Slip din indre krejler løs-og få butikkens bedste priser

Det er muligt at spare mange penge på større varer, hvis du er villig til at indgå i en forhandling.

Krejler - budgetvenlig - spar penge

En del mennesker synes, at det kan være en smule grænseoverskridende at finde den indre krejler frem og spørge om rabatter og lignende, når de er ude at handle, men det er i virkeligheden sig selv, de snyder.

Krejl året rundt

Det er udsalgstid, og tilsyneladende er der mange penge at spare. Men det er ikke nødvendigvis, når der er udsalg, at du kan spare mest. Det siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk: “Udsalg handler mest om at komme af med sidste års modeller. Men det er muligt at spare mange penge – fra 10 til 40 procent – på eksempelvis hårde hvidevarer og elektronik året rundt, hvis du tør indgå i en forhandling.”

Regel nummer 1: Vær høflig, når du krejler

Hold antennerne ude

Det er ikke til at vide, hvor meget det er muligt at spare. En god tommelfingerregel er dog at følge prisudviklingen på internettet, tale med vennerne og kende sine behov, så man får en fornemmelse af, hvad man føler er rimeligt.
“Du ved ikke, om det er dit salg, som lige gør, at butiksassistenten når sit salgsmål, så forbered dig, og husk, at du jo ikke behøver at købe. Hvis du synes, det er for dyrt, kan du jo gå igen,” siger Martin Salamon.

Vi synes, det er pinligt

Mange danskere føler, det pinligt at bede om en bedre pris, og det undrer cheføkonomen:
“Hele livet skal ikke være et langt krejl, men det er da pudsigt, at danskerne forhandler i andre aspekter af deres liv, såsom på deres arbejde, men ikke når det handler om deres forbrug,” siger Martin Salamon.

Men hvordan griber man det så an?

“Vær høflig. Er du aggressiv, vil butiksassistenten selvfølgelig ikke have lyst til at hjælpe dig. Så spørg pænt, og sig, at du synes, at det givne produkt er lige lovlig dyrt, og om de mon kan gøre noget. Hvis butiksassistenten ikke kan, så spørg høfligt, om du kan tale med butikschefen,” forklarer Martin Salamon:
“Der vil som regel være mulighed for rabat på hårde hvidevarer og elektronik, men butikschefen i supermarkedet vil ofte gerne give dig en god pris, skal du købe en større mængde vin til en fest.”

Krejl over 250 kroner

Ifølge cheføkonomen er der selvfølgelig petitessegrænser, men når noget koster 250 kroner eller op, kan man altid tillade sig at krejle. Og det er ikke kun på større ting. Du kan også forhandle på eksempelvis tøj.
“Du ved ikke, hvad deres råderum er, så tænk også i ekstraudstyr, hvis det ikke er muligt at komme langt nok ned i pris,” siger Martin Salamon:
“Husk: Butikker er til for at sælge, og du vælger selv, om du vil købe.”

SÅDAN KREJLER DU:
  • Vær høflig.
  • Lav din research, tal med andre, følg prisudviklingen på internettet, og husk, at du kan få en bedre pris end det.
  • Kend dit budget.
  • Vid, hvad du vil have, så du ikke ender med en uønsket luksusmodel.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/