Lav din egen festpynt: Ballondyr, vimpler og kvaster

Søde ballondyr, festlige vimpler og fine kvaster på snor er alt sammen festpynt, du nemt kan lave selv. Se, hvordan du gør (eller sætter børnene til det) i vores video.

Festpynt sætter prikken over i’et, uanset om det er en housewarming, børnefødselsdag eller nytårsfest.

Hvad med at lave din egen festpynt? Det behøver hverken at være dyrt eller besværligt at lave selv – og vores DIY-projekter kan både børn og voksne være med til at lave. Det er liiidt hyggeligere, når hele familien kan samles om det.

Bæredygtig festpynt

Pynt til fest og fejringer ender ofte i skraldesækken, når gæsterne er gået. Og det er vel egentlig fjollet, at vi gemmer og genbruger julepynten, men ikke fødselsdags- og festpynt.

Heldigvis kan du nemt og billigt lave din egen festpynt, som kan genbruges år efter år. Og ligesom med julepynten vil jeres hjemmelavede festpynt vække gode minder. Find en kasse, det kan lægges i, indtil den næste fejring dukker op i kalenderen.

1.

Søde ballondyr

Du skal bruge:

  • Balloner
  • Sort sprittusch
  • Karton
  • Dobbeltklæbende tape
  • Saks

Sådan gør du:

Find ud af, hvilke dyr, du gerne vil lave. I videoen viser vi, hvordan man laver en sød ballongris, men man kan også lave hunde, katte, fugle, flagermus – ja, alle slags dyr.

Skabelonerne til grisens tryne og ører blev tegnet i frihånd, og vi overførte dem til lyserødt pap. For at få strittende ører på ballongrisen, fik øre-skabelonen lidt ekstra længde på. Det var for at lave den flade, tapen skulle fæstnes på – (det er lettest at se i videoen, hvad vi mener).

Med en sort sprittusch tegner du næsebor på trynen og sætter den fast med dobbeltklæbende tape. Øjnene tegnes direkte på ballonen.

Ta-daaa! Sød ballongris på ingen tid – og gemmer du ører og tryne til næste børnefødselsdag, går det endnu hurtigere med at få pyntet op. Ellers bliver gæsterne nok glade for at få en lille fødselsdagssouvenir med hjem.

2.

Festlige vimpler

Du skal bruge:

  • Filt i forskellige farver
  • Vimpel-skabelon
  • Blyant
  • Saks
  • Hulmaskine
  • Snor

Sådan gør du:

Lav en skabelon af den størrelse, du gerne vil have, dine vimpler skal have. Vimplerne i videoen er 15 cm brede og 19,5 cm lange.

Du kan bruge filt eller karton til at lave vimplerne – men filt har en længere levetid, så det er det bedste materiale, hvis du vil genanvende din vimpel.

Tegn skabelonernes omrids med blyant direkte på filtstykkerne og klip til med en saks. Fold den brede sides hjørner over hinanden og lav huller med en hulmaskine. Gentag, indtil du har nok filttrekanter til din vimpel. Brug forskellige farver filt – vi har brugt pink, grøn, gul og blå,

Før snor igennem hullerne på trekanterne og voilà! Nu har du en fin, festlig vimpel, du kan hænge op i loftet, på gardinstangen, i bogreolen eller et helt fjerde sted.

3.

Hyggelige kvaster på snor

Du skal bruge:

  • Garn
  • Pap
  • Blyant
  • Saks
  • Snor
  • Papirclips

Sådan gør du:

Ligesom med vimplen kan du lave dine kvaster i forskellige farver – det giver et ekstra festligt look, uanset om du bruger glimmergarn, pangfarver eller sarte douchefarver.

Klip et stykke pap til i den størrelse, du gerne vil lave dine kvaster. Bredden på papstykket bliver kvastens samlede længde.

Vikl garn rundt om pappet – mange, mange gange. Jo flere gange, jo tykkere bliver kvasten. Hvis kvasterne skal være lige store, er det en god idé at have et overblik over, hvor mange gange, snoren går rundt.

Når kvasten har den rette størrelse, lirkes garnet af pappet og over på en blyant. Snor garnet rundt på tværs af garndusken (lige under blyanten). Det skal vikles stramt, og når det hele er fæstnet godt, klippes snoren af garnnøglen. Bind knude og gem den løse ende i samlingen.

Klip den modsatte ende af garnet op og trim spidserne. Du har nu en flot kvast, der er klar til at komme på snor. Fjern blyanten og før snoren igennem hullet i toppen af kvasten. Det er lettest, hvis du sætter snoren fast i en papirclips og fører den igennem.

Bliv ved, indtil du har nok kvaster på din snor til at lave en lang guirlande.

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto