Lav sprøde chips ud af din havregrød

De fleste småbørnsforældre står med en rest havregrød hver morgen. Smid den endelig ikke ud, men lav den i stedet om til lækre, sunde chips. En super snack til store og små.

Så står den der igen – gryden med resten af havregrøden fra morgenmåltidet. Det er, som om der altid bliver en portion eller to tilovers, som ryger direkte ned i affaldsspanden. Men det er der slet ingen grund til, for på ganske kort tid kan du trylle grødresten om til en lækker, sprød snack, som børnene vil gufle i sig med glæde.

Havregrødschipsene kan både nydes som en forkælelseshapser eller som det sprøde indslag oven på yoghurten. Uanset hvordan du vælger at spise chipsene, så er det win-win både at få brugt din rest, men også at spare lidt penge på snack-budgettet, som ofte er en stor post hos børnefamilier.

Ingredienser til havregrødschips

  • kogt havregrød (ca. 2 dl)
  • 1 spsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 knivspids salt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Rør havregrøden sammen med resten af ingredienserne. Spred blandingen ud på en bageplade med bagepapir i et meget tyndt lag.
  • Sæt i ovnen og bag i 30-45 minutter. Hold øje med ovnen, så dine chips ikke brænder på.
  • Det er færdigt når det ser tørt og sprødt ud. Knæk i passende stykker og nyd!
  • Havregrødschipsene kan fint holde sig sprøde i en lufttæt beholder og er skønne som en lille snack i madpakken.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto