5 nemme ideer: Sådan får du brugt din frugt (også det, der er blevet kedeligt)

Smider du også kedelig frugt ud? Det er der ingen grund til – der er faktisk et hav af lækre sager, du kan bruge brune bananer og rynkede æbler til.

Kvinde hakker frugt til smoothie

Når bananfluerne lydløst cirkler over frugtskålen, er er det stensikkert, at indholdet er ved at være både kedeligt og overmodent. Men smid endelig ikke din frugt og grønt i biospanden, bare fordi ungerne ikke gider de brune pletter!

Det kan nemlig sagtens bruges, og der er masser af smag og sødme at hente… og så kan vi danskere (især børnefamilierne) blive bedre til ikke at smide mad ud. Faktisk smider en gennemsnitlig dansk familie på to voksne og to børn mad ud for 7.200 kroner om året.

5 nemme måder at bruge kedelig frugt på

Mangler du inspiration til, hvad du kan lave af din kedelige, plettede frugt – så tjek vores fem gode ideer ud. Der er helt sikkert noget, der er et hit hjemme hos dig.

1.

Frys det ned

Det virker måske indlysende – men kan du se, at du ikke når til bunds i frugtskålen, kan du skære det op i mindre stykker og gemme det i fryseren. Frossen frugt mister sin charme og sprødhed, når det er tøet, men skal det blendes, koges eller bages, fungerer det rigtig godt.

Det er genialt både til smoothies og gamle, overmodne bananer er fænomenale at bruge til banan-is.

2.

Grød, marmelade og saft

En rest frugt kan på ingen tid laves til lækker grød , kompot, syltetøj eller marmelade, der kan bruges som topping på morgenmaden  eller i lune pandekager .

Det er også muligt at sylte frugter, bær og grøntsager, så du kan få glæde af dem hele vinteren – det er bare om at få det på glas.

Er du til noget læskende, kan du både lave presse juice eller koge en saft med alle de dejlige frugter, der ellers ville gå til spilde – og eksempelvis bruge det til at give din rabarbersaft et twist af æbler, jordbær eller noget helt tredje.

3.

Brug det i bagværk

En lille frugttærte er der aldrig nogen, som er blevet kede af at få serveret. Skær de bløde pletter af stødte jordbær, æbler, pærer (you name it) og bag dem ind i små tærter, der passer helt perfekt til eftermiddagskaffen.

Har du haft gang i juiceren, smider du sikkert den tiloversblevne pulp direkte i skraldespanden, men faktisk kan du blande det i din kage- eller brøddej og få en endnu mere svampet og fugtig midte.

4.

Brug som stuffing i kylling

Citrusfrugter, æbler, ananas og vindruer kan fyres i måsen på lørdagskyllingen og giver smagfuldt, mørt og saftigt kød, der kan serveres på klassisk manér med kartofler, sovs og salat, eller plukkes og bruges i lækre, hjemmelavede tarteletter.

5.

Snacks til dyrene

Æble- og pæreskræller er noget, de fleste hunde guffer i sig med største velbehag, og det er en sund(ere) snack at supplere med. Det kan dog blive for meget af det gode, og for mange frugtskræller kan give ondt i maven. Æbler og pærer kan hunde normalt godt tåle, men det er ikke hvad som helst, din pelsede ven kan klare at få indenbords. Tjek altid med en dyrlæge, hvis du vil indføre nye madvarer i din hunds kost.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto