“Krisecentret reddede mit liv”

Sara følte, hun ramte bunden, da hun flyttede ind på krisecentret med sin toårige søn. Her faldt hun helt og aldeles fra hinanden og kunne ingenting. Det var et otte år langt voldeligt forhold, der havde slået hende itu. Krisecentret blev hendes springbræt tilbage til livet.

Krisecentret for fysisk og psykisk vold

Begyndelsen på slutningen var lang. Omtrent seks måneder. Den startede den dag, Mikkel gik amok og tæskede sin far for øjnene af Sara og deres toårige søn, Emil, midt på familiens ellers idylliske sommerferie sydpå i 2016.

Det var første gang, volden blev fysisk. Eller, det passer faktisk ikke. Men det var første gang, midlet til volden var Mikkels bare næver.

Årelangt tyranni

Gennem Sara og Mikkels otte år lange forhold havde grænserne stille og roligt rykket sig. Sara accepterede i starten de halvårlige ture, hvor Mikkel blev paranoid og ondskabsfuld, oplevede ting, der ikke var der, og var modbydelig verbalt overfor Sara.

Med tiden eskalerede tingene, og han spærrede Sara og deres få måneder gamle søn inde en hel nat uden adgang til toilet eller rene bleer.

Til sidst var det blevet hverdagskost, at han, på grund af flygtige bagateller som et forkert grin fra Saras side eller en fejlplacering af hans arbejdspapirer, lod det fyge mod hende. Ikke bare med ukvemsord, men også kopper og tunge bøger.

Men det var først, da volden blev til slag, at hun tydeligt kunne mærke, at grænsen for, hvad hun kunne leve med, var overskredet. Alligevel blev hun fire måneder mere.

Psykisk vold nedbryder

”Jeg kan faktisk ikke svare på, hvorfor jeg blev,” siger Sara.

En blanding af kærlighed, omsorg og ansvarsfølelse, vurderer hun. Og drømmen om at være en familie. Som kærligheden aftog, var det mere et ønske om at redde ham, der fik hende til at holde ud.

”Han var jo faren til mit barn, og han var psykisk syg. Han var diagnosticeret med OCD og angst, og jeg er overbevist om, at der er mere, han går ubehandlet med. Til sidst tror jeg mest, jeg blev, fordi jeg var udmattet og følte mig magtesløs. Hvor skulle jeg alligevel tage hen? Det var jo mit liv,” forklarer 30-årige Sara.

Voldelige forhold tit starter med en stor kærlighed og i bittesmå trin udvikler sig til psykisk vold, kontrol, isolation og seksuel vold.

Den anden side

I dag er det to år siden, Sara forlod fra Mikkel, og hun bor i den modsatte ende af landet sammen med Emil, deres fælles søn, som nu er fire år gammel. Hun er kommet ud på den anden side, så godt som man nu kan, når man har været slået helt i stykker og skal lime både sig selv og sit barn sammen igen.

Så godt som man kan, når ens voldsmand stadig er en del af ens liv, uanset om man ønsker det eller ej.

”Det er en kæmpe sejr for mig, at jeg er nået hertil. Og at jeg ved, at det er min egen fortjeneste, jeg er her. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi er helt ude på den anden side. På mange måder er vi jo stadig i det, fordi han stadig er Emils far, og de har samvær hver fjortende dag, bestemt af Statsforvaltningen. Selvom det går meget, meget bedre med os begge to, så sidder det, vi har været igennem, stadig i os, og der skal ikke altid meget til, at vi reagerer,” forklarer Sara.

Stadig påvirkede af volden

Når Emil bliver utryg, bliver han udadreagerende ligesom sin far, og kan finde på at kaste med ting eller bide og slå. Han spørger også, hvorfor han ikke må kaste med ting, når far må.

Andre gange udviser han babyagtig adfærd, som ikke passer til hans fire år. Så skal han have hjælp med alt, ikke kan være alene i et rum og kun kan sove helt tæt på Sara.

Sara selv bliver nemt stresset, når hun bliver presset og oplever hukommelsesproblemer, når det sker. Høj puls, hjertebanken, prikker for øjnene og stor vrede er nogle af de voldsomme reaktioner, hun kan opleve, når hendes grænser bliver overtrådt, eller nogle taler til hende på en måde, der minder hende om fortiden.

Vold bliver hverdag

Tilbage i 2016, før Sara og Emil stak af, vidste hun udmærket godt, at det hverken var normalt, rart eller sundt at leve, som hun gjorde. Alligevel var det blevet normalt for dem.

”Komplet irrationelt,” siger hun hovedrystende i dag. Dengang var det slemt, bevares, men samtidig var det ikke så slemt, fortalte hun sig selv.

Det bidrog nok også, at Mikkel ofte fortalte hende, at han jo aldrig havde rørt hende, og at hvis hun bare opførte sig ordentligt, så ville han ikke behøve at blive vred.

Og der var også gode perioder med kærlighed og glæde, selvom de dårlige fyldte mere og mere over årene.

”Det skete så gradvist, at det blev værre og værre, at jeg nærmest ikke helt opdagede, at mine grænser blev skubbet og overtrådt. Jeg var så vant til det og vidste, hvordan jeg skulle navigere i det. Og selvom jeg frygtede, hvad han kunne finde på, ræsonnerede jeg mig altid frem til, at det var sådan, det måtte være,” siger Sara.

Omkring 38.000 kvinder og lige så mange børn udsættes hvert år for vold i hjemmet.

Trusler og straf

Måske havde det stadig været sådan, hvis ikke Mikkel en november-dag i 2016 fandt på at sige, at han ville forlade hende.

”Selve dagen, hvor jeg tog flugten over plankeværket, startede med, at han havde fået influenza og holdte mig vågen hele natten,” genkalder Sara.

Hun skulle hente te til ham og vende hans dyne. Hver gang hun faldt i søvn, vækkede han Sara for at sætte alle mulige mærkelige ting i gang. Han ville have, at hun skulle holde fri fra arbejde for at passe ham. Det var ikke uvant.

”I hans verden kom han altid først, også før vores søn, og han havde før rasende nægtet mig at amme, fordi han havde brug for mig. Men den dag sagde jeg, at det kunne jeg altså ikke. Og så eskalerede det ligesom tusindvis af gange før, ved at han skulle finde en måde at straffe mig på,” siger Sara.

Hundrede sms’er i timen

Da Sara kom på arbejde, følte hun sig fysisk syg, svimmel og gik ligbleg rundt blandt kollegaerne. Og så begyndte Mikkels daglige chikane.

Han stormede hendes telefon med så mange sms’er og opkald, at den lukkede ned. Det var egentligt ikke unormalt, at han kontaktede Sara meget. I begyndelsen af deres forhold havde det bare været ti sms’er i timen. I slutningen var det normalt, han sendte op mod hundrede.

”En af dem, han sendte den dag, lød, at når jeg ikke ville passe ham, så måtte han jo gå fra mig,” siger Sara.

Flugten

Det rystede Sara dybt og fik hende til at gå grådkvalt ind til sin chef for at sygemelde sig. Hun følte, hun var ved at få et nervesammenbrud.

Under samtalen kom detaljer frem, som fik alarmklokkerne til at ringe hos chefen. ”Det, du beskriver her, er vold, Sara. Og du skal væk. Lige nu,” sagde hun.

Først søgte Sara råd hos sin læge, som var bekendt med deres situation. Dernæst søgte hun tilflugt hos sine svigerforældre sammen med Emil.

I løbet af dagen gik det op for hende, at hun måtte længere væk. Helt væk. Hun var bange for, hvad Mikkel var i stand til. Derfor greb hun sin søn og kørte uden så meget som et stykke tøj eller en pakke bleer under armen 300 kilometer tværs over landet.

Frygten

”Den nat blev jeg så bange og var sikker på ved hver en lyd, jeg hørte, at det var ham, der var kommet for at stikke mig ned. Så jeg kontaktede politiet for at finde ud af, hvad jeg kunne gøre for at passe på mig selv om mit barn,” husker hun.

Politiet kunne ikke gøre så meget. Han forsøgte at forklare, at det ikke var særlig sandsynligt, at hendes mand dukkede op midt om natten, når afstanden var over flere hundrede kilometer.

Han forsikrede hende om, at de kunne stille med en vogn inden for ti minutter, hvis hun ringede igen og rådede hende derudover til at søge hjælp på et krisecenter, når det blev morgen.

Samtalen gjorde ikke Sara mere tryg, men næste dag ringede hun til et krisecenter.

”Jeg sagde, at jeg ikke havde brug for en plads, jeg havde bare brug for at snakke med nogen om mine muligheder”, siger Sara.

Hendes fortælling var på det tidspunkt, at hun havde haft et voldsomt skænderi med sin mand, som var psykisk syg, og nu vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre.

Tre gange så mange kvinder som mænd har været udsat for psykisk vold det seneste år.

Mødet med krisecentret

Krisecenteret havde afsindigt mange trapper og føltes alt andet end hjemligt. Alting var gråt og livløst. Eller også var det Sara, der var det.

Hun følte, hun var nået bunden, da først politiet og siden krisecentret sagde, at det var her, hun og sønnen Emil blev nødt til at være.

”Vi kan ikke tvinge dig, men jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at flytte ind med din søn. Bare i nat. For din egen og din søns skyld”, sagde kvinden, der tog imod dem.

”Hun kunne lige så godt have insinueret, jeg var luder eller narkoman. Jeg følte, det var sådan, hun så mig. Et krisecenter… Er det ikke der, bunden af bunden ender? Dér var jeg ikke. Så slemt var det ikke. Jeg var en stærk kvinde, havde en god uddannelse bag mig og kom fra en god familie. Og havde jo også et arbejde at passe, blev jeg ved med at sige,” husker Sara.

Er jeg offer for vold?

Men hun blev. Først for en nat. Så for fem nætter. Og langsomt forstod hun, at hun og Emil havde levet i vold. Psykisk vold, økonomisk vold, seksuel vold og stalking. Og det eneste, hun skulle redde, var Emil og hende selv.

På krisecentret fik de skåret ud i pap for Sara, at det ikke bare var hyppige skænderier og en syg mand, hun kom fra. Hun havde været udsat for alle former for vold, man nærmest kan blive, og den erkendelse slog hende helt ud af kurs.

”Det var altødelæggende at få at vide. Pludselig kunne jeg jo godt selv se det. Jeg følte, at jeg blev kørt over af en bus og aldrig ville kunne bevæge mig igen,” husker Sara.

Ude af stand til at fungere

Da de trygge og kompetente hænder stod klar til at gribe hende og Emil, gik Sara også helt ned.

”Jeg ramte virkelig bunden på krisecentret. Jeg var helt nede under gulvbrædderne. Ikke fordi at krisecentret var bunden. Der havde jeg jo taget helt fejl. Det var bunden, fordi jeg kollapsede og ingenting kunne overskue.”

Det eneste, der holdte hende tilnærmelsesvis oprejst, var sønnen Emil. Hun kunne holde om ham og smøre en leverpostejmad, når han var sulten. Moderinstinktet er en stærk og finurlig størrelse på den måde, har Sara erfaret.

Selv kunne hun hverken sove eller stå op om morgenen. Hun kunne ikke spise. Hun kunne ikke komme ud ad døren. Hun kunne ikke handle ind. Hun kunne ingenting.

Den nødvendige hverdag

I starten handlede det derfor om at få ro på Sara og Emil og få en form for hverdag.

”Man skal jo have en form for hverdag med nogle rutiner og holdepunkter. Det havde vi begge to brug for, men især min søn. Og det kan man egentligt ikke selv. For man er fuldstændigt ødelagt og drænet”, siger Sara.

Hun var ikke den eneste, som reagerede på at være flyttet fra Mikkel og fra det voldelige liv.

”Emil var meget præget af det hele og havde det rigtig svært. Han kunne heller ikke sove. Kun ovenpå mig. Han gik også tilbage udviklingsmæssigt og fik et meget dårligere sprog og var helt separationsangst. Han ville være, hvor jeg var, konstant”, husker Sara.

Hvert 12. danske barn anslås at være udsat for psykisk vold fra en forælder.

De helt små skridt

Sara har også fået konstateret PTSD i efterdønningerne af forholdet. Hun har netop kæmpet med et forhøjet alarmberedskab og manglende evne til at kunne udføre selv de mindste hverdagsting.

Det krævede hjælp at komme i gang. Hjælp, Sara fik hver dag fra det personale, som omgav hende og Emil på krisecentret.

”Første skridt mod en hverdag i starten var bare at komme op om morgenen og ikke være fanget på værelset. Det kunne jeg ikke selv. Så hver dag kom de og bankede stille og roligt på døren og spurgte, om vi var kommet op, om vi havde fået spist morgenmad, og hvordan natten var gået.”

Nogle af de næste skridt var at genopbygge Saras selvværd og overskud til noget så simpelt som at gå ned og handle ind.

Hvad er PTSD?
  • PTSD er kendetegnet ved konstant at gå rundt i for høj vagtsomhed. Det giver mening, når man er på slagmarken og kæmper for sin overlevelse, men det er ødelæggende, når man går rundt i en helt almindelig hverdag.
  • Man sover dårligere, får svært ved at handle, svært ved at koncentrere sig, og man bliver irritabel og kortluntet.
  • 25 procent af de voldsofre, der kommer forbi skadestuen, har PTSD. Andre undersøgelser viser, at for kvinder, der er blevet stalket af en partner, gælder det 75 procent.

Kilde: Ask Elklit, professor i klinisk psykologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi og en af de eneste, der forsker i psykisk vold i Danmark.

Når en pakke rugbrød er en succes

”I starten var jeg panisk bange for, at han pludselig ville stå dernede i Netto. Eller at nogen kunne genkende mig og ville fortælle ham, hvor vi var. Men de var gode til at hjælpe en på vej på krisecentret, og i begyndelsen går man afsted i hold med andre kvinder fra centeret, og så støtter man hinanden,” siger Sara.

Og kommer man hele vejen derned og får en pakke rugbrød med hjem igen, så er det en succes.

”De første mange gange, jeg skulle afsted og handle, havde jeg det så fysisk dårligt. Jeg havde voldsom hjertebanken og ubehag i hele kroppen, og så blev jeg nemt handlingslammet og grådlabil. Passede pengene ikke, når jeg nåede kassen, begyndte jeg at græde. Var de løbet tør for mælk, begyndte jeg at græde. Der skulle ingenting til,” siger Sara.

Efter fire-seks ugers svære øvelser i at gå på dagligvareindkøb oplevede Sara mindre og mindre angst forbundet med netop dén dagligdagsdisciplin. Og med en milliard små museskridt, begyndte hun at kunne få hverdagens hjul til at køre rundt og få lidt mere overskud.

Krisecentret blev min redning

Krisecenteret hjalp Sara med at lukke ned for det gamle liv. Lukke gamle konti, få nyt NemID, lukke ned for profiler på sociale medier, skifte koder til alt, hjælpe hende med at navigere i kontakt med voldsmanden og planlægge retssag og sikre nødvendige beviser.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden al den hjælp og støtte, jeg fik på krisecentret fra både fagpersoner og de andre kvinder, der boede der. Det var en enormt barsk, men samtidig smuk oplevelse. Med Emil på armen på flugt så tror jeg på ingen måde, jeg havde kunnet overskue andet end kun at trække vejret og passe på ham, hvis det ikke havde været for dem.

”Krisecenteret har betydet, at jeg er i live i dag. At jeg har en nogenlunde normal hverdag igen. At jeg kan fungere, har et godt job og har fået styr på min økonomi igen,” siger Sara.

2000 kvinder søger i gennemsnit hjælp og tilflugt på et krisecenter årligt.

Udslusning til livet

Sara og Emil endte med at kalde krisecentret og deres 12 kvadratmeter store værelse deres trygge hjem i to en halv måned. I slutningen af januar måned 2017 begyndte hendes udslusning. Hun fik en lejlighed, men var stadig tilknyttet krisecentret.

I starten var hun der flere gange om ugen og få psykologhjælp, og lige så langsomt blev det mindre og mindre. De første måneder ringede de hver dag fra krisecentret for at høre, hvordan Sara havde det, og om hun havde nået de mål for dagen, hun havde sat sig for.

”Det betød alt, at jeg havde den livline. Selvom jeg havde det bedre og var langt stærkere, da jeg blev udsluset, var jeg stadig også meget skrøbelig. Der skulle ikke meget til at vælte mig, og det var stadig rigtig svært for mig at klare andet end at få Emil afleveret i børnehave og få ordnet de mest basale ting i hjemmet. Jeg havde svært ved at kende mig selv og havde rigtig svært ved at finde rundt i mine følelser,” fortæller hun.

Livet efter volden

I dag kigger Sara tilbage på forløbet fra et bedre sted. Hun har mødt kærligheden igen, selvom hun aldrig havde troet, det var muligt, og hun har styr på langt de fleste aspekter af sit liv.

”Men det er stadig en del af min virkelighed, at jeg går og tænker på, hvornår han slår til igen,” siger Sara.

Selvom forholdet for længst er forbi, bruger Mikkel nemlig stadig energi på at lave falske anmeldelser på Sara til kommunen og børnehaven. Anmeldelser, som altid falder til jorden, men som gang på gang gør, at Sara må afsted til udredende møder og lange samtaler med de sociale myndigheder.

Den uønskede følgesvend

”Det er selvfølgelig irriterende og frustrerende, men jeg er i det mindste ikke længere bange for, at han skal komme og gøre mig fortræd”, forklarer hun.

Hun ér til gengæld stadig bange for, at han en dag gør Emil fortræd eller kommer og tager ham.

”Så sent som i går var hoveddøren låst, da jeg skulle hente Emil sent fra børnehave. Og jeg gik fuldstændigt i panik. Nu har han taget ham!, tænkte jeg, og ruskede i håndtaget og bankede på vinduer og døre, mens det susede i mit hoved, og jeg følte, jeg kørte i virkelig dårlig rutsjebane. Men pludselig kom han løbende og grinede. Det var bare en fejl, at døren var låst. Han gik og var i gang med at lukke børnehaven ned sammen med pædagogen,” siger Sara.

”Den angst er bare en del af mit liv. Jeg dyrker den ikke, men den er der altid.”

Navnene samt personfølsomme oplysninger i artiklen er ændret for at beskytte Sara og sønnen. Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet.

Kilder: Danner.dk, Levudenvold.dk, VIVE.dk, Mødrehjælpen.dk

Lever du med en voldelig partner?

Kunne Sara rådgive andre kvinder, der står, hvor hun har været, så ved hun godt, hvad hun vil sige. Her er hendes personlige råd:

  1. Kom ud!
    Det føles helt sikkert sådan, men det er ikke dit ansvar, og du er uden skyld. De ene-ste, du skal tænke på at redde, er dig selv og dine børn.
  2. Vær standhaftig!
    Voldsmanden lever af, at han har kunne manipulere dig, og det vil han sik-kert prøve igen. Også med kærlighed og tale til dine drømme. Tænk på, at hvis han virkelig me-ner det, så har han noget at bevise og et stort stykke arbejde at gøre. Men du skal ikke deltage. Tonen skifter måske, når voldsmanden indser, at du ikke kan manipuleres længere, og så kan det vise sig, at det ikke handlede spor om kærlighed, men om magt.
  3. Bed om hjælp!
    Det er svært, skamfuldt og naturstridigt efter alt det, man har gået igennem, men når man har taget flugten, har man ingenting. Men folk vil gerne hjælpe, og alle har noget liggende, de kan undvære. En gammel lampe, en hovedpude, aflagt tøj eller legetøj.

Hvis du har oplevet fysisk eller psykisk vold i et parforholdd, kan du ringe til døgnåbne telefonrådgivninger:

Lev Uden Vold: 70 20 30 82
Danner: 33 33 00 47

Du kan også søge hjælp på landets krisecentre. Få mere information her.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto