Bekæmp kulden med den perfekte Irish Coffee

Med blot fire ingredienser kan du hurtigt forvandle din filterkaffe til en sødmefuld og sjælevarmende Irish Coffee.

Irish Coffee

Det er nok de færreste kaffedrikkere, som vil sige nej tak til en kop dampende varm Irish Coffee med iskoldt flødeskum på toppen.

Irish Coffee er en klassisker, som har bevist sin udødelighed gennem de sidste 75 år. Måske fordi, den kan drikkes både på terrassen i sommernatten og om vinteren foran pejsen, mens vinden rusker udenfor?

En Irish Coffee går uanset årstid altid an, og i julen er den varme kaffedrink et godt alternativ til gløgg – det er jo ikke hos alle, at varm rødvin med nøddemix er et hit. 

Sådan laver du den perfekte Irish Coffee

Det kræver ikke mere end fire ingredienser at lave den helt perfekte, sødmefulde og sjælevarmende Irish Coffee.

Du skal bruge:

  • 4 cl. irsk whiskey
  • 10 cl. stærk friskbrygget kaffe
  • 2 tsk. letpisket flødeskum
  • 2 tsk. brun farin

Sådan gør du:

Start med at opvarme et glas ved at fylde det med varmt vand, som hældes ud igen. 

Hæld whiskey i glasset og tilsæt sukker og fyld glasset næsten helt op med kaffe. Rør rundt, til sukkeret er opløst.

Til sidst hældes forsigtigt koldt, letpisket flødeskum i glasset. Gør det eksempelvis over bagsiden af en ske, så det flyder ovenpå – og rør endelig ikke rundt, så flødeskummet blandes med drinken. Du får nemlig den fulde smags- og duftoplevelse ved at drikke den varme kaffe og irske whiskey gennem det kolde flødeskum.

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto