Helle Fagralid: “Jeg er nok lidt mere stædig, når Ole instruerer mig”

Helle Fagralid er hverken bange for at indspille sexscener foran sin mand, Ole Bornedal, eller forsvare hans ytringer om #metoo. I en ny film om musikeren John Mogensen spiller hun en kvinde, der bogstavelig talt elsker sin mand til døden – med bajere, kaos og det hele.

Helle Fagralid er netop nu aktuel i filmen ‘Mandalay’, hvor hun spiller John Mogensens kone Ruth. Filmen skildrer John Mogensens liv fra barndom til død med tårnhøje kunstneriske ambitioner, alkoholisme og den store kærlighed til konen Ruth og datteren Minna.

LIME har interviewet Helle Fagralid om kærligheden til et andet menneske, og om kærligheden til at udfordre sig selv.

“Stooop, for fanden!”

Optagelserne er i gang på Ole Bornedals nye film ‘Mandalay’ om den legendariske sanger og sangskriver John Mogensen. På gulvet roder Johns alter ego, Rasmus Bjerg, svedende rundt med sin filmkone Ruth i skikkelse af Helle Fagralid.

Instruktøren hader det, han ser. Ikke fordi de to spiller dårligt, men fordi Helle er hans kone:

“Det er da ubehageligt at se sin kone ligge på den måde sammen med en anden mand, også selv om man selv har bestemt det. Men når Ole italesætter, hvordan han har det, ærligt og åbent, bliver der ingen snak i krogene,” siger Helle.

Det handler om at nedbryde blufærdighedsgrænser i forhold til arbejdet, ikke private og personlige grænser.

Grov humor, blottet for lummerhed

I det hele taget hersker der en ærlig, åben og det, hun kalder “nærmest frivol” stemning på optagelserne til den ellers alvorlige og intense film.

“Det er selvfølgelig en hårfin balance – især i disse #metoo-tider – som kræver, at alle er med på den, og at man er i et trygt rum. Det handler om at nedbryde blufærdighedsgrænser i forhold til arbejdet, ikke private og personlige grænser. Når Rasmus og jeg ligger der, ér det jo en akavet situation. Også selv om vi kender hinanden og har underbukser på. Det tager brodden af det pinlige, at vi har en Wullf-Morgenthaler-agtig grov humor, som er blottet for lummerhed, men meget direkte. For nogle er det måske grænseoverskridende, men for mig er det enormt befriende.”


EN TYPISK HVERDAG I HELLES LIV

Kl. 6.50: Står jeg op, smører madpakke og får sendt min søn i skole. Han skal til at gå selv, men han har lige skiftet skole, så indtil videre følger jeg ham.

Kl. 8-12: Forbereder jeg mig og går til timer på universitetet eller til prøve på det stykke, jeg er i gang med.

Kl. 13: Går jeg ofte tur med vores to hunde. Det er også den eneste motion, jeg får.

Kl. 15: Rydder jeg op, gør rent og handler ind. Det er helst Ole, der laver mad. Lidt sjovt i forhold til de gængse kønsroller, men sådan er det jo tit.

Kl. 19: Spiser vi. Vi er oftest fire om bordet. Oles yngste, min søn og os to.

Kl. 21: Ser jeg en film med familien, en serie eller læser bøger. Jeg er vild med serien ‘Mindhunter’, der handler kriminologi. Jeg elsker også ‘30 Rock’. Jeg beundrer folk, der kan være sjove på den måde.

Livet som kone og kollega

At være gift med instruktøren har sine udfordringer, men også sine fordele.

“En stor del af at bygge en rolle op er at snakke om den, og det kan vi jo gøre hele tiden. Jeg synes også, det er let at blive instrueret af Ole. Han ved, hvad han vil have, og samtidig er han åben over for nye bud og ideer og det, der sker impulsivt. Måske er jeg lidt sværere at instruere – jeg er nok mere stædig, i forhold til hvad jeg selv synes,” griner Helle Fagralid.

Det kunstneriske fællesskab, Ole og Helle har, havde Ruth og John Mogensen også. Ruth var med til at skrive nogle af de sange, der udødeliggjorde John, og hun var ofte med ude til koncerter. Filmen kredser dog også meget om det svære i forholdet, især Johns problemer med alkohol og med at komme hjem efter en koncert eller turné.

“Da Ole skrev filmen, talte vi meget om, hvorfor Ruth bliver sammen med en mand, der er så umulig og følger sine egne veje. Jeg tror, at de har et særligt bånd, og at hans humor og vildskab og nærvær, når han endelig er hjemme, gør, at hun elsker ham. Det og så hans passion til kunsten, som hun jo var involveret i.”

Mudderkastning på Facebook

Hendes egen mand er også drevet af en stor passion. Både for sin kunst og for sine meninger. Ole Bornedal er en mand, der med Helles egne ord “meget ofte” står i mediestorme, fordi nogen slår sig på hans retorik:

“Jeg bliver ked af det, når han bliver angrebet, og vred over den mudderkastning, der er på Facebook. Ole bliver også ked af det. Det er jo ubehageligt at blive misforstået og svinet til. I sådan en diskussion skal man være ret stærk i sine egne meninger. Det er jeg, men har ikke behov for at få dem ud i offentligheden.”

Da #metoo rasede, fik jeg lyst til at sige til alle de mænd, jeg har arbejdet sammen med: I har ikke gjort mig noget

I efteråret 2017 skrev Ole Bornedal et indlæg i Weekendavisen, som i andre medier blev reduceret til sætningen: “Det er svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter at de fik et klask i røven.” Det udløste en shitstorm på blandt andet Facebook.

Det må ikke blive en heksejagt

“Ole mener – ligesom jeg – at overgreb og krænkelser skal frem i lyset og tages alvorligt, men man er nødt til at se nuanceret på det og undersøge tilfældene individuelt. Jeg har også oplevet arbejdsmæssigt hæmmende krænkelser fra kvinder, der kan være ekskluderende. De var ikke seksuelle, men det er ikke kun mænd, der er skyld i et psykisk dårligt arbejdsmiljø. Da #metoo rasede, fik jeg lyst til at sige til alle de mænd, jeg har arbejdet sammen med: I har ikke gjort mig noget!”

En enkelt undtagelse

“Jeg har prøvet det én gang med en mandlig instruktør, og dér sagde jeg fra. Jeg bad også nogle ældre kvindelige kolleger om hjælp, men de hjalp ikke. Det er så nemt at gå med strømmen og have de rigtige meninger, men hvis man ikke handler i det daglige og siger det ligeud, bliver det let til floskler, og det, synes jeg, er ukonstruktivt,” siger hun:

“Der er et paradoks i vores tid, hvor den nypuritanisme, der hersker – også inden for kunstverdenen – kolliderer med, at alt eksponeres på de sociale medier, og ytringsfriheden forsvares uden hensyntagen. Der skal selvfølgelig være regler og retningslinjer, som definerer et sundt arbejdsmiljø, og mænd og kvinder skal være lige. Det kan være svært at sige fra i et mandsdomineret samfund, eller hvis man har brug for jobbet, men det er stadig også ens eget ansvar, samtidig med at det er et fælles socialt anliggende. Derfor er #metoo vigtig. Vi skal bare sørge for, at debatten er saglig og ikke bliver generaliserende eller offentlig heksejagt.”

Den store kærlighed – flere gange

Helle Fagralid mødte Ole Bornedal for fem år siden, efter hun var blevet skilt fra sin nu 11-årige søn Louis’ far. De skulle tale om et muligt samarbejde, men mærkede hurtigt, at de også skulle noget andet.

“Jeg tror bare, at vi passer godt sammen. Vi kan være uenige på mange punkter, også politisk, og kan diskutere alle mulige emner, men grundlæggende har vi de samme værdier. Det er let at være sammen.”

Den store kærlighed forbinder man ofte med den første, men jeg tror, at den senere store kærlighed er mere rummelig.

Modsat er kærligheden i ‘Mandalay’ indimellem svær. Ruth raser og græder, når John har været på druk i dage- eller ugevis, og hun forsøger at holde sammen på hjemmet.

“Ruth følger John, men der har også været kompromiser. Han har meget brug for hende, og det er jo også rart for hende at mærke,” siger Helle.

Hjertebanken i børnehaven

Det var dog den store kærlighed mellem John og Ruth ifølge filmen. Hun følger ham, til han dør som blot 49-årig i 1977. Men tror Helle Fagralid så på én stor kærlighed?

“Hmm … Nej, jeg tror nok, at der er flere, også alt efter hvor moden man er. Dengang, jeg fik hjertebanken af at se ham Martin i børnehaven, vidste jeg jo ikke, hvad der skulle komme senere i livet. Og da jeg mødte min søns far, var han min store kærlighed. Nu og forhåbentlig resten af mit liv er det Ole. Den store kærlighed forbinder man ofte med den første, men jeg tror, at den senere store kærlighed er mere rummelig.”

Jeg tror, det interesserer mange skuespillere at udforske de mørke sider.

Ruths kærlighed rummer meget, men den er også eksplosiv:

“Vi lavede en scene, hvor Ruth kaster en vase efter John. Den blev klippet ud, men det er egentlig ærgerligt.”

Alligevel mener hun ikke, at den store kærlighed nødvendigvis behøver at være dramatisk:

“Det er et temperamentsspørgsmål. Men det er klart, at når det kan gå den ene vej, kan det også gå den anden. Når de elsker, så elsker de stærkt; når de hader, så hader de voldsomt. Der er ikke meget ro og balance.”

De mørke sider

Selv om Helle Fagralid ofte har fået meget alvorlige, følelsesmæssigt intense roller, virker hun selv i balance – lattermild og lys.

“Jeg tror, det interesserer mange skuespillere at udforske de mørke sider. Når man siger: “Nej, hvor må det have været hårdt at spille,” eller “hvor er hun god til at græde,” er det jo det, vi elsker og er trænet til. Selvfølgelig er det flot, men vi næres også af det.”

Skuespillet har været en del af hendes liv, siden hun i børnehaven – mens hun var forelsket i Martin – spillede med i ‘Snehvide og de syv små dværge’.

“Allerede der oplevede jeg en frihed ved at være en anden. Der ligger en eller anden psykologisk forklaring på ikke at ville være sig selv, men det kan også være mere positivt. Alle roller jeg spiller, har bund i noget, jeg er og kan relatere til selv – så måske er det mere en udforskning af, hvad mennesket er.”

Kunsten at få en hobby

I 2016 opsagde Helle Fagralid sit job på Det kongelige teater, og siden har hun udforsket, hvad hun selv er, når hun ikke spiller skuespil.

“Lige efter at jeg stoppede, arbejdede jeg ikke med teater i et helt år. Det var første gang siden teaterskolen, og det var virkelig dejligt! Men skuespil har altid været både mit arbejde og min hobby. Hvad skulle jeg lave? Jeg fandt ud af at søge ind på kunsthistorie, som jeg nu læser på andet år. Det er spændende, og jeg får et retrospektivt syn på mange af de roller, jeg har spillet. Og så er det gratis – det skal vi altså passe på, for det er rørende og privilegeret – og vigtigt for samfundet.”

Helle Fagralid om at være “i zonen”

Til august skal hun spille med i et stykke på det lille Teater Grob. Hun vil også gerne lave flere film, men familien Bornedal-Fagralid får ikke en instruktør mere i huset:

“Jeg er ikke “inderst inde har jeg altid drømt om at instruere”-typen. Jeg har lavet lidt på teaterskolen, hvor jeg har været ude som censor, men instruere, de evner har jeg ikke.”

Evnen til skuespil har hun til gengæld. Og nydelsen ved kunsten, som også er omdrejningspunktet i Mandalay, hvor John Mogensen taler om at være “i zonen”.

“Den kender jeg godt. I hver forestilling er der øjeblikke, hvor man næsten oplever en ophævelse af selvet, og hvor der kun er her og nu,” fortæller hun.

I modsætning til John Mogensen kan hun dog godt slukke det igen og behøver hverken druktur, meditation eller motion:

“Det klarer turen hjem fra arbejdet.”

Blå bog

Født 11. maj 1976 i Helsingør.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2001.

Spillet en række teaterroller og var fastansat på Det Kongelige Teater i 14 år.

På tv har hun spillet med i blandt andet ‘Rejseholdet’ og ‘Forbrydelsen 3’.

Vandt i 2013 en Robert for bedste kvindelige hovedrolle i ‘Sorg og glæde.

Har sønnen Louis og er gift med filminstruktøren Ole Bornedal.