“Jeg er ikke den store madfreak, der serverer boller med maltmel”

Takeaway, tøj og rejser vejer tungt i Joakim Ingversens budget, men det næste store køb er en christianiacykel, så kæresten, Sofie Linde, og hunden Kim kan komme med på tur rundt i byen.

joakim ingversen

Hvor lægger du flest penge?

Nu har jeg ikke været igennem den helt store ‘Luksusfælden’-guide, så jeg ved det ikke helt. Jeg tror dog, at det må være takeaway, tøj og rejser. Man kan vel kalde det sådan nogle livsnyderting. Sofie og jeg kan rigtig godt lide at tage til London, så det gør vi tit. Der køber vi rimelig meget tøj, selv om man sikkert kan få det hele herhjemme. Det er bare lidt sjovere derovre.

Hvad finder altid vej ned i din indkøbskurv?

Jeg er ikke specielt god til at lave mad, så jeg laver næsten altid spaghetti med kødsovs. Derfor ryger der ret tit hakket oksekød ned i kurven, men ellers køber jeg også altid skummetmælk. Det bruger jeg i kaffen, så det skal jeg bare have i køleskabet. Jeg er faktisk også begyndt at drikke et glas mælk til maden. Det har jeg ikke gjort, siden jeg var fem år gammel, men så begyndte jeg lidt på det igen, og nu synes jeg, at det er meget hyggeligt.

Hvilken ret laver du, når du har travlt?

Hvis jeg har travlt, køber jeg noget ude. Tit har jeg skæve arbejdstider, og så er der jo cateringmad på arbejde. Jeg er ikke rigtig den store madfreak, der står og laver mad i flere timer eller serverer boller med maltmel. Jeg gad godt, og det ser fedt ud, når andre gør det.

Hvad er din livsret?

Helt sikkert spaghetti med kødsovs! Jeg synes klart, at min egen er den bedste, for jeg har virkelig lavet den mange gange, så den sidder lige i skabet. Det skal ikke være med frisk pasta, men med de tynde, old school spaghettipasta, som er kridhvide og uden fuldkorn. Jeg ved godt, at det ikke er det sundeste, men det smager simpelthen så godt.

Hvad er dit dårligste køb?

Det er tit, at jeg tager mig selv i at tænke, at jeg burde have købt det dyreste fra starten, fordi man ellers så bare kan smide den billige version ud efter tre uger. For eksempel har jeg brugt rigtig mange penge på masser af billige hovedtelefoner. En dag besluttede jeg mig så for at købe et par dyre, men gode hovedtelefoner, og det har vist sig at være verdens bedste idé, for jeg bruger dem hele tiden.

Læs også: “Hvis jeg var millionær, ville jeg være en sigøjner-millionær”

Hvad bliver dit næste køb?

Når jeg får råd, vil jeg rigtig gerne have en christianiacykel på el. Jeg cykler meget, og det ville være perfekt med en stor cykel, da Sofie og vores hund Kim så også kan sidde i den. Vi har bil, men når det er vildt godt vejr, vil vi helst cykle.

Hvis penge voksede på træerne, hvad ville du så købe?

Et Rolex-ur! Og en BMW X5 M5. Den får jeg aldrig nogensinde råd til, men hvis pengene voksede på træerne, ville jeg helt sikkert købe den. Derudover ville jeg også gerne ud at rejse meget. Jeg så nogle billeder fra et sted, der hedder Vanilla Island, som så rigtig lækkert ud. Da jeg undersøgte prisen for at komme derhen, var det enormt dyrt, så hvis jeg var rig, ville jeg tage derhen.

Kort om Joakim

29-årige Joakim Ingversen er skuespiller og tv-vært. Han vandt ‘Vild med dans’ i 2012, og privat bor han i København sammen med sin kæreste, tv-værten Sofie Linde.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto