Fire kvinders ærlige historier: Livet med en uhelbredelig sygdom

Hvad er egentlig meningsfuldt at bruge tid på? Det sætter fire uhelbredeligt syge kvinder ord på.

Datter, og mor, med uhelbredelig sygdom

Tænker du nogensinde på, hvad du ville prioritere i dit liv, hvis du pludselig fik at vide, at du havde en uhelbredelig sygdom og ikke havde så længe igen på denne jord, som du havde håbet?

Det er den hårde sandhed, nogle bliver nødt til at forholde sig til. Fire stærke kvinder sætter ord på deres refleksioner om livet, og hvad der er meningsfyldt for dem i deres sidste tid.

Pia, 48 år

Pia Glavind har en neuroendokrintumor i bugspytkirtlen. Hun er født i 1966, er mor til Daniel og bor i Kongens Lyngby. Har arbejdet som livsvejleder, foredragsholder og mentor.

Pia - uhelbredelig sygdom
Pia sørger for at lande i sig selv hver morgen, før hun gør noget andet. På den måde er hun i stand til at træffe bedre valg i løbet af dagen.

“Før min sygdom

Levede jeg med en overbevisning om, at tilgivelse er for svage mennesker, men det var en misforståelse, for tilgivelsens kunst er simpelthen noget af det smukkeste i denne verden. Jeg har båret på mange byrder, fordi jeg ikke var i stand til at tilgive, så det ville jeg godt have lært tidligere.

Det handler om at sige pyt og komme videre.

Det er gået op for mig

Hvor meget de historier, vi fortæller om os selv og om andre, låser os fast og ødelægger. Det er i historierne, at dramaerne opstår. Når to mennesker sætter sig og snakker om chefen, der er en idiot, så laver vi en historie sammen om, at chefen er en idiot. I den historie ligger der meget drama, og det drama kan vi koge suppe på i lang tid. Det er bare ikke særlig sundt at lave de her historier.

Jeg har lært at slippe historierne, for lige så snart der er en historie, så er der også et drama, og så er der et offer og en bøddel. Vi begynder at dømme hinanden, og dermed dømmer vi også mange gange os selv. Det er virkelig en skidt vej at komme ned ad, for den ødelægger individet og dermed også samfundet som en helhed.

Når jeg opdager, at jeg kommer til at gå ned ad den vej, stopper jeg mig selv. I stedet bruger jeg tid på at finde hjem i mig selv og lader være med at tale om andre og sladre.

Jeg stopper mit brok og mine beklagelser, for de bringer intet godt med sig. Det handler om at slippe historien, tilgive, sige pyt og komme videre.

Hvis der er relationer

Der skal slippes, må man gøre det, men først efter moden overvejelse og forsøg på at finde sammen i accept, respekt og fredsommelighed. Jeg kørte et projekt engang, hvor man har et armbånd på sit håndled, og hver gang man brokker sig, beklager sig eller sladrer om andre, skal man skifte sit armbånd over på det andet håndled.

Målet er at have armbåndet på det samme håndled 21 dage i træk, uden at det bliver flyttet over på det andet håndled. Da jeg tog armbåndet på, tænkte jeg, at det ville være a piece of cake, men det tog mig otte måneder, før jeg havde beholdt armbåndet på det samme håndled i 21 dage.

Der gik det op for mig, hvor meget det fylder i vores liv, at vi går og brokker os. Øvelsen lærte mig virkelig at blive hjemme hos mig selv og lade være med at have travlt med andre.

Jeg blev meget gladere, for brok sænker den mentale energi, mens mindre brok efterlader sind og krop i et højere og mere kærligt energiniveau. Armbåndet hjalp mig til større bevidsthed om min adfærd og dens negative effekt”.

Ritt, 77 år

Ritt Bjerregaard har tarmkræft. Hun er født i 1941, er gift med Søren og har stort set hele sit liv arbejdet som politiker. Hun bor på Østerbro i København.

Ritt - uhelbredelig sygdom

Ritt drikker æblemost fra den frugtplantage, hun havde sammen med sin mand igennem mange år.

“Det ville være dejligt,

Hvis man kunne lære at stoppe op og overveje, hvad man prioriterer på det sted, man nu er i livet. Man har altid et valg, når man indretter sig, men der er mange, der får sat sig så dyrt, at de er nødt til at have to store indtægter for at få det hele til at løbe rundt, og så virker valget ikke længere så realistisk.

Valget er nødt til at ligge tidligere, hvor vi må overveje, om vi kan klare os med cykler og finde os i den lille lejlighed, hvor vi bor lidt tæt, fordi vi vil have mere tid sammen. Det er jo der, at valget skal træffes, og det kan selvfølgelig være svært, for der er pres på de ydre symboler i vores tid.

Man må stå ved sine valg.

Man kan også sige,

At vores samfund ikke er alt for godt indrettet. Karrieren kører i de år, hvor børnene er små og har brug for deres forældre, så der skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Når man så efterhånden kommer lidt op i årene, stiger man i graderne og får lidt mere frihed, men så er børnene nærmest voksne.

Vi er nødt til at se i øjnene, at vi må give noget mere tid til børnefamilierne, og så kan folk til gengæld blive ved i længere tid i den anden ende.

Hvis man vælger

Et karriereliv som det, jeg har haft, så har det også nogle konsekvenser for andre. Så man må stå ved sine valg og selv bidrage til, at det bliver gode valg. Det er noget af det, jeg synes er vigtigt i livet.

Og så synes jeg også, at det er vigtigt at kunne etablere nære forhold eller kærlige forhold. Altså at andre er vigtige for mit liv og for den person, jeg er.

I politik har du næsten altid mest modstandere, og du skal hele tiden håndtere det med modstandere og magtkampe. Der er det meget værd på det private plan at have forhold, der er anderledes. Ægteskaber kan også være magtrelationer, der skal kæmpes ud indimellem, men det er alligevel anderledes.

Det vigtige er

De nære relationer. De giver jo en dybde. Jeg sætter også stor pris på bekendtskaber, men ved de nære relationer bliver man mere involveret i hinandens liv. For mig er de nære relationer selvfølgelig først og fremmest Søren og min søster, men jeg har også tætte veninder, som jeg ringer sammen med og ser.

Nogle gange kan der godt gå et stykke tid imellem, at vi ses, men når vi er sammen, er det akkurat, som det plejer.

Jeg tror,

At der er en stor forskel på at få en alvorlig diagnose eller uhelbredelig sygdom, når man er i 70’erne som jeg selv, end når man er i 50’erne – eller i 20’erne.

Jeg har jo allerede levet den største del af mit liv, og noget skal vi jo dø af, så jeg er ikke desperat på den måde, som jeg forestiller mig, at jeg ville have været, hvis jeg havde været yngre.

Da jeg fik min diagnose, var det ikke sådan, at jeg tænkte, at jeg måtte i gang med at lave det hele om. Jeg ved bare nu, at jeg tæller op til, at det er slut, så nu gælder det om at bruge det liv, jeg har. Så på den måde er det mere en fordybelse i det, der er der i forvejen, end noget andet.”

Fie, 29 år

Fie Oppenhagen Arildsen har livmoderhalskræft. Hun er født i 1989, er pædagogstuderende og gift med Simon. De bor på Nørrebro i København.

Fie - uhelbredelig sygdom

Fies tatovering viser, at man sagtens kan se sød ud, selvom man ikke har hår på hovedet. Den er blevet et symbol på, at livet nok skal gå.

“Inden jeg blev syg,

Havde jeg nærmest planlagt hele mit liv. Nu er jeg næsten glad for, at det er blevet revet væk, for når man tænker sådan, når man jo ikke at nyde det, man er i.

Jeg var hele tiden på vej videre til det næste. Det tror jeg, at der er mange, der er. Vi har så travlt hele tiden. Det er en kæmpe øvelse bare at skulle være til stede.

Før havde jeg travlt med at nå alt muligt, jeg havde travlt med at se godt ud, og jeg havde travlt med at få topkarakterer, men jeg nåede ikke at være til stede i noget af det.

Jeg kunne sidde på Gran Canaria og kigge efter tilbud på den næste rejse, frem for at nyde hvor lækkert der var. I dag nyder jeg det, jeg er i.

Jeg øver mig i at tænke positivt.

For mig

Handler det om at få mere taknemmelighed ind i livet. Hver eneste dag øver jeg mig i at være taknemmelig for de bittesmå ting.

Man snakker meget om, at folk stræber efter lykken, men jeg føler, at jeg har lykke hver dag, fordi jeg finder lykken i de små ting. I bund og grund tror jeg, at alle har lykken, hvis de hver dag gad øve sig på at være mere taknemmelige.

Hvis man fokuserer på tre ting hver dag, som man er taknemmelig for, så tror jeg bundærligt på, at man får en følelse af lykke, fordi man pludselig tvinger sig selv til at være taknemmelig over noget.

Jeg følte,

At jeg fik en kæmpe mursten i hovedet, da jeg blev ramt af kræft og depression, og det kan jeg da stadig godt føle. Det er hårdt for mig, og det er hårdt for min familie, men det har været med til at skubbe mig hen, hvor jeg er i dag.

Jeg hader kræften, og jeg hader alt det, den gør ved min krop, men jeg er så taknemmelig for, hvad den har gjort ved mig mentalt og ved mit livssyn. Det lyder så forfærdeligt at sige, men på det område ville jeg ikke være den foruden.

Jeg ville heller ikke være den kone, som jeg er for Simon, hvis jeg ikke var blevet syg. Før gik jeg op i bagateller, men nu øver jeg mig i at sige, at det er lige meget, om puderne står pænt.

Jeg øver mig også i at sige undskyld, når jeg er urimelig over for ham. Det kan være svært at sige undskyld, men det er så befriende bagefter, fordi man får mulighed for at slippe skylden og den dårlige samvittighed. Man vasker ligesom tavlen ren. Jeg føler, at jeg er blevet bedre til at mærke, hvad der er godt for mig selv og andre.

Jeg har fundet ud af,

At der er mange, der tror, at jeg skubber min tristhed væk, når jeg skriver på de sociale medier, men det gør jeg overhovedet ikke. Jeg er bare blevet god til at sige: ‘Okay, Fie, du fik en dårlig besked i mandags. Du må gerne grave dig ned i et sort hul i et døgns tid, men derefter skal du rejse dig op igen, for du får ikke noget ud af at være nede i det her sorte hul. Det er vigtigt, at du kommer op igen’.”

Charlotte, 49 år

Charlotte Bøving har en neuroendokrin-tumor i tyndtarmen. Hun er født i 1967, er gift med Pernille og bor i Varde. Arbejder som praktiserende læge med egen klinik, er foredragsholder og sundhedsformidler på tv.

Charlotte - uhelbredelig sygdom
Charlotte er blevet gift med sit livs kærlighed. Uanset hvor travlt de har, så fokuserer de på at skabe kvalitetstid sammen.

“Hvis jeg skal

Give folk et godt råd, så er det at mærke efter, hvem der beriger dit liv. Man skal ikke kun mærke efter, når man står med en diagnose eller står ude på kanten. Man skal mærke efter hver dag.

Hvem er det, der vil gå igennem ild og vand for dig? Hvem er det, du vil gå igennem ild og vand for? Husk at fortælle dem det. Vi aner ikke, hvornår vores sidste øjeblik oprinder. Så drop det med at gå og spare op, til du er ude på kanten. Se at sprede kærlighed ud, alt det du overhovedet orker, for der kommer kun kærlighed retur.

Vi burde alle sammen skrive vores eget afskedsbrev – ligesom soldater, der skal i krig – hvor vi mærker efter, hvad vi har lyst til at sige til de mennesker, som vi holder allermest af. Har vi fået sagt det, vi har lyst til at sige til dem, eller skal de først læse det i afskedsbrevet?

Man skal sprede kærlighed ud.

Jeg har oplevet

Mange ting, der har gjort smertende ondt i mit liv. Jeg blev mobbet i skolen, jeg har oplevet forældresvigt, og jeg havde en far, som jeg vil kalde psykopat og tyran.

Så jeg har haft perioder, hvor jeg har været meget vred, men nu har jeg har lært at tilgive det, som har fyldt negativt tidligere, for jeg tror grundlæggende ikke, at der er nogen, der i hjertet tænker, at de vil gøre andre fortræd. Grundlæggende er vi bare et sammensurium af det, vi har med i bagagen.

Tilgivelse er måske det ord, der fylder allermest for mig i dag. Det er en stor ting at kunne, og det gør det også meget lettere for mig at komme videre. Så jeg opfordrer andre til at få talt med de mennesker, der betyder noget.

Rigtig mange går og bærer familienag over små ting som økonomiske tvister, men når man står ude på kanten af livet, finder man ud af, hvad der er vigtigt, og det er sådan en lille tvist om to øre altså ikke.

Vi burde alle sammen

Få en lille diagnose, for det ville betyde, at vi ville være mere ydmyge over for livet og samværet og samhørigheden med andre mennesker.

Jeg har en klog præst i Varde, som sagde noget meget forunderligt. Han sagde, at om hundrede år er vi alle sammen glemt, medmindre vi har gjort noget exceptionelt. Vi skal altså bare en eller to generationer frem, før vi er glemt. Derfor skal vi huske at tage ydmygheden alvorligt.

Vi har fået

En mig-først-kultur. Jeg oplever den, når jeg kører i min bil på vejene, hvor folk dytter ad hinanden. Er det virkelig umagen værd at sidde og føle sig sur i sin bil over, at der er en, der kører ind foran? Nej, det er det altså ikke i livets store hele.

Der vil jeg altså godt opfordre til, at vi er bare en lille smule mere følsomme, overbærende og eftertænksomme. I stedet for at tillægge folk de værste motiver, så forestil dig de bedste.”

Læs meget mere i ‘Bogen om livet’

Forfatter Stine Buje har skrevet en rørende og vigtig bog, hvor 15 danskere deler, hvad de har lært af livet, efter at de er blevet ramt af uhelbredelig sygdom. Netop udgivet på forlaget People’s Press.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto