Lav dit eget mandelsmør på kun 10 minutter

Med kun en (!) ingrediens kan du lave det lækreste, bløde mandelsmør, som du kan bruge til mad, snacks og lidt sundere godbidder.

Mandelsmør i patentglas med brød, kniv og mandler på et bord.

Mandler er et hit i de fleste husholdninger, og den søde nød er et sundt og populært snack-valg, som både hitter hos børn og voksne. Den kan både saltes, ristes, dyppes i chokolade, hakkes, drysses og bages. Og så kan du faktisk også lave den om til lækkert, fløjlsblødt mandelsmør – eller en mandelspread, om du vil.

Alt, du skal bruge, er:

  • Mandler – du bestemmer selv hvor meget
  • Multihakker eller foodprocessor
  • 10 minutters tid (men kan være længere alt efter mængden af mandler)

Sådan laver du mandelsmør

Put dine mandler i en foodprocessor og start med at give den et par hurtige ture i maskinen, indtil det er brudt ned i mindre stykker.

Start foodprocessoren på højeste effekt og lad den køre uforstyrret i nogle minutter. Stop med jævne mellemrum maskinen og skrab siderne fri. Bliver maskinen meget varm, kan det være en god idé at lade den få et par pauser undervejs, så den ikke overopheder.

Til at starte med ligner de pulveriserede mandler helt almindeligt mandelmel – og overhovedet ikke noget, som bliver til mandelsmør! Men giv det tid, det skal nok komme.

Langsomt frigives olierne i mandlerne, og melet bliver mere fast i det. Inden mandelsmørret er helt færdigt, begynder det at samle sig i en stor, fast klump i maskinen. Giv det liiidt mere tid, og du vil se, at konsistensen skifter fra fast til lind og cremet.

Nu er dit mandelsmør færdigt!

Variér smagen

Der er nærmest ikke det, mandelsmør ikke er godt til, og det er lækkert både au naturel og med et twist. Du kan variere smagen i (næsten) det uendelige. Tilsæt eksempelvis:

  • Et nip salt for en peanutbutter-lignende smag
  • Ægte kakaopulver, vaniljepulver og et lille drys rørsukker eller honning, og du har et lidt sundere alternativ til nutella
  • Kanel og ahornsirup for en krydret og sød smag, der leder tankerne hen mod kanelsnegle
  • Rålakrids- eller lakridsrodspulver, hvis du elsker lakrids i alle afskygninger

Smagsgiverne skal i foodprocessoren og have et par omgange sammen med det færdige mandelsmør. Prøv dig frem med doseringen – start forsigtigt ud, da det hurtigt kan smage af for meget og overdøve den fine mandelsmag. Husk at notere ned, når mængden sidder lige i skabet, så du kan lave det lige så perfekt næste gang.

Hvis du vil have en mere ristet smag, kan du også smække mandlerne i ovnen, inden du kommer dem i foodprocessoren. De skal have omkring 10 minutter ved 200 graders varme.

Tip! Fremgangsmåden er den samme for alle andre typer nødder – find din favorit, eller bland nødderne til dit foretrukne nøddesmør.

Hvordan opbevarer man mandelsmør?

Hvis du skal have længst mulig levetid ud af dit mandelsmør, skal du opbevare det i en lufttæt beholder – eksempelvis et patent- eller syltetøjsglas – i køleskabet. Så kan dit mandelsmør holde sig i cirka en måned.

Når man laver sine egne ting fra bunden, er man fri for tilsætningsstoffer på godt og ondt. Levetiden er derfor også kortere, end når du køber det, så vil du mindske dit madspild, så start med nogle mindre portioner af mandelsmørret og se, hvor hurtigt du kommer igennem 200 g mandler.

Er mandelsmør sundt?

Det korte svar er, ja, så længe du spiser det i små mængder en gang i mellem. Mandelsmør er rig på magnesium, og indeholder både A- og B-vitaminer, der er med til at styrke immunforsvaret. Og fordi det har et højt indhold af umættede fedtstoffer og indeholder kostfibre, vil selv én teske mandelsmør give en mæthedsfølelse i et godt stykke tid. Det kan derfor være en god måde at stille den søde tand men husk, at mandelsmør er ret kaloriefyldt at spise i sig selv, hvorfor det gode råd ‘at spise alt med måde’ her kommer til sin ret. Kombineret med en ellers afbalanceret kost, kan mandelsmør dog være med til at give din krop mange af de næringsstoffer, den skal have.

Psst! For bedst muligt at fremme optagelsen af A-vitaminer, er det en god idé at spise fedt sammen med frugt og grøntsager.
Kilder: politiken.dk
Først publiceret den 1. marts 2019. 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto