Sådan fjerner du rødvinspletter

Skal du bruge salt, danskvand eller mælk, når du effektivt skal fjerne rødvinspletter? Vi har testet de tre husmorråd.

Der er ikke noget mere hyggeligt end en sjov aften med rødvin i glasset, men er uheldet ude med den gode drue, så er det afgørende at handle hurtigt for at redde kjolen eller blusen. Rødvinspletter er nemlig en af de værre, når det gælder om at efterlade farve, og dermed også særligt svær at få af tøj såvel som møbler.

LIME har testet tre gængse husmorråd for at se, om de kan hjælpe dig i nødens stund. At fjerne rødvinspletten med salt, ved hjælp af danskvand eller med mælk.

Og vinderen er

Som du kan se i videoen, så vil vi faktisk ikke anbefale dig at gå med nogen af de gamle husmorråd. Heldigvis skriver vi 2017, så smut ned i dit lokale supermarked og find dig en god pletfjerner. Og lad endelig være med at prøve hverken mælk, danskvand eller salt. Det er spild af tid.

Vil du alligevel gerne prøve de testede metoder, så var det sådan her, vi gjorde:

Brug af salt

  • Du skal helst hælde saltet på pletten inden for to minutter
  • Drys et tykt lag salt henover pletten
  • Salten vil opsuge rødvinen
  • Lad det virke i omtrent en time og børst saltet af med en børste eller lignende.

Brug danskvand

  • Hæld danskvand på pletten og sug straks efter vandet op med lidt køkkenrulle eller en ren klud, indtil du ser, at farven forsvinder.
  • Gentag behandlingen om nødvendigt.
  • Boblerne i danskvandet skulle ’løfte’ pletten af din bluse.
  • Husk, at det ikke går at dynge din bluse ind i Cola eller andre kulsyredrikke. De er fulde af sukker, som ikke gør noget godt for at fjerne pletten.

 Brug mælk

  • Hæld mælk op i en skål og lad stoffet suge, der hvor pletten er.
  • Lad mælken virke en time.
  • Vask så dit tøj, eller din dug, som du plejer.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto