Kvindekroppen: Nu får du alt at vide om dit underliv

Findes der egentlig en jomfruhinde? Og hvor meget sexlyst er normalt? Der er meget viden om kvinders underliv, der alt for længe har været uopdaget. Men hvordan kan det egentlig være?

Cocktailglas op ad lyserød baggrund, som symboliserer kvindekroppen og kvinders underliv

Er mine kønslæber for krøllede? Har jeg for meget lyst til sex? Eller for lidt? Og burde jeg egentlig bruge parfume, så mit underliv lugter bedre?

Det lyder måske som helt absurde spørgsmål, men det er spørgsmål, mange både unge og voksne kvinder stiller sig selv. Helt generelt er der nemlig meget mere fokus på mandekroppen, når det gælder de medicinske lærebøger og seksualoplysning. Der findes grundige forelæsninger om den mandlige anatomi, seksualfunktion, mandlige seksualproblemer, og hvordan man behandler dem.

Fokus på kvinders seksualitet

Og der findes utrolig lidt tilsvarende viden om kvindekroppen – eller det vil sige, der findes masser af oplysning om graviditet og fødsel, men ikke om kvindekroppen som en aktiv og seksuel krop.

Måske fordi forskning i kvindekroppen historisk set har været foretaget af mænd. De har set på kvindekroppen udefra og teoretiseret om den ud fra deres egen seksualitet og lyst. Først i 1960’erne begyndte det berømte amerikanske forskerpar Willams H. Masters og Virginia E. Johnson (som du måske har set portrætteret i HBO’s tv-serie ‘Masters of Sex’, red.) rent faktisk at tale med kvinderne selv om deres seksualitet.

Kvindekroppen og skammen

Den norske læge Ellen Støkken Dahl, der sammen med lægekollegaen Nina Brochman står bag bogen ‘Glæden med skeden’, der gennemgår kvindens kønsorganer, hormonelle cyklus og seksuelle lyst – en bestseller, der er udgivet i 27 lande – har et bud på, hvorfor kvinders underliv længe ikke har været så interessant som mænds.

“Kvindekroppen er generelt meget mere behæftet med skam. Kvinder skal være både rene og fine, når de har sex – og kun i det skjulte parate til at være kinky,” fortæller Ellen, der sammen med Nina tidligere førte den populære norske blog, ‘Underlivet’, hvor de formidlede alt det, de fandt ud af om kvindekroppen.

Et stort projekt, viste det sig. Og de fandt ud af, at der virkelig manglede oplysning på området, så kvinder kunne blive mere frie.

Om eksperterne

Nina Brochman, 30, og Ellen Støkken Dahl, 26, er begge uddannede læger fra Norge.

I 2013 startede de en sjov og letforståelig blog om sex og seksualitet, ‘Underlivet’, hvor de forklarede helt almindelige seksuelle fænomener ud fra videnskabelig viden og forskning.

Det blev på rekordtid en af de mest læste sundhedsblogs i Norge. I bogen ‘Glæden med skeden’, der også findes på dansk, samlede de og fortsatte det samme arbejde.

De to forfattere har også lavet en TED-Talk om den ikke-eksisterende jomfruhinde, ‘The Virginity Fraud’, der i skrivende stund har været set over 2,6 millioner gange.

Urealistiske idealer

“Det er umuligt for de fleste at leve op til de seksuelle idealer, der findes for kvinder i dag. Kvindekroppen forventes at være mystisk. Folk har ofte haft den fordom, at det gør kvindekroppen mindre sexy, hvis man sætter ord på tingene og forklarer, hvordan de hænger sammen,” siger Nina.

Nyt blik på kvindekroppen

Der er dog heldigvis ved at ske noget på området. Der uddannes nemlig nu næsten flere kvindelige læger end mandlige i både Danmark og Norge. For første gang i verdenshistorien kan vi derfor om få år opleve en overvægt af kvindelige læger og forskere inden for medicin.

Mandekroppens monopol er på vej til at blive brudt i mere end én forstand. Den har altid været målestokken for, hvordan vi forstod den menneskelige krop og anatomi, men kvindelige læger og forskere kaster et andet blik på den viden, der findes – og ikke findes.

Bryder med myterne

“Det vil være forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad der er vigtigt at få svar på. Men myterne om kvindekroppen, som er vigtige at få gjort op med, handler blandt andet om, at der er et enormt pres på kvinder om, hvordan de skal være. Og der er meget skamfølelse knyttet til det ikke at præstere i forhold til det pres,” siger Ellen og fortsætter:

“Myten om, at man SKAL have vaginal-orgasmer, er for eksempel et pres. Myten om jomfruhinden er et pres – og selvfølgelig den af myterne, der har de mest fatale konsekvenser for kvinder rundtomkring i verden. Det er så gennemgribende i vores samfund og i måden, vi taler om det seksuelle på.”

Tager kvindekroppen tilbage

Der er også andre end de kvindelige læger, der i disse år forsøger at tage kvindekroppen tilbage. Kvinder, der lægger billeder af deres kroppe, mælkefyldte bryster og ja, selv menstruationsblod på Instagram og på den måde forsøger at gøre op med de mange tabuer, der eksisterer om kroppens hverdagsfunktioner. Det er blevet nemmere og mere synligt at markere sig via de sociale medier, og her er det også blevet lettere at skabe fællesskaber med andre, der har samme interesse.

“Alle myterne kommer fra det samme sted, nemlig fra et behov for at kontrollere kvindekroppen og den kvindelige seksualitet. Får vi bugt med én af myterne, får vi bugt med de andre også, for de har alle grundlag i den overordnede holdning, vi har til kvinden og kvindekroppen i vores kultur, og det må vi bekæmpe med oplysning,” siger Nina.

Kan du få et bedre sexliv?

Der er mange af os, der går rundt og tror, at vi ikke lever op til idealerne. Det kan være, fordi du oplever ikke at få vaginal-orgasme, som mange tror, at man SKAL have. Og derfor er det netop lige så vigtigt, at mænd får den her viden, så de kan forstå, hvor stort et organ klitoris er.

Selvfølgelig får man ikke automatisk et bedre sexliv ved at få at vide, at klitoris har to lange ben med svulmelegemer ligesom en penis, men det er oplysninger, der er vigtige at have. Det kan være revolutionerende i sig selv at sætte realistiske forventninger til sig selv og være glad for det, man kan. Og for at komme derhen skal man have viden, siger Nina.

Klitoris er 10 centimeter

“I modsætning til manden, der har en stor, svulmende penis, har kvinden kun en lille tap.” Niks! Det er ikke sådan, det forholder sig. Kvindens store, svulmende organ gør bare ikke lige så meget væsen af sig. Men! Faktisk er klitoris kun ‘toppen af isbjerget’. Det vil sige, at den er den synlige spids af et cirka 10 centimeter langt organ, der spreder sig op langs skedevæggen i begge sider. I lighed med mandens penis er klitoris udstyret med svulmelegemer, der får den til at vokse til op til dobbelt størrelse ved seksuel ophidselse. Det sker bare inde i kroppen – men bringer ikke desto mindre rigtig meget nydelse.

Klitoris

Tal åbent om sex

“De unge i dag ser skrækkelig meget porno fra en tidlig alder. De møder sex i alt fra musikvideoer og ‘Paradise Hotel’ til decideret porno. Personligt ville jeg være mere tryg ved, at min 13-årige datter blev introduceret til analsex i en medicinsk håndbog, end at hun så det på nettet, hvor vi ingen kontrol har med, hvordan det fremstilles,” fortæller Nina og fortsætter:

“Forskningen viser, at i de familier, hvor de voksne og deres børn taler åbent om sex fra et tidligt tidspunkt, udskyder børnene deres seksuelle debut, de bruger mere prævention, og de har en langt mindre grad af seksuel risikoadfærd. Så information giver ansvarlige børn.” Og voksne, kunne man fristes til at tilføje.

Jomfruhinden er faktisk opdigdigtet

“Kvinden har en lukket hinde i skeden, der sprænges ved det første samleje”. Nej! Det er ret kontroversielt, men jomfruhinden, som vi har gået og talt om i over 2.000 år, findes faktisk ikke. Stil dig selv følgende spørgsmål: Hvis der sad en hinde og lukkede skeden hermetisk af før det første samleje, hvordan kunne menstruationsblod så passere fra livmoderen og ud på en kvinde, der var jomfru? Nej, vel?

Forskning viser, at kvinder i stedet har en kønskrans, der lidt ligner en af de bløde, store hårelastikker, der kom frem i 80’erne. Og den varierer i form og størrelse fra kvinde til kvinde. Nogle kan være lidt sammenvoksede, andre kan være stramme, og der kan komme blod, første gang skeden penetreres. Men faktisk er det kun cirka 50 procent af os kvinder, der bløder ved vores første samleje.

Lidt af en nyhed, ikke mindst i de dele af verden, hvor en kvindes værd er afhængigt af en ‘intakt jomfruhinde’, og hvor der er skudt en hel industri op af ‘genetableringskirurgi’ og netsalg af gør-det-selv-pakker – komplet med teaterblod. Men også vores egen kultur har en del fortællinger om jomfruhinden, vi er nødt til at revidere.

Underlivets mange navne
  • Tissekone – Lysthuset – Gina – Dåsen – Kusse – Kutte – Kunte – Fisse – Fitten – Vagina – Vulva – Mis – Pussy – Cunt – Fjams – Fjappe – Putten – Fileten – Skræv – Kajakken – Perlen – Bamsen  Muslingen – Yoni – Fisken – Honningkrukken – Babyfabrikken – Rosenbedet – Smørhulen – Fingerbøllet – Fugleøjet – Koletten – Grotten – Blomsten – Penalhuset – Sparebøssen

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto