Dannelse: Fra undskyld frøken, til fuck dig!

I december 2018 var det et helt århundrede siden, Emma Gads berømte 'Takt og tone' udkom første gang. Men hvad er der egentlig sket med dannelsen, altså den måde, vi mennesker omgås hinanden, fra dengang og til i dag?

Dannelse - fra undskyld til fuck dig

For 100 år siden i denne måned udkom Emma Gads humoristiske, skarpe og moderne bog om dannelse ‘Takt og tone: Hvordan vi omgås’.

Etikettebogen blev modtaget blandet. Et mesterværk, sagde nogle, mens andre syntes, at den var en kedelig manual til opkomlinge, der gerne ville dele kultur med borgerskabet. Men bogen var faktisk bare ment som “en venlig vejviser for menigmand”, som der står i Gyldendals Store Danske. Og så var den på den tid en helt almindelig konfirmationsgave.

I dag er den en klassiker og udgivet i utallige oplag. En rankrygget sag, der kan synes både lidt stiv og lidt støvet, som formaninger fra en anden verden fra en stram tante med knold og tilknappede kniplinger op ad halsen.

Hvad gør dannelse så populært?

Vi interesserer os i større og større udstrækning for, hvad dannelsen og de sociale kodekser er og kan tilføre vores liv. Men hvorfor egentlig?

“Fordi de råd, Emma Gad giver, stadig holder med ganske få omskrivninger. Vi har brug for dannelse, god opførsel og manerer for at bevare de nære relationer og det sociale liv, som er vores livseliksir. I mange år har vi som samfund glemt de hensyn og det engagement, der skal til for at blive inkluderet i verden. Nu genindser vi, hvor vigtigt det er at have en god opførsel her i livet og være et ordentligt menneske, der interesserer sig og tager ansvar for det samfund, vi lever i,” siger Gitte Hornshøj. Hun er forfatter og foredragsholder om respekt, takt og tone.

Dannelse gennem 100 aar 1
1910’erne. Sådan så et helt almindeligt, anstændigt familiebillede ud på den tid, hvor ‘Takt og tone’ udkom. Patriarken er den tydelige bestemmer i familien – og samfundet.

Fra skarp opdragelse til hensynspiktogrammer

I dag er det hverdagskost, at vi møder piktogrammer, der minder os om at tage hensyn. At vi skal være stille i bestemte kupéer i toget, diskretionslinjer ved kassen i supermarkedet eller apoteket, der forklarer os om at holde høflig afstand til den, der skal have råd om hæmoridecreme eller taste sin pinkode.

Det er også helt normalt, at et nummersystem hjælper os med køkulturen i bageren, og vi er vant til at blive tysset af på storskærm, når vi går i biografen.

“Det siger noget om, hvordan det egentlig står til med vores pli og dannelse, når arbejdsgivere eller staten bliver nødt til at lave politikker for, at vi skal tage hensyn og ikke ryge op i hovedet på hinanden, men holde høflig afstand i køen. Der er mange mennesker, der godt kan finde ud af det, men altså også mange, der ikke kan. Og så bliver den slags regulerede hensyn en nødvendighed,” siger Henrik Jensen. Han er historiker ved Roskilde Universitet og forfatter af blandt andet bogen ‘Det ordentlige menneske’.

En anden tid

Men det siger også en del om en markant anderledes samfundsstruktur end på Emma Gads tid. Det er også en helt anden form
for forventninger til staten og hinanden, forklarer han.

‘Takt og tone’ udkom første gang i 1918. Året, hvor Første Verdenskrig sluttede, og verden på mange måder ændrede sig for altid.

Men Emma Gads bog tager udgangspunkt i den gamle verdens omgangsformer og menneskesyn.

“Hun betragtede og skrev fra en verden, hvor pligtkulturen var meget stærk, og det var standsfornemmelsen også. Man vidste, eller burde vide, hvor man hørte hjemme i større sociale sammenhænge. Det var også et meget patriarkalsk hierarkisk samfund, hvor faderen – huset fader, byens fader, kirkens fader, landsfaderen og Gudfaderen – stod øverst i hierarkiet og havde ansvar for familie og samfund,” siger Henrik Jensen.

Dannelse gennem 100 år
1940’erne. Før kvinderne kom på arbejdsmarkedet i 60’erne, havde husmoderen helt som på Emma Gads tid det fulde ansvar for børn og husholdning.

Respekt for opdragelse

Det var også et samfund med en stærk opdragelse og en almen forståelse af, at man var forpligtet ud over sig selv.

Et samfund, hvor skik, normer og tiltaleformer var udtryk for respekt og velvilje over for hinanden og samfundet, man var en del af.

“Opdragelsen blev forstået meget bogstaveligt, som at man blev draget op. Man blev ikke bare voksen, man kom op i verden. Man blev dannet og blev moden og steg op og blev en del af noget. Af et samfund, som man var forpligtet over for. Men ikke på en negativ måde. Man ville gerne være forpligtet og satte en ære i det. Og for at kunne det var det vigtigt, at man havde de former på plads, som Emma Gad beskriver,” siger Henrik Jensen.

Lighedsidealerne udvander dannelsen

Hvis kransekagen og faderfiguren på toppen var faldet lidt sammen efter Første Verdenskrig, så sprængtes de samlet set fuldstændig, da vi nåede til 60’erne. Det betød bedre tider med højkonjunktur, efterspørgsel på arbejdskraft og en stor og meningsstærk ungdomsgeneration.

“Pludselig fik vi et samfund, som var meget mindre vertikalt udstrakt og meget mere horisontalt. Vi baserede nu vores samfundsliv på en lighedsideologi. Det var ikke længere overklassen, der dikterede, hvordan formerne skulle være. Det var noget, der kom nedefra. Der skete en udjævning af de formelle og sociale former. Især dem, der tydede på, at der var et hierarki eller noget i den stil,” siger Henrik Jensen.

Nogle af ungdomsgenerationens idealer og normer var at komme hinanden mere ved. Og for at det skulle lykkes, vendte de fortiden ryggen.

Selvforpligtelse fremfor fællesheden

“Man fandt frem til, at høflighedsformerne og -fraserne som for eksempel ‘Undskyld, frøken?’, som samfundet havde betjent sig af tidligere, var overflødige, så dem kunne man lige så godt afskaffe. Og det gjorde man faktisk i løbet af ganske få år.”

Men samtidig fik danskerne med velfærdsstaten en forestilling om, at når vi betalte så meget i skat, så var det ikke længere vores opgave at tage os af hinanden. Følelsen af forpligtelsen over for hinanden og samfundet forsvandt.

“Vi blev et samfund af rettighedsbærere, som ikke havde følelse af at være forpligtet over for andre end den nære familie. Og det blev identitetsudhulende for os. Det, der havde defineret mennesket, der levede i pligtkulturen, var at være forpligtet opad, nedad og til siderne i det sociale rum,” siger Henrik Jensen.

Dannelse gennem 100 år
1960’erne. Her er levestandarden betydeligt forbedret. Tiden er nemlig præget af økonomisk fremgang og en mere bekymringsfri hverdag og omgangsform.

Mig, mig, mig

Det var dog bestemt ikke den politiske filosofi bag velfærdsstaten, at det skulle gå sådan. Men mig-mig-mig-syndromet tog overhånd.

“Den politiske forestilling var, at når man fik rettighedsvelfærdsstaten, så ville folk udvikle en større social empati og tænke, at hvis de fik alt, de havde brug for, af staten, så skulle andre også have den mulighed. Men den virkede faktisk modsat.”

“I stedet er vi kommet meget mere i konkurrence med hinanden, fordi man har en fornemmelse af, at goderne er begrænsede, så man skal holde sig til, så man ikke bliver forfordelt. Det betyder, at det, der foregår i samfundet, bliver mindre vigtigt end det, jeg forestiller mig. Vi er havnet i en situation, hvor individets egne værdier og ønsker er det afgørende. Ikke fællesskabets eller næstens,” siger Henrik Jensen.

Oprøret blev afgørende for os som folk

1960’erne førte meget godt med sig, men lige i forhold til danskernes pli og dannelse var det ikke en storhedstid.

Allerede i 1970’erne opdagede man, at ved at skrotte de gamle omgangsformer og hierarki fuldstændig, havde man også mistet rettesnorene til at begå sig i sociale sammenhænge.

“Tidligere var der nogle faste former, som folk kendte og kunne finde ud af at bruge, afkode og navigere i. Nogle bestemte udtryk, fraser og en bestemt gestik. Men al den slags forsvandt, og det, der kom i stedet for, var ingenting,” siger Henrik Jensen.

Dannelse gennem 100 år
1970’erne. En oprørsk ungdomsgeneration skabte et årti med fokus på frihed, fri omgangstone og hippier.

Mindre sociale og mere ensomme

Og netop dét har haft en stor betydning for vores skrantende dannelse, forklarer Gitte Hornshøj.

“Det har gjort noget afgørende ved os, vores interaktion og vores måde at opføre os på mellem mennesker i det hele taget. Vi kunne pludselig ikke rigtig finde ud af det længere – at tale sammen og at aflæse de sociale regler, der gør, at man ikke jokker i spinaten. Vi glemte simpelthen de implicitte regler og finesser undervejs. Og det har dybest set ført til, at vi er blevet mindre sociale og mere ensomme.”

Når man ikke rigtig ved, hvordan man skal gøre, kan man nemlig let komme til at trække sig eller stille sig i et hjørne og kigge ned på sine sko.

“Det er blevet noget, der nu karakteriserer os som folkefærd. Vi har det lidt svært med at begå os i det sociale. Vi er gode, når man er tæt inde på livet af os, men vi er ikke så gode, når vi lige mødes, eller når fremmede kommer på besøg. Så er vi lidt klumpedumpe-agtige. Det skyldes, at vi mangler skarphed i vores omgangsformer, og hvordan det lige er, vi gør med andre mennesker efter 60’ernes dannelsesoprør,” siger Henrik Jensen.

Dannelse gennem 100 år
1980’erne. Da vi nåede hertil, havde vi som et modtræk til de frie 70’ere igen fokus på velstand og status og god skik. Men børneopdragelsen var stadig fri og hovedsageligt bestemt af mantraet ‘det går nok’.

Hvordan opfører vi os så i dag?

I dag summer der igen en appetit på dannelse, takt og tone og at lære at gebærde sig som et godt og ordentligt menneske.

Det viser sig i den offentlige debat, hvor dannelse oftere og oftere er et samtaleemne, men især også inden for foredragsverdenen, hvor det er et emne, folk virkelig gerne vil høre om.

Måske forholder det sig især sådan, fordi vi med internettets fremkomst og alle dets sociale medier, faktisk er blevet mere isolerede.

“Jeg tror, at alle de digitale flader, og særligt de sociale medier, har ødelagt os lidt. Det med at få likes eller ikke gøre det, og få antal på dem. Og alle vores emojis. Hvis jeg sender fire hjerter til dig, så bliver jeg faktisk oprigtigt ked af det og føler, jeg har dummet mig, hvis du ikke sender noget tilbage. Vi analyserer i en grad, som nærmest er sygelig, og som gør, at vi bliver skrøbelige. Vi er blevet alt for nøjeregnende. Det bliver nærmest en gordisk knude for os,” siger Gitte Hornshøj.

Vi er simpelthen nødt til at mødes ude i det virkelige liv og turde at tage de snakke med vores medmennesker i stedet for at sidde klistret til vores skærme,” siger hun.

Start med dig selv

Det er nemlig ikke helt enkelt at installere dannelsen igen. Slet ikke i et helt samfund. Det kræver formentlig politisk engagement, som så meget andet i vores samfund. Men fortvivl ej – vi kan jo heldigvis starte med os selv.

“Hvis vi tænker på, hvordan vi møder andre mennesker, når man er to, der skal krydse hindanden i en dør, så kommer vi faktisk langt. Der er pokkers til forskel, om man kanter sig forbi hinanden ryg mod ryg og vrisser, eller om man møder den anden med øjenkontakt og et lille smil, eller ligefrem har tid til at vente på, at den anden passerer,” siger han og fortsætter.

“Den ene model er udannet, den anden er dannet. Og man går jo faktisk fra sådan en situation opløftet og glad, når man har udvist dannelse. For vi kan dybest set alle sammen godt lide at være ordentlige mennesker,” siger Henrik Jensen.

Dannelse gennem 100 år
2010’erne. Ikke et helt ualmindeligt syn på gaden her i 2018. Allerede i 1918 skrev Emma Gad, at telefonen ikke måtte fylde for meget i vores liv – det har vi ikke været gode til at efterleve.

Vær et godt menneske

Det ér jo faktisk hele humlen i den gode dannelse ifølge Emma Gad – at starte med sig selv og at handle over for sine medmennesker med et godt hjerte.

Og det kan vi alle tage med os, siger Gitte Hornshøj.

“Dannelse er ikke kedeligt. Det handler jo egentlig bare om at gribe i egen barm hver dag og spørge sig selv: Interagerer jeg med mine medmennesker, som jeg burde? De fingre, vi altid peger ud, skal vi simpelthen vende om og spørge, om vi selv er med til at gøre noget godt for de mennesker, der er i vores omgangskreds. Både den umiddelbare og dem, vi deler samfund med.”

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto