Derfor er det så godt at græde

Læs med og bliv klogere på, hvad der sker i din krop, når du græder salte tårer.

Mand græder

Måske kender du følelsen af, at en ordentlig tudetur kan få dig til sænke skuldrene og få kroppen til at synes en del lettere, og det er ikke noget tilfælde. Når du åbner for sluserne, frigiver din krop nemlig endorfiner, ligesom når du tungekysser, har sex eller dyrker hård motion. Læs med og bliv klogere på, hvad der sker i din krop, når tårerne triller.

1.

Gråd udskiller stresshormoner

Når du er stresset, ophobes der kemikalier, heriblandt stresshormonet kortisol, der gør dig udmattet og urolig. De kemikalier, din krop ophober, når du er ked af det, renses ud, når du græder. Når stoffet udskilles fra din krop, får du en bedre fornemmelse i kroppen.

2.

Tårer får dig i bedre humør

Det lyder tosset, at du skulle blive i bedre humør efter at have grædt. Men når du græder, frigives hormonet endorfin. Det er det hormon, der også udgives ved hård træning, sex og forelskelse. Derfor kan en tudetur være med til at løfte dit humør og give en fornemmelse af lettelse i kroppen.

Vidste du, at mange dyr kan udtrykke klynkelyde, når de har behov for opmærksomhed, men det er kun mennesker, der kan græde?

3.

Kroppen skifter til overlevelses-mode

Når du græder, er det din krop, der prøver at vise andre, at du har brug for deres hjælp. Der er større chance for hjælp, hvis man græder. Gråd er blevet en del af menneskers evne til at tiltrække opmærksomhed og få støtte, når vi oplever smerte og ubehag.

4.

Næsen begynder at løbe

Når dine følelser tager over, sætter det gang i dine tårekanaler. Det betyder, at nogle af de mange tårer, som ikke løber ned ad dine kinder, skubbes gennem en tynd kanal, som ligger mellem dit øje og din næse. Det er derfor, at du snøfter og ofte må pudse næse mange gange, når du græder.

5.

Tårer i øjnene

Tårer er en væske bestående af blandt andet protein, vand, slim og olie, der kommer fra tårekanalen. Der findes tre former for tårer. Dem, der altid er til stede i dine øjne, og som forhindrer øjnene i at tørre ud. Dem, der får dig til at græde per refleks, når dit øje bliver irriteret, som når du for eksempel får røg i øjet eller hakker løg. Og dem, der udløses af dine følelser.

6.

Dit ansigt svulmer op

Når vi græder, går der ikke ret lang tid, før huden begynder at svulme op omkring øjnene, og du bliver rød i hovedet. Det sker, fordi øjnene har brug for ekstra meget blod, når tårekirtlerne skal producere tårer. Og når blodtilførslen til øjnene skal stige, svulmer de små blodårer under ansigtshuden op, så huden hæver, og vi får det klassiske forgrædte udtryk i ansigtet. Tårekirtlerne skal bruge ilt, sukkerstoffer, væske, salte og proteiner til at producere tårer. Disse stoffer leveres med blodet.

Kilder: videnskab.dk, Illustreret Videnskab

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto