3 stykker legetøj du selv kan lave

Hvad kan du få ud af en mælkekarton eller en skotøjsæske? Dit hjem er fyldt med hverdagsting, som du i en fart kan trylle om til fantasifuldt legetøj til dine børn.

Dukkehus af pap - legetøj

Mens de fleste af os er hurtige til at smide tomme mælkekartoner og brugte toiletruller ud, så er der forældre, der lige er lidt mere kreative end gennemsnittet. Én af dem er Kristian Sidelmann, der sammen med sine børn eksperimenterer med emballage og andre tomme genstande, som han på ingen tid tryller om til legetøj.

Læs med og nap Kristians ideer her – og nej, man behøver ikke engang kunne klippe lige med en saks for at stjæle Kristians ideer.

1. Fra skokasse til dukkehus

Kun fantasien sætter grænser for, hvor detaljeret dit dukkehus skal være, men med en tom skotøjsæske og lidt hobbygrej kan du på to minutter give dukkerne tag over hovedet i deres nye skotøjshjem.

Det skal du bruge:
Skotøjsæske
Blyant
Hobbykniv
Diverse dukker og dukkemøbler
Evt. maling, tusser eller andet pynt til udsmykning

Sådan gør du:
Find en tom skotøjsæske og marker åbninger til vinduer og døre. Du kan også vælge at skære i fri hånd, hvis det skal gå ekstra stærkt. Lad gerne dit barn komme med de kreative ideer til dukkehusets udseende, og udsmyk kassen, så tosset I vil. Når huset er færdigt, kan dukkerne flytte ind i deres nye fine hjem.

Dukkehus af pap - legetøj

2. Kikkertbriller af køkkenrulle

Børnene kan godt lide at se noget velkendt blive lavet om til noget helt andet. Og det er sjovt at gå på opdagelse med denne kikkert.

Du skal bruge:
Paprøret fra en køkkenrulle
Saks eller hobbykniv
Elastikbånd

Sådan gør du:
Skær paprøret ud i to lige lange stykker på cirka 10 cm i længden. Lav derefter huller med saksen i hver side af røret på begge rør og pas på, at hullerne ikke bliver for store. Klip to lange og et kort stykker elastikbånd ud. Du skal nu trække den korte elastik gennem et af hullerne på begge køkkenrullerør og binde en knude på indersiden af rørene, så dine brillerør hænger sammen. Træk derefter hver af de lange stykker elastik gennem hvert sidehul og bind elastikken fast på indersiden, så brillerne kan bindes rundt om hovedet. Du har nu nogle sjove briller, der både gør det svært og sjovt at finde rundt i hjemmet.

3. Fantasifulde fabeldyr i pap

Disse papdyr kan du og dit barn skille og forme til jeres eget fantastiske fabeldyr.

Du skal bruge:
Pap
Blyant
Saks eller hobbykniv
Hæftemasse (elefantsnot)

Sådan gør du:
Find de dyr, du bedst kan lidt og tegn dyret på pappet med blyant. Begynd med at tegne hovedet, kroppen og til sidst arme og ben som adskilte dele på pappet. Sørg for at overgangen mellem hals og hoved er ens i størrelsen på alle de dyr, du tegner, så alle hoveder kan passe til alle kroppe. Skær delene ud og hæft kropsdelene sammen med hæftemasse. Laver du flere dyr, kan du nu frit bytte kropsdelene rundt til dit eget fortrukne fabeldyr.

papdyr


Om Kristian

Kristian Sidelmann, 30 år, er far til to børn og uddannet ingeniør. Han arbejder til dagligt som iværksætter. For tiden udvikler han magnetisk trælegetøj af dyr, som du kan sammensætte til utallige fabeldyr. Se Kristians trædyr her

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto