hun virkelig gebærde sig. Og det gav hende lyst til at blive endnu bedre.

“Jeg kunne ret hurtigt mærke, at det var noget, jeg var god til. Eller … Jeg var hurtig til at indlære det. Der er en opskrift i dansen, og den kunne jeg finde ud af at gøre rigtigt. Når vi fik en koreografi, kunne jeg lynhurtigt rette mig selv og kigge i spejlet og kopiere læreren eller den, der var bedst, af de andre dansere på holdet,” siger Christiane.

Jeg er sådan som menneske, at jeg ved, at min fremtid ligger i mine egne hænder.

Man melder sig ikke syg som danser

“Jeg havde samtidig en stærk selvdisciplin. I dansens verden melder man sig ikke syg, medmindre man er på hospitalet. Man kommer til timerne, og hvis man misser én, så sørger man for selv at mødes med en fra holdet og lære koreografien,” forklarer Christiane.

“Der hersker en enorm punktlighed, og på den måde har dansen givet mig vildt meget med videre, som jeg kan bruge i de ting, jeg laver nu. Dansen handler jo ikke kun om individerne. Du er del af et team, og du bliver kun bedre, hvis alle omkring dig også er gode.”

Første gang, hun dansede på en scene, var på Oslobåden til et modeshow, og op gennem gymnasie-årene dansede hun for blandt andre Den Gale Pose og DJ Aligator. Siden tog hun et sabbatår, hvor hun arbejdede som tjener på Café Europa i København og stod i butik i Lyngby Storcenter, når hun da ikke lige var på tour og dansede for popduoen Nik & Jay hver torsdag, fredag og lørdag.

Christiane Schaumburg-Müller

At være sin egen chef

Men noget andet trak også gevaldigt i Christiane i de år. Drømmen om at skabe noget selv. Hun læste fransk og kommunikation på universitetet og satte sig på et tidspunkt for, at hun ville starte magasinet Elle i en dansk version. Hun legede også med tanken om at åbne en Sephora-butik (fransk kæde, der sælger beautyprodukter, red.) i Danmark. Men mest af alt drømte hun om at skabe sit helt eget. I mellemtiden tog hendes karriere som tv-vært og skuespiller fart.

Men en dag i 2014 sagde hun op som vært på ‘Vild med dans’. For nu ville hun realisere sin iværksætterdrøm. Kandidatgraden i kommunikation blev ‘kun’ til en bachelor. Men som hun siger: “Fuck den dér kandidat!” For det er jo gået meget godt alligevel.

Startede firma uden penge på kistebunden

“Jeg er sådan som menneske, at jeg ved, at min fremtid ligger i mine egne hænder. Så jeg gik all-in. Jeg tog de penge, jeg havde sparet op gennem flere år, og startede ChriChri uden andre penge på kistebunden. Der var ikke nogen investor eller noget, og jeg gjorde alt selv. Hyrede kodere til hjemmesiden, fandt de bedste skribenter og fotografer og udviklede hele det her univers. Og ret hurtigt fik ChriChri rigtig meget succes,” fortæller hun.

Når drømme går i opfyldelse

I dag har Christianes onlineunivers 50.000 abonnenter på nyhedsbrevet, over 1,8 millioner klik på hjemmesiden om måneden og op mod 200.000 unikke brugere. Hendes drøm er lykkedes. Men idéerne til nye projekter, de stopper aldrig, fortæller hun. Hun får nemlig flere om dagen:

“Jeg får mine bedste idéer, når verden bevæger sig rundt omkring mig. Når jeg er på vej fra A til B, på en gåtur, på cyklen, når jeg kører i bil eller er ude at flyve. Og næsten hver morgen sidder jeg med en masse nye idéer, jeg skal finde ud af, om jeg skal føre ud i livet.”

Christiane Schaumburg-Müller

Inspiration fra andre forretningskvinder

Hendes blik er intenst nu, og hun bliver hamrende målrettet, hver gang samtalen drejer sig ind på business.

“Jeg er voksen nok til at vide, at hvis der ikke er en forretning i det, jeg sætter i søen, så er idéen bare ikke god nok. Jeg læser mange bøger om iværksætteri, og jeg er aldrig gået på røven.”

Christiane ser især op til én skuespillerinde, som er et stort forbillede for hende.

“Reese Witherspoon er virkelig meget mere end bare skuespiller. Hendes medieselskab, Hello Sunshine, er et vildtvoksende, spændende online-univers. Hun har også et produktionsselskab, der blandt andet har lavet Netflix-serien ‘Big Little Lies’, en bogklub, The Sunshine Book Club, der anbefaler de fedeste bøger, og Draper James, et southern living american style tøjmærke. Hun er en megasej forretningskvinde,” siger Christiane.

Det er privat for mig at være sammen med min mand og min søn og bare være til stede og lave ting, der ikke bliver delt.

Personlig, men aldrig privat

Witherspoon inspirerer hende også, når det handler om den personlige branding. Noget, hun selv altid har været virkelig god til – og i øvrigt en af de første herhjemme, der virkelig forstod værdien af. Christiane er ikke bare Christiane. Hun er sit eget brand, som hun har bygget et medieimperium op omkring. Det er hun bevidst om. Og derfor er hun personlig, men aldrig privat, når hun deler ud af sig selv, fortæller hun.

“Den grænse er vigtig, synes jeg. Min søn Constantin, for eksempel, er privat for mig. Han bliver snart to år, og der findes kun ét billede af ham på min Instagram. Det er noget, jeg har tænkt grundigt over. Han er barn af to kendte forældre, og jeg ville hurtigt kunne give ham en popularitet, som han ikke selv har bedt om. Når han en dag er gammel nok til selv at lave en profil, så vil jeg ikke hindre ham i det,” siger Christiane og fortsætter:

“Men jeg har ikke tænkt mig at putte alt det ned over hovedet på ham. Det er ikke alle mennesker, der bryder sig om at være i centrum på den måde, jeg er, så det skal være noget, han selv skal vælge til eller fra.”

Christiane Schaumburg-Müller

Familien i centrum

Familien er vigtig for hende, fornemmer man. Og hver eftermiddag, når Christiane kommer hjem, slukker både hun og hendes mand deres computer og telefon i timerne før, deres lille søn skal puttes. Hvad der sker i de timer, det holder hun for sig selv:

“Mit familieliv er privat. Det er privat for mig at være sammen med min mand og min søn og bare være til stede og lave ting, der ikke bliver delt. De timer er virkelig der, hvor jeg lader op. Jeg er et stort hjemmemenneske, og jeg kan maksimalt finde ud af at have to aftaler om aftenen om ugen. I vores hjem kobler jeg helt af og samler energi sammen. For næste morgen er der helt sikkert et nyt projekt, der skal føres ud i livet.”