“Dyrevelfærd er det vigtigste ved økologi”

For politiker Dan Jørgensen handler så bæredygtigt som muligt, men det betyder ikke, at der ikke kan snige sig en bøf eller flaske vin med ned i kurven.

Dan Jørgensen

Hvad finder altid vej til din indkøbskurv?

Jeg køber altid økologiske æg og masser af grøntsager. Så kan jeg nemlig altid lave et sundt og lækkert måltid uanset, hvor sent jeg kommer hjem om aften, eller hvor travlt jeg har om morgen.

Hvilke overvejelser gør du dig under dit indkøb?

Jeg er ikke fanatisk, men jeg forsøger at handle i tråd med min politiske overbevisning, hvilket vil sige, at jeg handler bæredygtigt. Jeg lever generelt ret sundt, men der skal selvsagt også være plads til en stor rød bøf og et glas vin i samme farve en gang imellem – selv om det hverken er godt for klimaet eller mit helbred.
Går du op i økologi?

Økologi er noget, jeg går meget op i, for miljø og sundhedsdelen betyder meget for mig, ligesom det gør for mange andre danskere. For mig er dyrevelfærd den allervigtigste grund til at leve økologisk. Jeg har virkelig svært ved at sætte tænder i et stykke kød, hvis jeg ved, at dyret, der har lagt krop til, har levet et dårligt liv.

Hvad er din livret?

Helstegt rødspætte med nye danske kartofler er jeg ret vild med. Og så er jeg søn af en smørrebrødsjomfru, så min mors håndmadder er stadig noget af det bedste. Det får jeg stadig tit, når jeg besøger de gamle på Fyn.

Hvad spiser I oftest derhjemme?

At lave mad er noget, jeg er ret glad for, og min kæreste er ret vild med en hjemmekomponeret wokret, som jeg laver med kylling, pastinak, hvidkål, karry og koriander. Når jeg har kammeraterne på besøg, så kan de godt lide, når jeg laver scrambled eggs a la Jørgensen, som består af æg med spinat og andeconfit.

Hvad er dit ultimativt bedste køb?

På en rejse til Bruxelles købte jeg et gammelt træbord. Bordpladen er mindst 50 år gammel og lavet af en faldefærdig dør til en lade uden for Waterloo. Jeg elsker virkelig det spisebord, men jeg må nok også indrømme, at det er virkelig upraktisk.

Læs også: “Mit tagtelt er både det bedste og det værste køb”

Hvad har været dit største fejlkøb?

Engang købte jeg et meget fancy og temmelig pebret ur af et meget fint mærke. Desværre går det i stykker hele tiden, og det er svinedyrt at få repareret. Så nu er det endt med, at det bare ligger nede i en skuffe et sted.

Er der noget, du længe har overvejet at investere i?

Jeg har altid drømt om et sommerhus med naturudsigt, brændeovn og fred. Og det har jeg faktisk lige købt sammen med min kæreste. Det er dog ikke en økonomisk investering, men en investering i os selv.

Kort om Dan Jørgensen

Dan Jørgensen er dansk politiker for Socialdemokraterne og var indtil 2015 fødevareminister. Han er 41 år og oprindeligt fra Fyn. Privat danner Dan Jørgensen par med skuespiller Laura Bach.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto