Guide til deleøkonomi: Byt, lej og del

Står du og mangler en kjole, et lift til Fyn eller et smukt maleri over sofaen, men har hverken råd eller lyst til at købe dig til det? Hjælpen er lige her.

Deleøkonomi - kjole

De senere år er vi i stigende grad begyndt at dele, bytte og leje i stor stil. Vi deler cykler og biler, bytter huse og tøj og lejer alt fra vaskemaskiner til designerkjoler. Og der er masser af penge at spare!
Eksperterne kalder det ‘deleøkonomi’ eller ‘kollektivt forbrug’, og det er ved at ændre vores forbrugsvaner drastisk. LIME har set nærmere på deleøkonomi og giver dig her bud på, hvordan du kan blive bedre til at leje frem for at eje.

Airbnb – Lej en lejlighed – eller et slot!

Hvad: Internationalt site, hvor private boligejere i hele verden lejer deres hjem ud til andre private som et personligt og ofte billigere alternativ til hotelværelser.

Hvordan: Vil du leje, skal du blot tilmelde dig på sitet, og du kan straks gå i gang med at søge. Finder du en bolig, du kan lide, sender du en forespørgsel til ejeren. Herefter aftaler I ankomstdato og andre praktiske ting via det interne beskedsystem. Vil du leje din egen bolig ud, skal du oprette en profil, hvor du svarer på en række spørgsmål, uploader billeder og laver en lille tekst. Derefter bliver din bolig søgbar, og det er bare om at vente, til du hører fra rejselystne mennesker, der vil booke.

Hvor meget: Selve medlemskabet er gratis. Airbnb tager et gebyr, hvis en kontakt ender i en aftale. Med Airbnb som mellemmand får udlejeren ikke penge, før lejeren er inde i boligen og melder ‘alt ok’. Airbnb sørger også for sikker betaling og verificering af profiler, så brugerne kan være sikre på, at der faktisk er boliger bag.

Hvor: airbnb.dk og airbnb.com

Bonusinfo: På Airbnb kan du finde boliger i over 190 lande – fra slotte til hytter.

Læs også: Familie på budget – kan en to voksne og to børn halvvere deres madbudget?

Homeexchange – Byt hjem

Hvad: Portal for boligbytte i hele verden.

Hvordan: Du bytter bolig med en anden familie. I bytter lige over, så ingen betaler andet end transporten. Du opretter en profil, hvor du både beskriver og viser din egen bolig og fortæller, hvad du er interesseret i hvornår. For eksempel kan du skrive, at du gerne vil bytte med en bolig i Frankrig eller i Italien i en uge i august. Herefter kan du enten vente, til nogen kontakter dig, eller søge på boliger, du gerne vil bytte med. Finder du en, skriver du til ejeren gennem beskedsystemet.

Hvor meget: Det koster 950 kr. for et medlemskab i 12 måneder. Dertil kommer selvfølgelig din rejse. Selve udvekslingen koster ikke noget.

Hvor: homeexchange.com

Flere ferieboliger på: couchsurfing.com

Tip!

Boligbytte virker bedst, når du ikke er alt for nøjeregnende med, hvor du vil hen. Vær fleksibel med hensyn til din destination, så åbner der sig et hav af muligheder.

Kør sammen

Hvad: Danmarks største portal for samkørsel og privat biludlejning. Her kan du enten finde et lift hjem til mor i Hvide Sande eller selv fylde din bil op og gøre din rejse billigere. Du kan også leje en privat bil eller udleje din egen.

Hvordan: Når du har tilmeldt dig, kan du søge efter eller tilbyde aktuelle lift eller oprette en søgeagent, så du får besked, når nogen tilbyder det, du søger.

Hvor meget: Det er gratis at oprette en profil. Prisen for liftet eller lejen/udlejningen aftaler du med dem, du kører med, eller lejer af/ud til. Gomore tager en andel for formidlingen.

Hvor: gomore.dk

Bonus: Du får mulighed for at møde mennesker, du ellers aldrig ville have mødt!

Mere transport på: delebilen.dk, bycyklen.dk

Læs også: 6 greb, der sætter budgetvenligt præg på din bolig

Resecond – Byt en kjole

Hvad: En byttebørs for kjoler.

Hvordan: Du melder dig til på hjemmesiden, hvor du får et medlemsnummer, som du skal bruge i den fysiske butik. Her vurderer indehaveren de kjoler, du har med, og er kvaliteten i orden, får du lov at tage lige så mange kjoler med hjem, som du kom med. Hvis du ikke kan finde en kjole, du kan lide, får du et byttemærke og kan komme igen en anden dag.

Hvor meget: Medlemskab, som giver dig adgang til klædeskabet, koster 139 kroner per måned, men kan fås gratis, hvis du får andre til at melde sig til. Appen er gratis.

Hvor: resecond.com og i butikkerne på Jægersborggade 49, 2200 København N samt Jægergårdsgade 51, 8000 Aarhus C.

Bonusinfo! Når du afleverer din gamle kjole, skal du skrive på en anekdote på en seddel om et tidspunkt, hvor du har haft kjolen på. På den måde fortæller alle kjolerne den næste låner en historie.

Kunstbiblioteket – Lej et billede

Hvad: Samling af kunst, som både findes i København og køres ud i hele landet med bus, og som kan lejes på ugebasis.

Hvordan: Du opretter et medlemskab på hjemmesiden og lejer den kunst, du har lyst til.

Hvor meget: Tre ugers leje for 66 kroner.

Hvor: Kunstbiblioteket.dk og Nikolajgade 22, København K

Mofibo – Læs løs

Hvad: Online lejemarked af danske, svenske og engelske e- og lydbøger.

Hvordan: Du downloader en app og kan herefter leje så mange bøger, du orker.

Hvor meget: De første 14 dage er gratis, derefter 99 kroner om måneden.

Hvor: mofibo.dk

Bonus: Så snart du er færdig med at læse en bog, foreslår tjenesten dig en ny, som du måske vil synes om – lidt ligesom en rar robotbibliotekar.

Vidste du, at …der i Japan findes firmaer, som lejer ‘venner’ og ‘familie’ ud til for eksempel bryllupper? Den absurde tendens er beskrevet i den danske dokumentarfilm ‘Lej en familie A/S’ fra 2012.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto