Bagedystdommer ønsker sig en grøn militærbil

Katrine Foged Thomsen har en forkærlighed for god smag og kvalitetsråvarer, og hvis hun vandt en stor pose penge, ville hun købe sig en Landrover Defender.

Katrine Foged Thomsen - bagedystdommer

LIME har taget en snak med ‘Den store Bagedyst’-dommer, Katrine Foged Thomsen, om, hvad hun ønsker sig aller mest, hvad hun er flov over at lægge på båndet i sit lokale supermarked, og hvad hendes største fejlkøb er.

Hvis pengene voksede på træerne, hvad ville du så investere i?

En Landrover Defender. Det er ikke en stor, fancy bil, bare en lille grøn militærbil. Ja, jeg bor midt i København, så den er upraktisk, især med to børn, men den er lidt som en veteranbil, du kan bruge til at køre korte ture ─ om sommeren med taget rullet ned. Mine forældre har haft en Defender i 40 år, og da jeg var barn, rejste vi nogle gange et helt år ad gangen, så jeg har været verden rundt i sådan en gammel Landrover.

Hvad ender altid i din indkøbskurv?

Grøntsager og frugt. En af mine forretninger ligger ved Torvehallerne i København, hvor verdens bedste grønthandler ligger. De har altid sæsonens grøntsager og de lækreste tomater. Næsten hver aften laver jeg varm mad og mange retter med netop årstidens grøntsager ─ især gryderetter. Jeg elsker, når børnene er med til at lave mad, og det betyder meget for mig, at familien kan samles for en stund, hvor maden er i højsædet.

Er der noget, du er flov over at lægge på båndet i supermarkedet?

Ofte oplever jeg som forbruger, at det er uigennemskueligt, hvad varerne indeholder af sukker og tilsætningsstoffer, og hvordan de er fremstillet. Men nej, jeg er ikke flov, for føler ikke at jeg skal stå til regnskab overfor nogen. Jeg kunne aldrig finde på at kigge på folk og sige: Du skulle vist hellere købe økologi!

Har du en guilty pleasure?

Jeg smager på kage hver dag. Det er jo en del af min profession som konditor, og selv om jeg har været konditor i 20 år, er jeg desværre aldrig blevet træt af at spise kage. Jeg forsøger at holde mig til smagsprøver, for kager indeholder meget sukker, men vi er jo nødt til at prøvesmage, når vi arbejder, så vi er sikre på, at kvalitet og smag er i orden. Min favoritkage er klassiske cremelinser lavet på mørdej og creme. Dem bliver jeg aldrig træt af sætte tænderne i.

Hvad er dit absolut bedste køb?

Mine brune spisebordsstole fra Kåre Klint. De er gamle, men jeg sidder bare så godt i dem. Stolene har en stor rygstøtte, så du kan læne dig godt tilbage, men stadig sidde ret op og spise. Man skal sidde godt, når man spiser, synes jeg, for sidder du på en pind, kan du hurtigt blive utilpas. Mine gæster kommenterer ofte, hvor godt de sidder på de stole, og jeg glæder mig dagligt til at sætte mig ved spisebordet.


Mere om Katrine

39-årige Katrine Foged Thomsen er aktuel som dommer i DR’s ’Den store bagedyst’. Hun er konditor, mor til to piger og sammen med sin mand driver hun til daglig konditoriet Granny House, som blandt andet ligger i Søborg og i Torvehallerne i København.

Hvad er dit største fejlkøb?

Jeg fandt engang verdens smukkeste kjole på nettet, som skulle bestilles fra USA. Men da kjolen dukkede op, var den bare så grim. Hvor var jeg skuffet. Den var alt for stor, farven helt forkert, og den sad håbløst dårligt. Så den røg til genbrug.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto