Kyl gulvmoppen ud og kom skidtet til livs: Brug damp

Slut med allergi, forurenende rengøringsmidler og slid med moppen. Hop med på damp-bølgen.
 

Damp - beskidte gulve - guide
Hvis du bruger damp, når du gør rent, er du med til at passe på miljøet.

Med børn i huset bliver der snavset i løbet af ingen tid – medmindre du er en sand rengøringsninja. Der ligger hurtigt støv i hjørnerne og sand og småsten i gangen fra de beskidte støvler, ungerne slæber med ind fra boldbanen og legepladsen. Og har du helt små børn, kan du sikkert nikke genkendende til ris og indtørrede stykker peberfrugt fra aftensmaden på gulvet. Derfor kan det hurtigt virke som en uoverkommelig opgave at holde dit hjem rent. Men fortvivl ej. Damp er måske din nye bedste ven, når det gælder rengøring.

Grøn forskel

Damp er en hurtig, effektiv og miljøvenlig måde at gøre rent på, da du ikke skal bruge andet end rent vand fra hanen. En dampmoppe eller -renser omdanner vandet til varm damp, der dræber bakterier og løsner madrester, støv og snavs. På den måde kan du undgå at bruge rengøringsmidler og dermed passe bedre på miljøet.

Hos Miljøstyrelsen kan de ikke sige noget om, hvorvidt rengøring med damp er effektivt eller ej, men generelt er det en god ide at nedsætte antallet og forbruget af rengøringsmidler i hjemmet.

“Rengøringsmidler indeholder stoffer, der belaster miljøet, når de bliver skyllet ud i kloakken med spildevandet. Stofferne skader de organismer, der lever i vand,” forklarer Sidsel Dyekjær, der er biolog i afdelingen for Kemikalier i Miljøstyrelsen.

Damp er sundere

Ved at bruge damp passer du altså ikke bare bedre på miljøet, du beskytter også dig selv og din familie. For i modsætning til rengøringsmidler efterlader damp ingen allergifremkaldende aflejringer på overfladerne, hvilket især er smart, hvis du har små børn, der ynder at putte alting i munden.

Har nogen i din familie allergi eller astma, kan du også ånde lettet op, for dampen binder støvet sammen, så der ikke er støvmider i luften. Damp giver alt i alt et betydeligt bedre indeklima.

Damprenser eller dampmoppe – hvad skal du vælge?

Der findes flere forskellige udgaver på markedet, men overordnet set kan du vælge mellem en dampmoppe og en damprenser.

En dampmoppe ligner en almindelig gulvmoppe, men i stedet for at stå og bakse med spande med varmt vand og sæbe, som du skal skylle moppen i flere gange under en gulvvask, skal du bare komme rent vand i beholderen, hvorefter det på få sekunder omdannes til damp. Du kan bruge dampmoppen på alle slags gulve laminat, parket, marmor, klinker og fliser.

7 grunde til at gøre rent med damp
  • Damp er miljøvenligt – du slipper for rengøringsmidler og kemikalier og bruger kun lidt vand.
  • Damp gør bedre rent – selv i områder der er svære at nå.
  •  Damp er nemt – glem alt om skrubbe og gnubbe.
  •  Damp er sundere – du skaber et bedre indeklima.
  •  Damp rengør alt – brug damp til at vaske gulve, køkken, badeværelse, vinduer samt tøj og møbler.
  •  Damp sparer tid – rengøringen går både hurtigere og lettere.
  •  Damp er billigere – du har ikke brug for dyre rengøringsmidler.

Har du gulvtæpper, er det heller ikke noget problem. Du sætter bare et særligt mundstykke på dampmoppen, som renser dit gulvtæppe i dybden. Det anbefales dog ikke at bruge dampmoppen på trægulve eller lakerede gulve, da de ikke kan tåle de høje temperaturer.

En damprenser er derimod større og kraftigere og ligner nærmere en støvsuger. Den adskiller sig fra dampmoppen ved at have større effekt, større damptryk og en større vandtank. Den har altså lidt mere power, hvis dit hjem er meget beskidt, eller så stort, at du gerne vil kunne gøre rent i længere tid uden at fylde vand på.

Læs også: 8 myter om bakterier

Al you need is … damp

Uanset om du vælger en dampmoppe eller en damprenser har de fleste modeller et væld af ekstraudstyr i form af forskellige dyser, børster og klude, så du ud over gulvvask mere eller mindre kan klare alle rengøringsopgaver i dit hjem med damp.

Da dampen kan opnå en temperatur på mellem 105 til 110 grader, virker den desinficerende og bakteriedræbende, så det er oplagt at bruge de forskellige børster og klude til at gøre rent i køkkenet – dampen klarer fliser, flader, komfur, ovn, og hvad der ellers trænger til en tur.

Med sanitetsmundstykket kan du rense og desinficere dit toilet og bad. Dampen sørger for, at alt lige fra sæberester, bakterier og fedt bliver fjernet fra både toilet, fliser, fuger, bruser og brusebad.

Du kan også bruge en mindre punktdyse til at rengøre dine spejle og vinduer. så får du blanke flader uden grimme sæbestriber og snavset vand i vindueskarmen.

Damp også dit tøj og møbler

Et smart stykke tilbehør, du også kan være heldig følger med til din dampmoppe eller damprenser, er et særligt mundstykke til tekstilpleje – ellers kan du anskaffe det som ekstraudstyr eller købe en særlig håndholdt tøjsteamer.

Med den kan du både glatte din skjorte, habitjakke eller yndlingskjole, uanset om det er lavet i sarte materialer som uld, kashmir, blonder og silke. Den varme damp genopretter fibrene i tøjet, så det føles som nyt og samtidig dræber dampen bakterierne, så ubehagelige lugte fra røg, sved eller mados forsvinder.

Det samme gælder betrækket på sofaen, lænestolen, tæpper og puder, hvor dampen kan rense tekstilerne og samtidig få has på de husstøvmider, der ofte gemmer sig disse steder. Vær dog opmærksom på, om stoffet kan tåle de høje varmegrader – prøv på et lille skjult stykke først.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/