Halloween: 5 gode råd til trick or treat

Halloween er lig med græskar, gys og trick or treat. Men hvad gør du, når små spøgelser og hekse pludselig ringer på din dør?

Børn fejrer halloween med trick or treat.

Halloween er først og fremmest børnenes fest. De søde små kan næsten ikke vente, til de skal udhule græskar og klæde sig ud i hårrejsende kostumer.

Mange børnehaver, skoler og SFO’er holder halloweenfester, og det hele kulminerer den 31. oktober efter mørkets frembrud, hvor ungerne kan gå på slikjagt fra hus til hus, hvor de banker på og siger ’Trick or treat’. Det betyder, at hvis de ikke får noget slik, vender de vender tilbage og skræmmer.

De seneste år har flere og flere voksne dog også taget højtiden til sig og holder deres egne halloween-fester med skræmmende udklædning, uhyggelige drinks og gyserfilm. Måske skal du også selv til en hårrejsende en af slagsen i år?

Alt, du skal vide om trick or treat-situationen

Men hvordan gør man børnene opmærksomme på, at du står med favnen fuld af slik, klar til at tage del i løjerne? Og hvad gør du, når de ringer på, og døren er fuld af skeletter, spøgelser og hekse?

Alt, du skal vide om god stil og praktiske oplysninger i forbindelse med trick or treat, har vi samlet her:

1.

Hvornår foregår "Trick or treat"?

Det er den 31. oktober, og kun denne dag, du kan sende din børn ud at gå fra dør til dør i nabolaget. Turen begynder lige før solnedgang, og det er ikke god stil at banke på nogens døre efter kl. 21.

2.

Hvordan skal udklædningen være?

Traditionen tro kan udklædningen til halloween ikke blive uhyggelig nok. Det er mørkets kræfter, der er på spil, så tænk i spøgelser, zombier, hekse, skeletter og bloddryppende monstre.

3.

Hvor må man ringe på?

I USA ringer man kun på de steder, hvor der er stillet en græskarlygte frem ved døren. Så pynt op med lysende græskar, falsk edderkoppespind og uhyggelige skeletter, hvis du gerne vil have besøg – og lad lyset være slukket, hvis ungerne skal springe dit hus over.

4.

Hvad sker der, når jeg åbner døren?

De udklædte børn ringer på døren, råber ’Trick or treat!’ eller den danske version ’Slik eller ballade!’. Det betyder, at hvis ikke du hoster op med noget slik, så vender børnene tilbage og skræmmer senere. Gem det hjemmelavede og sunde slik til en anden dag – det mest populære er små stykker indpakket slik som slikkepinde, tyggegummi eller små Haribo-poser.

5.

Husk sikkerheden!

Det kan godt være farligt sådan at rende rundt i mørket, så husk reflekser og lommelygte, og gå altid i flok, eller tag en forælder med på turen.

Hvorfor fejrer vi egentlig halloween?

Oktober er efterhånden blevet lig med udhulede græskar, spøgelser, skeletter og masser af gys og uhygge, der kulminerer den 31. oktober. Vi er vilde med halloween, og selvom det er en forholdsvis ny tradition, der først kom til Danmark i løbet af 1990’erne, har halloween for længst slået fastelavn af tronen som årets største udklædningsfest.

Men hvad er halloween egentlig for en størrelse?

Halloween er kelternes nytår

Mange tror, at halloween er endnu en amerikansk tradition, der har sneget sig ind den danske kultur gennem film og tv-serier. Det er faktisk ikke tilfældet! Halloween stammer i virkeligheden fra Irland.

Den 31. oktober var de hedenske kelteres nytår. Det blev fejret med en stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten. Ifølge den keltiske overtro er natten mellem 31. oktober og 1. november også den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden for at skræmme eller gøre gamle regnskaber op.

Derfor gjorde kelterne alt for at skræmme genfærdene væk. De klædte sig ud som afskyelige zombier og monstre for at narre de onde ånder. De satte også ild til roer og brugte dem som lygter for at holde ånderne på afstand, og de stillede mad frem på de dødes grave.

Da mange irere i midten af 1800-tallet flygtede fra hungersnød og emigrerede til USA, tog de traditionerne med sig. Siden har halloween udviklet sig til en af de største festdage i USA, der faktisk kun bliver overgået af julen.

Græskarret – lanterne for de hvileløse

Et af de største symboler på halloween er de lysende græskarlygter med uhyggelige ansigter, men faktisk kom græskarrene med ved et tilfælde. USA var nemlig ikke lige så leveringsdygtig i roer, som irerne var vant til. Derfor skiftede de roelanterne ud med græskar, som de fandt i hobetal i deres nye land. Desuden var græskarene noget nemmere at skære i.

De udskårne græskar kaldes også for Jack-o’-Lantern. Der findes nemlig et gammelt irsk sagn, der handler om manden Jack, der både drak, bandede og stjal. En dag møder han Fanden og snyder ham til at love, at han aldrig vil lukke ham ind i helvede. Men da Jack dør, vil heller ikke Gud have ham inden for dørene. Fanden giver ham et lille stykke glødende kul, som Jack lægger ind i en roe, og i skæret fra denne må han nu vandre hvileløst rundt mellem himmel og helvede.

Derfor hedder det halloween

Halloween forveksles ofte med Allehelgensaften, og det er ikke uden grund. Halloween er en sammentrækning af ‘All Hallow’s Eve’ og betyder faktisk ‘alle helgeners aften’. I dag er de to højtider begyndt at smelte sammen, selvom der stadig er mange forskelle på dem.

Allehelgen er for eksempel en kristen højtid, der oprindeligt handler om at fejre alle de helgener, der ikke har deres egen helgendag i løbet i året. I folkekirken er fokus dog primært på dem, der er døde i løbet af året. Halloween er derimod en højtid med rødder i den keltiske folketro.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto