Leonora Christina Skov: ”Mine forældre er suverænt den største forhindring, jeg nogensinde har mødt i mit liv”

Leonora Christina Skov har skrevet sin selvbiografi 'Den, der lever stille' om at vokse op i Helsinge, springe ud, miste familien, genfinde sig selv og kæmpe for sin mors kærlighed indtil hendes død.

Leonora Christina Skov - All Over Press - lime.dk

Hvad handler ‘Den, der lever stille’ om?

Bogen handler om mit liv. Da min mor døde, følte jeg endelig, jeg kunne skrive min historie. Det har jeg ikke turdet før, fordi jeg var bange for, hun skulle dø af sorg, tage sit eget liv eller på anden måde gøre skade på sig selv.

Efter hendes død begyndte jeg at skrive om, hvordan det var at vokse op i Helsinge, springe ud, miste min familie og genskabe mig selv fuldstændig fra nul. Min mors sygdomsforløb og død, og hvordan det var at miste en mor, som jeg ikke følte mig elsket af.

I min opvækst og ungdom var der ikke meget støtte og opbakning i forhold til at være den, jeg var og er, og så var der bare sindssygt meget skyldfølelse. Som var jeg eneansvarlig for mine forældres lykke.

Jeg troede i mange år, det var min skyld det hele. Det var min skyld min mor havde det dårligt, det var min skyld min far havde det dårligt, og det var min skyld, at alt var gået galt.

Jeg var jo ikke blevet den datter, de ønskede sig, og som voksen havde jeg ikke engang forsøgt. Og jeg mistænker, der er mange, der har den form for forældre.

Hvordan adskiller ‘Den, der lever stille’ sig fra dine andre bøger?

Den eneste forskel er, at det her er en sand historie. I mine bøger har der altid været hovedpersoner, der havde problemer med mødre, der ikke elskede dem, eller som ankom tomhændede til nye steder. Jeg blev på en måde ved med at skrive mit eget grundtraume ud på forskellige måder.

Men det var noget, jeg først blev bevidst om, da jeg var nogle bøger inde. Og selvom jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville skrive om det, endte det alligevel altid med at være sådan. Jeg har skrevet om det samme 100 gange, og til sidst var jeg dødtræt af det. Og så tænkte jeg, “nå, men så lad mig da for fanden skrive den bog.”

Hvordan har det været et genlæse og arbejde med dine gamle dagbøger?

Jeg har skrevet dagbog, fra jeg var syv år til nu. Flere tusind sider. Det har gjort skriveprocessen meget nemmere for mig, fordi jeg ikke kun har været afhængig af min hukommelse, og fordi jeg har kunnet tjekke, hvordan jeg helt konkret lød, da jeg var 10, 20 og 30 år. Rimelig vigtigt, når man skal skrive en indre dialog.

Jeg er den der rigtige irriterende person, som skriver alting ned.

Det har også været ret vildt, for der i starten af tyverne skriver jeg helt indgående om, hvad det er for et liv, jeg vil have. Og det liv, jeg beskriver, er det liv, jeg har nu. Det er vildt at se tilbage på den unge person, der var så klar over, hvor jeg ville hen. Jeg følte, fra jeg var helt lille, at jeg var fejlplaceret i min familie. Jeg kunne ikke se nogen spejling nogen steder, og så begyndte jeg at forestille mig et andet liv rimelig tidligt. Det var dét, der reddede mig; at jeg vidste, hvor jeg var på vej hen.

Hvordan har det været at skrive om din mor?

Jo mere bogen skrider frem, jo flere facetter får min mor. Og jeg tror bedre, hun ville kunne leve med portrættet af sig selv, end hvis det bare havde været dødsscenen, som jo er rimelig hardcore. For hun har nogle formildende sider, og jeg synes også, jeg forstod mere om hende, efterhånden som jeg skrev bogen. Så det er blevet et mere sammensat portræt.

Og min fars reaktion har været meget betryggende.

Jeg frygtede han ville slå hånden af mig eller gå ud og sige, at det hele var løgn.

For jeg har ingen vidner uden søskende og med få besøgende hos os. Og så kan man hurtigt komme ud af kurs, når der ikke er andre end en selv til at huske det hele.

Han skrev til mig, at det var klart, han huskede noget af det anderledes, men han erkendte, at det måtte være min version af det, og at han var ked af, at jeg havde haft det sådan. Det var han ikke klar over.

Hvad har været det sværeste ved at skrive bogen?

Efter min mors død brugte jeg et år på at stirre på skærmen og tænke, at jeg ikke kunne tillade mig at skrive min historie, og hvad ville den ene og den anden sige? Det forventes jo, at man taler pænt om sine forældre – især når de er døde. Heldigvis har reaktionerne været gode hele vejen rundt både fra min far, familie og venner. Det har været ret rørende.

Ellers har det værste ved at skrive bogen været at være tvunget tilbage i de rum igen. Tvunget til at være i mit barndomshjem, tvunget til at være i min gamle lejlighed, tvunget til at være i min mormors hjem. Alle de steder, som ikke længere eksisterer.

Det føltes som om, personerne var levende igen. Når jeg skrev om dem, så var min mormor pludselig levende igen, og så havde jeg jo ikke lyst til at holde op med at skrive. Det var meget vemodigt hver gang, jeg var færdig med et afsnit, og de var væk igen.

Hvad er budskabet med bogen?

Jeg har altid skrevet om det fortrængte eller dét, folk ikke vil snakke om. Så budskabet er: Så tal dog sammen!

Og hvis man får et homobarn og er bange for, at barnet får et svært liv, så skal man bare sørge for, at det svære liv ikke starter med en selv. Fordi mine forældre er jo suverænt den største forhindring, jeg nogensinde har mødt i mit liv.

Den her spring-ud historie har jeg løbende talt om i medierne i en eller anden overskriftsform, og her er jeg ikke gået i detaljer, men så er der folk, der henvender sig, og det er sjovt nok ikke bare folk, der har mistet deres familie, fordi de er homoer, men også alle mulige andre, der har et svært forhold til deres forældre. Det en kæmpe ting ikke at føle sig elsket.

Har du fundet hjælp i litteraturen?

Ja, især Delphine de Vigans bog om sin mor ‘Alt må vige for natten’. Den var med til at give mig modet til at skrive min egen. Selv om jeg ikke ville skrive min mors historie, men min egen. Jeg kender alt for lidt til min mors historie til at skrive en bog om den. Jeg lærte hende næsten ikke at kende, mens hun levede.

Jeg har også læst Linn Ullmanns De Urolige. Den er pissegod. Hun har selvfølgelig kendte forældre (red: Ingmar Bergman og Liv Ullmann), og det gør det sådan lidt mere spektakulært, at hun stiller sig ud og fortæller om dem.

Det er simpelthen så rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der skriver sådan noget her. Nogen har gennemført det, nogen har klaret det.

Leonora Christina Skov
  • Er født i 1976
  • Er forfatter og litteraturanmelder ved Weekendavisen, er uddannet i litteraturvidenskab og har modtaget Kunstfondens treårige arbejdslegat.
  • Har udgivet romanerne ‘Hvor intet bryder vinden’, ‘Førsteelskeren’, ‘Silhuet af en synder’, ‘Champagnepigen’ og ‘Rygsvømmeren’.
  • Hendes nye roman ‘Den, der lever stille’ er en selvbiografi. Den bliver udgivet 11. januar 2018 på Politikens Forlag.

Den,-der-lever-stille_FORSIDE - Leonora Christina Skov - lime.dk

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto