Sådan laver du en nem, sjov og sund madpakke

Det kan godt være, at madpakken er en kærlig hilsen hjemmefra, men vi er faktisk nogen, der har travlt. Derfor får du her gode ideer til at pifte madpakken op uden at stå i køkkenet i timevis.

Nem og sjov madpakke

Skal dit barns madpakke være et hit hver dag, kræver det en lille smule kreativitet og opfindsomhed – som kan være svært at mønstre i en travl hverdag. Vi iler derfor med tips, tricks og ideer, der nemt og hurtigt kan gøre madpakken lidt sjovere for alle parter.

Gør det lettere for dig selv – forbered

Du kan spare meget tid og frustration ved at bruge en times tid søndag på madpakke-forberedelse. Tag endelig ungerne med i køkkenet, så går det endnu hurtigere. Skræl nu et kilo gulerødder og skær dem i stave og bag et par madpakkehit til fryseren. Det kan for eksempel være et lynhurtigt bananbrød i muffinsforme eller klassikere som pølsehorn, pizzasnegle eller chokorug. Du bliver så glad for dig selv, når du lige kan snuppe sådan et par stykker ud af fryseren.

Smør den om aftenen

Der er ofte fuld fart på om morgenen, hvor ungerne både skal have tøj på, spise morgenmad og børste tænder, inden I kan komme ud ad døren. Tag derfor madpakken ud af ligningen ved at smøre den om aftenen. Den kan sagtens holde sig i køleskabet natten over, og det er sjovere at lave en lækker og indbydende madpakke, når du har fred og ro til det.

Husk de fem ting!

De små banditter skal jo helst have energi til hele dagen. Husker du disse fem ting hver dag, er du sikker på at sende dit barn afsted med en sund og mættende madpakke: Brød, pålæg, fisk, grønt og frugt.

Sjove rugbrødsmadder

Rugbrød mætter godt og er fyldt med fuldkorn og fibre, så det er perfekt til madpakken. Er ungerne trætte af klapsammen-madder, kan du nemt pifte rugbrødsmaden lidt op. Udstik den for eksempel med kageudstikkere i sjove former – hvem vil ikke elske en stjernemad eller et minecraft-sværd?

Mad på spyd

Gør det sjovt at spise for barnet. Tag for eksempel et spyd og lav en anderledes sandwich. Skær for eksempel rugbrød, agurk, ost og rød peber i store tern, og træk dem på spyddet én ad gangen. Det ser flot og indbydende ud – og tager ikke længere tid end at smøre en sandwich.

Banan i svøb

Du kan hurtigt lave en sjovere udgave af den klassiske bananmad. Tag et stykke sandwichbrød og pres brødet lidt tyndere. Rul det nu rundt om en halv banan og voila – en sikker vinder i madpakken.

Sødt – uden at være syndigt

De fleste børnehaver og skoler vil helst undgå slik, kage og chokolade i madpakken, men du kan sagtens give dit barn et lille treat alligevel. En müslibar, en lille smoothie eller et par daddelkugler er altid et hit – og kuglerne kan I rulle om søndagen, så de står klar på køl til hele ugen.

Bring smilet frem

Der skal i virkeligheden ikke meget til, før madpakken giver smil på de søde, små ansigter. Tegn et sjovt ansigt på bananen, læg en fin serviet i madpakken eller skriv en lille seddel med en sød hilsen, en sjov vittighed eller et skørt fakta, hvis dit barn er til den slags.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto