Helle Helle: ”Når noget virkelig gør ondt, kan jeg næsten ikke skrive om det”

Helle Helle har skrevet en bog om fællesskaber. Både dem, man indgår i, og dem, man iagttager. Om at være alene og så alligevel ikke. Og så er den skrevet i nutid.

Helle Helle

Lime har talt med den danske forfatter Helle Helle om hendes nye bog ‘de’ og om, hvad der sker med sproget, når man kun skriver i nutid, og hvorfor ”hvad handler bogen om?” er et af de sværeste spørgsmål at svare på som forfatter.

Om Helle Helle
  • Helle Helle er aktuel med bogen ’de’ (Rosinante&Co).
  • Hun er født i Rødby i 1965 og gik på gymnasiet i Maribo ligesom hovedpersonen i ’de’.
  • Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 1991 og fik sit store gennembrud med romanen ’Rødby-Puttgarden’ i 2005.
  • Hun har modtaget en række priser, bl.a. boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, for romanen ’Dette burde skrives i nutid’ i 2012.
  • Hun er kendt for at skrive minimalistisk realisme, og hendes bøger er oversat til mere end 20 sprog.

Hvad handler ’de’ om?

Det spørgsmål – “Hvad handler din nye roman om?” – er faktisk det sværeste for mig at svare på. For når jeg siger, den handler om en 16-årig pige, der begynder i gymnasiet og bor alene med sin mor, og at hendes mor bliver syg – så er der mange ting, som ikke bliver sagt. Det er kun lige overfladen.

Og så kan man spørge, hvad handler bogen egentligt om, for der må være noget andet? Og det er der selvfølgelig også. Men det er jo alt det, som jeg ikke har ordene for. Det er dét, jeg selv skal til at finde ud af.

Så hvad den handler om, er i sin yderform en ung pige på 16 år, der går i gymnasiet i Maribo i 1981 og bor sammen med sin mor, som bliver syg. Uden at det er en ungdomsroman.

Hvorfor er det svært at svare på, hvad bogen handler om?

Fordi den for mig handler om alle mulige ting.
Den handler om at være alene og samtidig en del af flere stærke fællesskaber. Det er en af grundene til, at den hedder ’de’. Den handler både om fællesskaber, man er med i, og fællesskaber som man iagttager – altså de andres. Men alligevel ender næsten alle mine bøger med at handle om at ikke at være alene.

Hvordan fik du idéen til ’de’?

Jeg plejer at få en idé til en roman, mens jeg skriver på en anden. Og idéerne får jeg tit, når jeg er ude at gå.

Jeg bor ude på landet, og jeg går rigtig meget tur. Og når jeg har gået måske 35 minutter, så begynder der altid at poppe noget op. Det kan være nogle sætninger, et billede, en person eller en løsning på det, jeg sidder og skriver på.

Når jeg begynder på en ny roman, har jeg tit den første sætning og den sidste sætning. ‘de’ har rigtig mange referencer til mine tidligere bøger, og den første sætning peger direkte på en linje fra min roman ’Rødby-Puttgarden’, som udkom for 13 år siden og foregår i Rødbyhavn. Den handler om to søstre, der arbejder som parfumedamer på Rødby-Puttgarden-overfarten og har mistet deres mor.

Hvordan udviklede bogen sig videre fra den første sætning?

Inspirationen er noget, der kommer, når jeg begynder at skrive. Man kan godt lægge en plan, men når man begynder at skrive, så gør sproget noget andet, end man havde ventet.

Så pludselig tager historien en ny drejning, og pludselig står der: ”lyset går i går,” fordi man har bestemt sig for at skrive i nutid. Og det kan man jo ikke sige, men hvis man vil skrive i nutid, så går det hele tiden i stykker det sprog.

Læs også: “Bøger gør os ikke til bedre mennesker, men de giver håb” 

Men i virkeligheden tror jeg, det jeg ville, var at få den sorg, som er i bogen, til at findes i sætningerne. Altså ikke kun i hvad det handler om, men i hvordan det er skrevet.

Hvordan har du ellers arbejdet med sproget i ’de’?

Jeg besluttede, at pigen kun bliver kaldt ”hun,” og at hendes mor kun bliver kaldet ”hendes mor.” Der må ikke stå ”sin mor” for eksempel. Og det påvirker hele den måde, bogen er skrevet på.

Måske er det med til at gøre den mere sørgelig, og det er det samme med tiderne. Jeg kom til at tænke på, at hvis man skriver i datid, så er det næsten dødens tid. Det er noget, der har været, noget der er slut, hvorimod nutiden hele tiden holder det i live.

Hvad er vigtigst sproget eller historien?

De er uløseligt forbundet. Man kan forklare det sådan, at du kan have verdens bedste historie, men hvis du ikke kan skrive godt, så kan det være lige meget.

Men hvis du kan skrive, hvis formen er noget særligt og bevæger sig væk fra klichéerne, så kan du skrive verdens bedste roman om en mand, der går ind af en dør og ud af en anden.

Nu startede du med at spørge om, hvad den handlede om, for det er det, vi næsten altid taler om. Men det, vi ikke har så let ved at tale om, er: Jamen, hvordan er den skrevet?

Så skulle du sige til en eller anden, jamen jeg har læst en bog, der er skrevet i nutid. Og det gør man jo ikke. Men når jeg beslutter, at sproget skal være i nutid, så ændrer det noget ved indholdet.

Hvor meget af handlingen er taget fra dit eget liv?

Jeg har en stærk erindringsevne. Jeg kan huske ting fra, jeg var nærmest et år gammel, og jeg kan huske, hvad folk har sagt, og hvad jeg havde på min første skoledag i gymnasiet, og hvor mange æbleskiver nogen spiste til juleafslutningen.

Helle Helle

Og når jeg så begynder at skrive, så er der en hel brønd af stof. Jeg bruger meget fra min egen gymnasietid i begyndelsen af firserne i ‘de’. Men det er ikke min historie.

Men spejler dine bøger dit eget liv?

I en eller anden forstand. Men jeg ville aldrig skrive min egen eller min mors historie. Jeg bruger en masse, jeg kender til, og så sætter jeg det ind i en form, hvor det bliver til noget, der ligger uden for mig selv.

Jeg var for eksempel til Pia Raug-koncert på Hotel Sakskøbing i 1981, men jeg mødte hende ikke ude på trappen ved toilettet. Desværre. Så tingene er noget helt andet, det er et samsurium af stof fra mit liv nu og mit liv engang.

Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mindre bange er jeg for at bruge af det, der ligger tæt op af mig selv. Jeg ved, at når jeg begynder at skrive, så sker der noget, som gør, at det ikke er min egen historie.

Hvordan læser man bedst dine bøger?

Hvis man læser min bøger lynhurtigt, kan man nok godt komme til at suse hen over alle de små betydninger i sproget. Nogle gange, når jeg kommer ud og holder foredrag, så er der nogen, der siger: jamen, der sker jo ikke rigtig noget i dine bøger. Og en siger måske, at det hele kunne have stået i en lille novelle.

Måske er det, fordi jeg skriver med få ord om de store ting. Jeg kan godt skrive et helt kapitel om at købe et stykke nougat i Brugsen.

Men når der er noget, der virkelig gør ondt, så kan jeg næsten ikke skrive om det.

Og det er også meningen i den her bog.

Læs også: Derfor er det så godt at græde

Hvordan ved du, hvornår en historie er slut?

Mange af mine bøger slutter cirka tyve minutter tidligere i handlingen, end jeg havde planlagt det. Jeg havde måske også troet, at ’de’ ville slutte lidt senere. Men sådan skulle det ikke være.

Mange gange oplever jeg, at folk spørger, hvad sker der bagefter? For det vil folk så gerne vide, og når jeg så siger, jamen der sker jo ikke mere, for der står jo ikke mere, så siger folk: jamen, hvad tænkte du, der skulle ske bagefter? Og det bliver jeg altid enormt glad for, for det betyder jo, at nogen tænker, at der er et efter – at romanen lever videre.

3 hurtige om Helle Helles læsevaner

Hvilken type læser er du selv?

Jeg vil gerne have noget med nogle kalorier i sprogligt. Jeg kan ikke finde ud af at læse udelukkende for at blive underholdt. I øvrigt har det altid undret mig, at såkaldt sommerferielæsning skal være afslappende og letlæst. For mig er det omvendt. Det er i sommerferien, jeg har tid og overskud til at læse James Joyces ‘Ulysses’ eller Virginia Woolfs ‘Bølgerne’.

Hvad læser du ellers?

Jeg læser en blanding af klassikere og nye udgivelser. Jeg har på det seneste været meget glad for Amalie Smiths ‘Et hjerte i alt’. Der er et afsnit i den, som jeg har læst måske 18 aftener i træk inden sengetid. Det giver mig bedre drømme. Der går decideret jag af lykke gennem mig over, at man kan skrive sådan.

Har du et godt læsetip?

Læs bare lidt hver dag, for det gør virkelig noget godt. Man skal ikke nødvendigvis tyre igennem flere bøger om ugen. Det er jo ikke sikkert, man kan eller har tid til det. Men de dage, hvor man får læst, så sker der det helt forunderlige, at det virker som om ens dag bliver længere og mere meningsfyldt. Og det er jo fordi, man træder ind i et helt nyt rum, der ligger ved siden af den virkelighed, man er i.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto