Halloween-græskar med sylespidse tænder

Oktober står i gysets tegn, så derfor tog redaktøren udfordringen op og skar sit eget græskar. Det gik nemmere end ventet.

Halloweengræskar
Hvor var stylisten?

Følg med, når redaktionen kaster sig ud i forskellige DIY-projekter. Vi viser dig det ærlige resultat – uden filter.

Jeg er slet ikke den kreative type, og løber gerne ned og søger hjælp hos den rare Fætter BR, når der skal fikses kostumer eller andet kreativt til børnene.I år synes jeg alligevel, at jeg måtte melde mig ind i halloween- kampen så forrige søndag anskaffede jeg mig et græskar, så jeg sammen med datteren på fire år kunne bidrage til lidt uhygge. Heldigvis svinede det mindre og var lettere, end jeg havde regnet med, og resultatet står nu og pynter i vores opgang.

1.

Det rigtige værktøj er vigtigt

Jeg havde fundet en hobby-kniv, tandstikker (med spids i begge ender) og en rød tusch frem til græskar-udskæringen. Jeg måtte dog hurtigt sande, at hobby-knivens tynde blad var helt håbløst til at skære i den tykhudede skal. Jeg kom absolut inden vegne. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg fandt vores mini-brødkniv i køkkenet (halv størrelse af en almindelig brødkniv). Størrelsen var perfekt, og så var det nødvendigt at kunne save sig gennem græskarret.

2.

Skær toppen af

Jeg startede med at skære toppen af græskarret, og så fik min datter ellers lov til at stikke grabberne ned og hive al indmaden op og smide i en pose. Vi brugte ikke indmaden til suppe, hvilket ellers ville have været ideelt.

3.

Giv græskarret et ansigt

Da græskarret var nogenlunde hult, tegnede vi øjne og mund med en tusch, så jeg vidste, hvor vi skulle skære.
Det var lidt svært at skære helt lige efter stregerne, men når først de store stykker var skåret, kunne jeg rette lidt til med kniven.

Sådan laver du din egen Halloweenlyskæde

 

4.

Udskårne bisser

I stedet for at skære tænder direkte på hovedet med kniven, valgte vi at skære syleskarpe tænder af det udskårne mundstykke. Det fungerede fint, og det kunne datteren også være med til. Både at sætte de udskårne tænder på tændstikker og stikke dem ned i græskarrets mund bagefter.

Alt i alt var vi godt tilfredse med resultatet, som da blev et uhyggeligt græskarhoved, der skræmte lillebror en smule, da han stod op fra sin lur.
Men husk, inden du går i gang, så anskaf dig en savtakket kniv, som er mindre end en almindelige brødkniv. For kniven skal både være skarp og have tænder, for at du kan arbejde i et græskar.
Happy Halloween!

Se flere fine græskar-udskæringer her

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto