Lad dine børn kede sig

Drop den dårlige samvittighed over, at du ikke evig og altid står på pinde for at aktivere dine poder. Kedsomhed er nemlig ikke verdens undergang, selv om dit barn måske synes det.

Kedsomhed - tager dit barn skade?

Din krudtugle af en søn sponser ind til dig i køkkenet. Det er efterårsferie, og han keder sig. Han stikker dig det utålmodige blik, som signalerer, at det er dig, der skal finde på noget. Du er i fuld gang med middagsmaden og har slet ikke tid, men du smider alligevel kartoffelskrælleren og forsøger at tænke kreativt på børnelege i stedet for hakkebøffer.

STOP. Her skal du lige tænke dig om en ekstra gang, for i virkeligheden kan dit barn have mere gavn af, at du ikke springer til når som helst. For børn må nemlig godt kede sig. Forældre behøver ikke at stå klar med aktiviteter i døgndrift for at være gode forældre, og du har ingen grund til at stresse og have ambitioner om, at der skal være nye spændende aktiviteter på programmet hver eneste dag.

“Børn behøver ikke altid at blive aktiveret, tværtimod. Selv om det kan være svært at afvise dit barn, gør du det en bjørnetjeneste, hvis du tilsidesætter alt og står klar med underholdning, når barnet kalder. Det er nemlig gennem den frie leg, der ikke er igangsat af voksne, at kreativiteten udvikles,” siger børnepsykolog John Halse, der blandt andet har udgivet bøger om børn, stress og dilemmaer i den moderne familie.

Psst! Dit barns kedsomhed varer ikke længe, for vores kedsomhed har en indbygget tidsbegrænsning. Der går maks. to til tre timer, og så bliver følelsen afløst af mental friskhed.

Feriefælden

Måske mærkede du presset op til efterårsferien. Det er ellers en uge, hvor I havde mulighed for at restituere, mærke hinanden og jer selv, men du kan måske være nervøs for, om du får givet dine børn nok oplevelser med i bagagen eller får styrket sammenholdet i familien.

“Mange forældre døjer med dårlig samvittighed over ikke at have samvær nok med deres børn til hverdag, så derfor pisker de rundt efter gode oplevelser i den fritid, som de får med dem. I vores samfund er der en eskalerende holdning til, at forældre konstant skal stå klar med en tilbudsliste, så børnene kan blive underholdt og stimuleret,” siger børnepsykolog John Halse, som peger på, at børn som regel er vant til en hektisk hverdag, hvor der er aktivitet fra morgen til aften med faste vække- og sengetider, måltider, institution, sport og så videre, og derfor kan de også have svært ved at rumme rastløsheden. Men netop imellem alle deres faste aktiviteter i hverdagen har de i højere grad brug for at få mulighed for at slappe helt af i ferien. Når børnene får mere tid til hver aktivitet, eller nogle planer er sat helt på pause, så udvikler de kompetencer, som de ellers ikke normalt når at fordybe sig i.
“Hjernen skal ses som enhver anden muskel i kroppen. Den skal også have pause. Ligesom dine benmuskler ikke kan klare at bevæge sig 24 timer i døgnet, kan hjernen heller ikke fungere optimalt uden pauser, og især hos børn er det vigtigt med hvile, da de befinder sig i udviklingsstadiet,” siger John Halse.

Læs også: Sådan styrker du dit barns venskaber

Stol på hjernen

Børnepsykologen mener, at børn i dag vokser op i en aktivitetskultur, som ikke er ubetinget sund for dem:
“Kedsomhed opstår nemlig som en diffus følelse af tomrum, og herefter kommer der et tidsrum, hvor hjernen får nyttig hvile, inden den naturligt finder på noget nyt. For børn er det vigtigt, at hjernen selv får den plads til at kunne finde på nye ting. Den neurologiske pointe er, at det tidsmæssige tomrum naturligt ansporer hjernen til selv at finde på noget, medmindre forældrene kommer til at tage over,” siger John Halse. Kedsomhed stimulerer altså selvstændighed, opfindsomhed og nysgerrighed hos børn, så derfor kan det være en idé at invitere børnene til at tænke selv, næste gang de kommer trippende efter idéer hos dig.

Vend kedsomhed til kreativitet sammen

Men derfor skal du ikke helt undlade at komme med idéer eller invitere børnene på sjove aktiviteter, men i stedet finde en god balance, hvor du tænker på, hvad børnene egentlig har brug for, råder John Halse.
“Forældrene skal gå i dialog med børnene, så de bliver inkluderet i planlægningen og kan komme med ønsker eller behov i samspil. Forældre skal hellere komme med fem gode spørgsmål end fem gode forslag. Det kan selvfølgelig være relevant at sætte nogle rammer for selve ferien, i forhold til om det skal foregå i sommerhuset, eller om minimum to dage er uden elektronik, men ellers skal de forsøge at holde på deres egne meninger og lytte, så børnene kan tænke og mærke efter selv,” siger John Halse. Så husk, når du og familien kickstarter efterårsferien, at I sagtens kan hygge jer sammen uden at planlægge flere timers kørsel til Lalandia eller okse rundt i Tivolis menneskemylder.

Læs også: Udskær dit eget Halloween-græskar

5 gode huskeråd
  • Gå i dialog om forventninger og ønsker
    Giv dine børn mulighed for selv at mærke efter, hvad feriedagene skal byde på.
  • Skab rammerne for fri leg
    Tag i skoven, eller gå blot en tur rundt i kvarteret, men lad dine børn selv være nysgerrige på området, få øje på ting og spørge ind til omgivelserne.
  • Guid dem på vej
    Stimulér dem til selv at tænke kreativt med åbne spørgsmål, som for eksempel: “Hvad har I allermest lyst til?” eller: “Findes der mon en leg med dette her redskab?”
  • Inddrag dem i dine “lege”
    Under madlavningen kan du give børnene ansvaret for at finde en måde at servere grøntsager på. Så undgår du at slippe det, du laver, og I opnår samvær på nye måder.
  • Husk, at det er sundt at kede sig
    Hjernen har brug for hvile, og det gælder både voksne og børn.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto