67 procent af danskerne mobber hinanden på jobbet

En overraskende stor del af os danskere mobber vores kollegaer på arbejdspladsen. Mød Majken, der blev udsat for mobning af kollegaerne, og få ekspertens bud på, hvad du kan gøre, hvis det sker for dig.

mobning på arbejdet

Måske har du oplevet mobning på egen krop eller været med til at mobbe en anden på din arbejdsplads. Sandsynligheden er ret stor, for det er langt over halvdelen af os, der behandler en vi arbejder sammen med rigtig dårligt.

Og konsekvenserne er ofte store. Det er mere reglen end undtagelsen, at mobning følger folk i lang tid, efter de er kommet ud af det giftige miljø. Det fortæller Gitte Strandgaard, der har taget kampen op mod mobning. Hun er formand for foreningen Voksenmobning Nej Tak og blev selv ramt af mobning, da hun begyndte på et nyt arbejde for 15 år siden. Efter at være kommet helskindet igennem mobningen kom hun i kontakt med en anden mobberamt, og Voksenmobning Nej Tak blev skabt.

Kollegerne vender dig ryggen

Men hvor går den fine grænse mellem mobning og “almindeligt” drilleri? I Voksenmobning Nej Tak bruger de Arbejdstilsynets definition.

“Når vi skal gøre noget ved mobning, er det vigtigt, at vi har en fælles forståelse af, hvad mobning er. Mobning er, hvis du gentagne gange og over tid er udsat for negative handlinger, som du oplever som sårende og krænkende, og som du ikke kan forsvare dig effektivt imod. Hvis du for eksempel ikke har nogen mulighed for at komme i dialog, fordi de vender dig ryggen, så er det mobning,” siger Gitte Strandgaard.

Voksenmobning er mere udbredt, end man skulle tro, siger Gitte Strandgaard, der fortæller, at man ofte ser den samme form for mobning:

“Der er nogle, der har været på arbejdspladsen i mange år, og så kommer der en ny medarbejder med en anden uddannelse, som så får at vide, at det er de gamle medarbejdere, der styrer stedet.”

Gode råd til den mobberamte

  • Tro på det, du oplever, og skriv det ned
  • Del dine oplevelser med andre
  • Søg viden om mobning og dens konsekvenser
  • Kontakt Arbejdstilsynet
  • Tag en bisidder med ved samtaler
  • Få ledelsens opbakning
  • Vurder, om dit job er værd at kæmpe for
  • Kontakt fagforening og læge
  • Kontakt Voksenmobning Nej Tak

Maikens historie: Sådan føles det at blive mobbet

Om eftermiddagen kan hun høre dem bag døren, hvor de hvisker til hinanden. “Man kan jo slet ikke stole på hende,” hører hun den ene sige, hvorefter hun hører sit navn nævnt. Der kommer lyde af små grin fra køkkenet, og endnu en gang ved hun, at de snakker om hende. Men denne dag er anderledes, for pludselig rejser hun sig og går ud i køkkenet, hvor hun spørger, hvad de snakker om. De diskuterer bare madplanen, er svaret.

Majken havde været på den samme arbejdsplads i 21 år, da hun besluttede sig for at prøve noget nyt. I starten var det kun for et halvt år, så hun fik orlov fra sit arbejde og fik et vikariat på et kontor, hvor der udelukkende var ansat kvinder. I begyndelsen var det perfekt.

“Kender du det, at du træder ind på en arbejdsplads, hvor alle er så søde og hjælpsomme, at du allerede efter en uge kan sige, at der kunne du tænke dig at være resten af dit arbejdsliv? Sådan var det,” siger Majken.

Men så besluttede de sig for at ansætte hende permanent, og med sin højere uddannelse og fastansættelse kom der andre boller på suppen.

“De startede med at lægge skemaer, uden jeg var med. Når jeg spurgte, om jeg måtte se skemaet, sagde de, at de ikke var færdige. Når det så var færdigt, havde jeg fået de værste vagter. Jeg skulle også stå op ved alle mine vagter, hvor de fik lov at sidde. Og selv om jeg har en længere uddannelse end dem, var det alligevel altid piccolineagtige ting, jeg skulle lave.”

Majken orienterede ledelsen, der fastslog, at de måtte se på det hen ad vejen. Det blev bare aldrig til noget.

En ond heks stod i spidsen

I spidsen for mobningen af hende stod én bestemt kollega.

“Hun var en heks i en meget fin indpakning. Hun var meget, meget sød og rar, og kunderne elskede hende. Jeg vidste, at hun havde fået andre til at rejse, og i starten var det ganske harmløst,” understreger Majken.

Eksempelvis led Majken af tomatallergi. Foruden hende var der to på kontoret, der også led af andre former for madallergi. Én gang om ugen lavede kollegerne mad til hinanden til frokost, og der blev altid lavet speciel mad til de to andre. Over for dem blev der brugt glade vendinger som “ja, jeg huskede at købe en lækker chokolade til Matilde, fordi vi andre skal have nøddekage”, eller “jeg har lavet croutoner til din suppe, Hanne, vi andre skal have rejer.” I starten lød der altid brok, når der blev lavet anden mad til Majken. Efter et stykke tid blev der slet ikke taget hensyn til hendes allergi. Til sidst blev allergien ikke kun ignoreret, men også mødt med udtalelser fra kollegerne som “en anden gang skal vi huske ved ansættelsessamtalen at spørge til allergier, for det gider vi ikke tage hensyn til.”

Ned med flaget

Da Majkens søn en dag spurgte hende, hvad det bedste var ved hendes arbejde, kunne Majken ikke komme i tanker om noget. Hun blev helt tom indeni og kunne kun komme i tanker om, at det var dejligt, at hun kunne cykle frem og tilbage. Alligevel blev hun ved med at prøve at behage sine kollegaer ved at være fleksibel, aldrig brokke sig og altid smile. Hun var overbevist om, at hendes kolleger måtte komme til fornuft på et tidspunkt. Men det hjalp ikke. Og en dag gik det galt:

“Jeg blev simpelthen bare så ked af det. Da jeg kom hjem, begyndte jeg bare at græde og græde. Det var forfærdeligt.”Mobning

Majken begyndte at forstå omfanget af sin situation uden endnu at kunne sætte ord på, at hun blev mobbet. Alligevel gik hun på arbejde næste dag, indtil hun ikke så anden mulighed end at sygemelde sig. Derefter var Majken hjemme i otte uger.

“I de uger, jeg var væk, havde ledelsen alle mulige chancer for at rette op på situationen. Men da jeg kom tilbage, var det akkurat det samme. Der var ikke sket noget. Bortset fra at mine kolleger nu så mig som fuldstændig utilregnelig. Det lå ligesom i luften, at nu kunne jeg ikke sættes til noget, for så gik jeg nok bare ned med flaget.”

Læs også: “Jeg valgte en anden vej”

Overvejede selvmord

Det påvirkede også Majkens privatliv. Hun overvejede selvmord, fortæller hun. Og hvis det ikke var for sine børn, ville hun sikkert have gjort det. Majken har fået hjælp fra Voksenmobning Nej Tak og modtager i dag psykologhjælp. Det har hjulpet. Alligevel er noget i hende slået i stykker for altid, som hun siger:

“Jeg har ingen livsglæde og spontanitet mere. Min psyke har ændret sig. Jeg tåler ikke støj og uro. Min mand spurgte en dag, hvornår han fik hende tilbage, som han giftede sig med. Men det gør han jo aldrig.”

Jeg blev simpelthen bare så ked af det. Da jeg kom hjem, begyndte jeg bare at græde og græde.

Den slags er ikke unormalt, siger Gitte Strandgaard. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at mobning følger folk i lang tid, efter de er kommet ud af det giftige miljø. Det kan Majken også mærke i sit nuværende job.

“Jeg elsker mit job, og jeg ved, at jeg er god til det, og at jeg bliver værdsat. Jeg har ingen kolleger, og jeg ved slet ikke, om jeg kan klare at have nogen i fremtiden,” siger Majken.

Læs også: Skal din arbejdsplads flytte?

Majken har i dag fundet et nyt job. Hendes chef kender til hendes fortid og støtter hende. Alligevel er det næsten umuligt at glemme de tre år, hvor mobningen stod på:

“Man ser det bare ikke, når man står i det. Den ene ting tager den næste, og man tænker, at det må gå over.”

Majken er anonym. Redaktionen kender hendes rigtige navn.

Her kan du få hjælp

Er du ramt af mobning på arbejdspladsen, kan du ringe til Landsforeningen Voksenmobning Nej Taks hotline. Du kan også ringe, hvis du er pårørende, kollega, mobber eller leder. Læs mere på voksenmobningnejtak.dk eller ring til hotlinen på tlf. 60 80 6898, der er åben hver onsdag kl. 19-21.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto