Facts om julen: Over 20 sjove ting, du ikke vidste om danskernes december
Vidste du, at vi fortærer 3,7 millioner pakker smør i december, at danskernes favoritjulekage er vaniljekransen, eller at vi i gennemsnit bruger 3.280 kr. på julegaver? Vi har sat tal på julen, så du kan blive klogere på, hvad højtiden (også) indeholder.
En gammel talemåde lyder, at julen er hjerternes fest. Og det passer faktisk, når man dykker ned i statistikkerne over, hvad danskerne forventer og glæder sig til ved julen.
Alligevel kommer julen nemt til at handle om alt muligt andet end at lune vores julehjerter i fællesskabets varme – eksempelvis på et stadig voksende julebudget, vilde mængder julemad med rigeligt smør og en and, der trumfer flæskestegen. Her får du sjove facts om julen.
Vi glæder os mest til samværet
Hvis man ser på, hvad der vækker allermest juleglæde hos danskerne, kan vi altså roligt skrue ned for gavebudgettet og en god bid af december-stressen ude i butikkerne. Hele 70 procent af danskerne glæder sig nemlig allermest til bare at være sammen om julebordet, og 20 procent venter mest længselsfuldt på selve julemåltidet.
Kun 5 procent af danskerne glæder sig mest til gaverne, og bare et par procent angiver at glæde sig mest til at danse om juletræet. Disse facts om julen tyder på, at julen stadig med rette kan kaldes både samlende og for hjerternes fest.
En fjerdedel af danskerne indtog som regel deres aftensmåltid alene i 2017 ifølge undersøgelsen Madkultur17. Det ser heldigvis anderledes og hyggeligere ud for juleaften. Her er vi typisk 4-6 personer om julebordet. Det gælder i 35 procent af de danske julehjem, mens 27 procent er 7-9 personer, og hver femte skal være over 10 personer. 14 procent skal være mellem 1-3 personer om jule-middagen.
December køres ind med smør
Danskerne køber 38 procent mere smør i december, sammenlignet med hvad vi gennemsnitligt køber i årets øvrige måneder. Det svarer til 3,7 millioner pakker smør. Det lyder af meget, og det er det også!
Og hvad bruger vi så al den smør til? Til julemad og julekager i massevis!
Hele 29 procent af danskerne har vaniljekransen som deres smørbagte julekagefavorit. Anden- og tredjepladsen går til brunkagen og klejnen med henholdsvis 17 og 16 procent af stemmerne.
På sidstepladsen finder vi pebernødderne og finskbrød, som kun 7 procent af danskerne angiver som deres favorit.
Julekagerne er dog formentlig ikke det eneste sted, vi forbruger al den smør.
I 9 ud af 10 julehjem er den brune sovs og brunkartoflerne at finde på middagsbordet juleaften. Faktisk er de to brune spiser de elementer i julemaden, vi i højeste grad forventer at se på julebordet.
Omtrent 85 procent af os forventer imidlertid også hvide kartofler på bordet.
Kartoflens store popularitet på julebordet er faktisk pudsig. Den er ellers på tilbagegang på danskernes middagsbord generelt – i 2018 indgår kartoflen nemlig kun i en tredjedel af danskernes middagsretter.
Anden slår flæskestegen!
Som førende eksportører af svin, er Danmark er lidt af et grise-land. I 2018 har vi haft den største svinebestand i 10 år med 12,9 millioner grisebasser, men alligevel er flæskestegen ikke vores favorit på julebordet.
I 76 procent af de danske hjem er det andestegen, der sættes tænderne i til julemiddagen, mens flæskestegen er på bordet i lidt mere end 3 ud af 5 julehjem. Det er dog et tæt løb, og sammen er and og flæskesteg klart den kødspise, vi oftest serverer juleaften.
Kun omtrent 10 procent af danskerne serverer kalkun eller gås juleaften, mens et par procent serverer skinke eller æbleflæsk.
Julen varer længe, koster mange penge
Det er altså ikke helt billigt at holde jul her i landet, men beløbet varierer fra landsdel til landsdel.
I Region Syddanmark holder man ekstraudgiften lavest med 4.400 kr., hvor man i den anden ende af skalaen finder Region Hovedstaden, hvor man gennemsnitligt bruger 5.880 kr. ekstra i julemåneden.
Til gengæld skal man til Nordjylland for at finde de mest gavmilde julegavegivere. Her flotter man sig med et gennemsnitligt julegaveforbrug på 3.740 kr., men de sidder tungest på pengepungen hvad julegaverne angår et stenkast sydpå i region Midtjylland. Her spenderer man gennemsnitligt 2.980 kr. på julegaverne.
Ifølge Dansk Erhvervs julehandelsprognose, vil julehandlen i 2018 omsætte for mere end 14 milliarder kroner i mersalg i de danske detailbutikker. Hvis den forudsigelse holder stik, er det en stigning på 5 procent i forhold til 2017 – med andre ord kommer vi til at bruge (endnu) flere penge på julegaver.
Men hvorfor bruger vi så mange penge på julegaver, når langt de fleste af os ser frem til noget helt andet end gaverne? Jo, det kan måske forklares ved, at vi godt kan lide at give gaver. Hele 69 procent af os angiver i hvert fald, at vi foretrækker at give julegaver fremfor at modtage dem.
Juletræet med sin pynt
Vi tænder oftere juletræet med et klik på kontakten end med et strøg fra tændstikken.
Især nordjyderne er glade for de elektriske julelys på træet. Her bruger 52 procent udelukkende elektriske lys, og kun 12 procent stearinlys. Dog er det ikke alle, som kan vælge, og 22 procent bruger begge dele.
Stearinlyselskerne ser derimod ud til at være bosat på Sjælland og i Midtjylland. Det er nemlig her, at flest angiver kun at bruge stearinlys på træet med henholdsvis 24 procent og 25 procent.
Cirka 1,5 millioner grantræer rykker hvert år ind i vores stuer og bliver pyntet fint og festligt op til jul, men faktisk er danske juletræer i høj kurs i udlandet. Vi eksporterer nemlig mere end 10 millioner juletræer hvert år, og den største opkøber er vores nabo mod syd, Tyskland, som snupper 49 procent.
Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto