Korleder for mordere og kriminelle

Louise Adrian spreder glæde i landets fængsler med musik og sang. Hun har stiftet Fangekoret og Café Exit, som hjælper landets kriminelle til et bedre liv.

Korleder Louise Adrian

Bag de høje mure og pigtråd synger en håndfuld kriminelle i Apostelkirkens lokaler på Vesterbro i København. En gang om måneden mødes fængselsindsatte, ekskriminelle og frivillige her i kirken til sang, røverhistorier og fællesspisning. Rundt i lokalet sidder narkokriminelle, mordere og voldsdømte, som har siddet inde i både fire, 12 og 24 år, og sludrer over den saftige kylling. Den ene af korsangerne blev løsladt i fredags efter at have afsonet syv år for drabsforsøg. Nu hjælper han med at sætte cykler fra politiets hittegodskontor i stand som led i sin ansættelse i Café Exit. Fangekoret og ikke mindst korets initiativtager, Louise Adrian, blev hans redning.

“Hvis vi skal have nogle folk ud igen, som ikke bare er aggressive og hader alt, så skal man udnytte den tid, de sidder inde. Samfundet har større interesse i at få en velfungerende type ud, som har lært at samarbejde og tilpasse sig. Ellers får du bare en idiot ud, som siger fuck til det hele, som er blevet mere rå og stereotyp og egentligt hellere vil ind at sidde, og så laver han noget lort igen. Det at synge har en terapeutisk effekt og et nonverbalt sprog, som taler til følelserne. Gang på gang har jeg set mænd, der var mega-rå og hårde, men hvor der pludselig blev tændt for den menneskelige kontakt,” forklarer Louise Adrian.

En saltvandsindsprøjtning

Louise Adrian har spillet og sunget med kriminelle siden 1994, men først i 2004 blev Fangekoret officielt stiftet i Vridsløselille Statsfængsel. Siden lukningen af Vridsløselille-fængslet for 1,5 år siden har Louise kørt Fyn og Sjælland rundt for at synge med indsatte i landets fængsler. I starten var det kun fængselsindsatte, der kunne være en del af Fangekoret, men det har vist sig, at mange af de løsladte fanger havde svært ved at undvære musikken og fællesskabet, så nu er alle velkomne. Dem, der fortsat afsoner deres straf, får udgang fra fængslet på skift, når de optræder i landets kirker.

“Der er ikke så mange fede stunder i et fængsel, så musikken er en saltvandssprøjtning uden lige,” fortæller hun.

Læs også historien om stifteren bag ‘Læs for livet’.

Mange kriminelle har aldrig været vant til at overholde aftaler og stå til ansvar over for nogen, men det bliver de nødt til, hvis de vil være en del af Fangekoret.

“Jeg har forventninger til fangerne, vi arbejder seriøst med tingene, og vi har aftaler rundtom i landet, vi skal overholde. Så kan de ikke bare sidde oppe på cellen og ryge hash og stene. De får et tilhørsforhold til en gruppe og et forpligtende samarbejde, hvor de ikke bare kan droppe ind og ud, for der er altså brug for dem. De lærer at holde sig tilbage og give plads til andre,” fortæller Luise Adrian.

Fangekoret er booket til 2020

Koret har udgivet fire cd’er, de er booket op helt ind i 2020, og for nylig afholdte de koncert nummer 500. Kirkerne er fyldt op til hver eneste koncert, og publikum går sjældent derfra uden at have haft lommetørklædet oppe af lommen.

I hverdagene synger Fangekoret en blanding af covernumre og egne sange, og det er fangerne, der beslutter, hvad de skal synge. I øjeblikket hitter især Gulddreng og ‘Vindens farver’ fra Disney-klassikeren ‘Pocahontas’.

“Det er lidt vildt at se de der store rødder med tattoos op og ned ad armene synge temasangen fra ‘Pocahontas’, men det siger lidt om, hvordan sang rører folk. Nogle af dem må lige ud og tørre øjnene en gang imellem, når vi synger en sang, der minder dem om deres børn,” siger Luise Adrian.

Til kirkekoncerterne synger de indsatte deres egne sange, som typisk handler om skyld, tilgivelse, savn, frustrationer og kærlighed. De skriver selv teksterne, og så sætter Louise Adrian musik til på klaveret:

“Fangerne er hårde kritikere og kan godt finde på at sige, at de synes, det er noget latterligt pis, så det kræver mod at blotte sig på den måde. Men til koncerterne høster de altid stor anerkendelse.”

Korleder for mordere og kriminelle

Det kræver sin kvinde at holde styr på en flok kriminelle. Tålmodigheden bliver hele tiden sat på prøve, og konflikter kan hurtigt eskalere, fortæller Louise Adrian og fortsætter:

“Til en korprøve hvirvler alle rundt. Så har de brug for en rygepause, så skal de lave mavebøjninger, så bliver de uvenner, og andre har ADHD og farer rundt og afbryder. Der er dage, hvor de indsatte kommer i dårligt humør, fordi en betjent har taget deres cigaretrullemaskine, og så kan der gå lang tid med at snakke om, hvad der skete i den situation, før vi kan komme videre. Alle frustrationerne kører hele tiden, og dem skal man lytte på. Man kan ikke bare sige, nu synger vi, og nu skal I være glade. På sin vis er jeg nok halvt korleder, halvt socialpædagog. Jeg har vænnet mig til at fornemme stemningen og ikke stille for store krav, for optræder jeg for dikterende, så melder de simpelthen fra. Så hvis nogen er i dårligt humør, får de bare lov til at sidde i fred og lytte.”

Selv om Louise Adrian dagligt omgiver sig med nogle af Danmarks mest hårdkogte kriminelle, har hun dog aldrig frygtet at begive sig ind bag pigtrådshegnet.

“Mange tror, at mit arbejde er frygteligt farligt, men jeg er den bedst beskyttede kvinde i hele Danmark. Hvis nogen prøver at krølle et hår på mit hoved, vil der straks stå en masse bodyguards, som vil gøre alt for at forsvare mig,” siger hun og fortæller, at hun – ligesom alle andre ansatte – altid skal have en overfaldsalarm på sig.

Det, der gør størst indtryk på mig, er, når jeg mærker, at de slipper selvoptagetheden, modløsheden og vreden.

Det barske miljø til trods har Louise Adrian elsket sit arbejde fra dag et:

“Det, der gør størst indtryk på mig, er, når jeg mærker, at de slipper selvoptagetheden, modløsheden og vreden. Dét, der driver værket for mig, er at se, at det nytter noget at arbejde med dem frem for at slå hånden af dem. Der er brug for flere gode oplevelser i Kriminalforsorgen. Der er ikke særlig mange bløde værdier tilbage. Fra politisk side synes man, at de skal mærke på den hårde måde, hvordan det er at sidde i fængsel. Man tager cigaretterne fra dem i cellerne, de skal visiteres hele tiden, og der er meget magtkamp, og det bliver de aggressive af. Jeg tror, der er brug for en kontrast til det, for ellers ender vi bare med en masse tikkende bomber.”

 Café Exit er et hit

I 2007 opretter Louise Adrian – i samarbejde med Apostelkirkens præst og fængselspræsterne i Vestre Fængsel – Café Exit på Vesterbro. Et værested for ekskriminelle, hvor de kan komme og få hjælp og støtte til alt fra boligsituation til jobsøgning og ensomhed.

“Jeg frygtede, at de fanger, jeg havde brugt så lang tid på at opbygge en god relation til, endte i ensomhed og opgivenhed, og at de så i desperation endte i fængsel igen. Jeg havde postet ret mange ressourcer i de her gutter, så jeg kunne ikke bare leve med, at de skulle ind at sidde igen,” fortæller Luise Adrian.

Der er en forklaring på tragedien

I dag har foreningen Café Exit med hjælp fra frivillige vokset sig så stor, at de har filialer i alle landets storbyer og 12 fastansatte på lønningslisten. Hver dag de holder en ekskriminel ude af fængslet, sparer de samfundet for 2.000 kroner.
“Dét, de har gjort, er frygteligt, men der er som regel en forklaring på tragedien. En stor del af dem er vokset op med misbrugsforældre, omsorgssvigt, er blevet smidt ud af skolen og vokset op på børnehjem. De kan slet ikke finde ud af at navigere i samfundet og skal have hjælp til alt. Jeg kan ikke sige, at jeg selv ville have kunnet undgå at komme ind i en kriminel løbebane, hvis jeg havde samme baggrund,” siger Louise Adrian.

Læs mere om Cafe Exit her

Tilbage i Apostelkirken bliver vi jævnligt afbrudt af medlemmer af Fangekoret, som lige skal sige farvel til Louise Adrian. Hun kender rigtig mange af Danmarks kriminelle, men efter snart 25 år i Kriminalforsorgen har hun lært, at hun ikke kan hjælpe dem alle.

OM LOUISE

Louise Adrian er 52 år, uddannet organist og korleder i Fangekoret, som hun stiftede i 2004. Louise er også medinitiativtager til Café Exit på Vesterbro, hvor nuværende og ekskriminelle kan få hjælp og støtte. Hun er gift med en fængselspræst og er mor til fem.

“Der er nogle kriminelle, som ikke har interesse i at ændre sig, og dem har jeg det svært med. Jeg bruger mine ressourcer på dem, der af hele deres hjerte ønsker at blive bedre mennesker, få et arbejde og en familie. Dem, der vil have livet til at lykkes. Heldigvis er Café Exit gearet til at tage sig af alle – også dem, vi andre let opgiver. Det er benhårdt og opslidende arbejde, men det er også enormt opmuntrende, når vi får bedre mennesker ud på den anden side af en fængselsdom.”

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto