Slå venindehyggen og gør-det-selv-projekterne sammen

Næste gang du inviterer veninderne over til hygge, så nyd hinandens selskab, imens kreativiteten udfolder sig i små nemme gør-det-selv-projekter til hjemmet.

venindehygge

Finurligt kagefad

Bed veninderne om at medbringe gamle tallerkener, små fade, kopper og lysestager, de ikke bruger længere, og brug dem til sammen at lave sjove og finurlige kageopsatser.

venindehygge

Det skal du bruge

  • Tallerkener, skærebrætter, kopper, krystalskål og lignende
  • Limpistol
  • Lineal
  • Eventuelt en rest træmaling

Gå på jagt efter smukke fade og skåle, der kan bruges. Start i det små, og øv jer med en opsats på kun tre etager.

Sådan gør du

Rengør tallerkener og så videre grundigt. Mal eventuelt en tallerken eller et træskærebræt i en sart nuance. Prøv dig frem, og lav den opstilling, du synes er pænest. De største ting skal være nederst. Når du har fundet den rette opstilling, måler du midten på dine træskærebrætter og fade og sætter et mærke, hvor der skal limes. Lim kageopsatsen sammen fra bunden og op.

Kølig limonade i fine flasker

Lav din egen limonade, og opbevar den i flasker, som du selv har dekoreret. Pynt med en mærkat med opskriften. Det er den perfekte værtindegave.

venindehygge

Det skal du bruge

  • Flasker med patentlåg
  • Manilamærker (grå)
  • Lysegul maling (metalmaling hæfter på glas)
  • Sort tusch
  • Guldglimmertusch

Sådan gør du

Print opskriften ud på et stykke hvidt papir. Klip det ud, og lim det på manilamærket. Tegn rundt i kanten af manilamærket med glimmertusch. Mal et felt med lysegul maling på flasken. Lad feltet tørre, og skriv med sort tusch, hvad der er i flasken.

Læs også: Sådan dækker du op til selskab på terrassen

Hjemmelavet rabarberlimonade

  • 500 g rabarber
  • Saft af en citron
  • 250 g rørsukker
  • 1 liter vand

Kog det hele i 10 minutter. Filtrer, og hæld på en skoldet flaske.

Sommerstel med personligt præg

Køb billige hvide tallerkener i supermarkedet eller Ikea, og lad dine veninder dekorere deres eget stel.

venindehygge

Det skal du bruge

  • Hvide tallerkener og skåle
  • Porcelænstusch

Tip! Find eventuelt et stel, som i forvejen har et mønster eller en guldkant, I kan male videre på.
Det skaber en sjov effekt.

Sådan gør du

Rengør tallerkenerne grundigt. Tegn et mønster med porcelænstusch – her er tegnet prikker og streger. Lad tallerkenerne tørre, og bag dem i ovnen, så de kan tåle at komme i opvaskemaskinen.

Mærkater til det hele

Personlige mærkater kan bruges til alt, lige fra bordkort og til at holde styr på, hvad der gemmer sig i sylteglassene.

venindehygge

Det skal du bruge

  • Manilamærker
  • Gammeldags Dymo
  • Bogstaver på klistermærkeark
  • Eventuelt karton

Sådan gør du

Brug manilamærker, eller klip jeres egne kort i karton. Skriv med klistermærkebogstaver – gerne så de “hopper” lidt på linjen – eller brug Dymoen til at lave mærkater, som I sætter direkte på glas eller lignende.

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto