Isabella valgte at flytte ind hos sin morfar, da hendes mormor døde

Da Isabella Alberte Hedeagers mormor døde, var hendes morfar overbevist om, at der ikke længere var nogen, der havde brug for ham. Det satte barnebarnet sig for at modbevise – så hun flyttede ind.

Det er dagen efter, Isabellas mormor døde. Tilbage er hendes morfar, som nu skal bo i det store hus uden for Aarhus helt alene efter et langt samliv med mormoren.

“Nu er der ingen, der har brug for mig mere,” siger Isabellas morfar til hende.

Som mange andre ældre i Danmark har morfar Svend Aage Jensen, som bare bliver kaldt Moffe, udsigt til at bruge sine dage alene i huset med sporadiske besøg i ny og næ. Stå op alene, spise alene, se fjernsyn alene, gå tur alene, gå i seng alene. Dag efter dag. Men barnebarnet Isabella Alberte Hedeager har en helt anden plan. Hun har opsagt sin lejlighed og er boligløs en måned, inden hun kan flytte ind på et værelse hos nogle studiekammerater. Og i den måned kan hun jo lige så godt bo hos morfar. Så hun pakker sine ting sammen og flytter ind i det store hus uden for Aarhus. Og da måneden er forbi, og hendes værelse er klar til hende, ringer hun til studiekammeraterne og siger, at de må finde en anden udlejer. Hun bliver hos morfar.

Venner med 66 års aldersforskel

Det var en helt almindelig aften, at Isabella besluttede at blive boende permanent hos sin morfar.

“Moffe havde aldrig smagt pizza, og det skulle han selvfølgelig prøve. Vi sad i bilen på vej ned for at hente maden og grinede og snakkede om de ting, vi ville opleve sammen. Vi var begyndt at lave en “bucket list” over alt det, vi ville prøve sammen, og den var allerede blevet lang. Midt i det hele sagde Moffe, at jeg måtte blive, så længe jeg havde lyst,” fortæller Isabella Alberte Hedeager.

isabella hedeager

Hun var ikke i tvivl om svaret, for hun havde allerede selv tænkt, at hun gerne ville blive boende. Nu har de boet sammen i over fire år, og på trods af aldersforskellen på 66 år er de to bedste venner. Moffe er ikke som Isabellas andre venner, for når de to taler om livet og døden og alt derimellem, giver en ven med 91 års livserfaring et helt andet perspektiv end det, 25-årige Isabella får hos sine jævnaldrende veninder:

“Jeg kan godt sidde og snakke med mine jævnaldrende venner og være enige om de samme ting og have de samme perspektiver, men når jeg snakker med Moffe, har han nogle input, som jeg ikke nødvendigvis selv var nået frem til. Og han har det på samme måde med mig.”

Der er stor ensomhed blandt ældre, og det synes jeg ikke er værdigt for nogen; at sidde og blive alene efter et langt, aktivt liv

Det kan være små dagligdagsting eller ting ved nutidens ungdomskultur, der undrer Svend Aage “Moffe” Jensen, men som Isabella Alberte Hedeager slet ikke sætter spørgsmålstegn ved. Blandt andet undrer Moffe sig en del over, hvorfor de unge fester og går i byen hver weekend. Det gjorde man ikke dengang, han var ung. Ligesom man i dag typisk ikke bor sammen, når man er morfar og barnebarn. Men det gør de to, og det skabte opmærksomhed i flere lande.

Læs også: Sådan får du bedsteforældrene på banen, så du kan holde lidt mere fri

Et viralt hit

Historien om Isabella og Moffes bofællesskab gik viralt i både Danmark, Sverige og Norge, hvilket overraskede Isabella.

“Jeg flyttede bare sammen med min morfar. Jeg kan ikke forstå, at det skal være en sensation, og jeg synes faktisk, det er lidt sørgeligt, at det er sådan,” siger Isabella Alberte Hedeager og fortsætter:

“Det er kendetegnende for vores velfærdsstat, at vi uddelegerer en masse opgaver inklusive opgaven med at tage sig af vores ældre. Det er en trist udvikling,” mener hun.

Jeg flyttede bare sammen med min morfar. Jeg kan ikke forstå, at det skal være en sensation, og jeg synes faktisk, det er lidt sørgeligt, at det er sådan

Hun er godt klar over, at det ikke er alle, der er så heldige at have så frisk en morfar. At mange ældre er demente eller døjer med fysiske skavanker, men hun tror på, at selv den mindste hjælp kan gøre en forskel.

Selv blev hun også vildt overrasket, da hun fik idéen. Mest fordi det undrede hende, at hun ikke havde tænkt på det noget før:

“Der er stor ensomhed blandt ældre, og det synes jeg ikke er værdigt for nogen – at sidde og blive alene efter et langt aktivt liv.”

Isabella understreger, at hun ikke er flyttet sammen med sin morfar for hans skyld, men også for sin egen. Og nu er der endda flyttet endnu en beboer ind i huset.

En yngre mand

Da Isabella og Moffe havde boet sammen i to år, valgte hun at flytte ud af hans hus og ind i en lækker lejlighed midt i pulserende Aarhus med en noget yngre mand end Moffe – nemlig kæresten Emil Hald Andersen. Ligesom så mange andre unge mennesker gør, når de finder kærligheden. Men efter noget tid, hvor det bare var de to sammen, spurgte Isabella kæresten, hvad han ville synes om, at de to flyttede ud til Moffe, hvor hun havde haft det så godt. Og den idé var Emil helt med på. Alle hans bedsteforældre var døde, så for ham var det lidt som at få en bonusbedstefar. Og nu bor de alle tre sammen i Moffes hus, hvor to af de tre stuer i dag er blevet til Isabella og Emils afdeling.

“Der er mange, der stiller mig spørgsmål som, “har I så aldrig alenetid?” og “spiser I sammen hver aften?” og jeg kan ikke lade være med at undre mig, når spørgsmålene kommer fra folk med børn. De spiser næppe alene med deres kærester – forskellen er bare, at vores familie er opbygget en lille smule anderledes op,” fortæller Isabella.

morfar

I det lille kollektiv kan de alle tre hver især beslutte, hvornår de vil være sammen, og hvornår de bare vil være alene:

“Når Emil og jeg er alene inde i vores egen afdeling, nyder vi også den tid på en anden måde end før, fordi vi ikke drukner i kærestetid. Generelt har vi det utrolig hyggeligt, fordi vi virkelig sætter pris på den tid, vi har sammen, både med og uden Moffe”.

Kryds og tværs og aftensmad

De hygger sig dog så meget sammen, så de bruger en hel del tid i hinandens selskab. Og på spørgsmålet om, hvorvidt de spiser sammen hver aften, er svaret ja.

Hver aften sidder de alle tre ude i husets lille køkken. Isabella står ofte for madlavningen, mens drengene, som hun kalder dem, sidder og løser kryds og tværs, hvilket til Isabellas store forundring ikke bliver kedeligt at gøre hver dag.

“Jeg bliver tilkaldt, hvis der lige er noget, de ikke kan løse, og ellers snakker vi bare, og så spiser vi aftensmad og hygger os bagefter. Og så kan vi jo trække os ind i hver vores afdeling, når vi har lyst,” siger Isabella og fortsætter:

“Det er virkelig fjollet, men det er meget idyllisk, og det går virkelig godt.”

Moffe bliver 150 år

Spørger man Isabella, hvordan fremtiden sammen med Moffe ser ud, lyder det sådan her:

“Fremtidsudsigterne er, at vi bliver boende, og at Moffe bliver 150 år gammel.”

morfar

Der er stadig en masse ting, Isabella og Moffe vil opleve sammen. At smage pizza kunne de strege over den aften, hvor de besluttede, at Isabella skulle flytte ind. Moffe havde været vant til at spise sovs og kartofler hver aften, men nu er blandt andet thaimad og bønnefritter også kommet på listen over livretter. Han havde heller ikke været i biografen i 40 år, men nu har de været inde og se film i 3D. En tur til Skagen og et besøg på Kalø Slotsruin er også blevet streget over på listen.

“Jeg gav ham en bog med 4.000 seværdigheder i Danmark og sagde til ham: “Nu går vi i gang”.”

Men Moffe og Isabella nøjes ikke bare med sightseeing i Danmark. I januar sidste år var de en tur på Filippinerne, og det var noget af en oplevelse, måske især for Moffe, der ikke havde været ude at rejse i næsten 20 år.

“Det er skidesjovt, og tænk sig en gang at være så privilegeret at få lov at opleve en masse ting sammen med et menneske, der oplever ting for første gang. Det er vildt berigende, for man oplever jo den samme glæde,” lyder det fra det lille kollektiv uden for Aarhus.

Isabella Alberte Hedeager
  • 25 år og studerer journalistik på Journalist- og Mediehøjskolen i Aarhus
  • Kæreste med Emil Hald Andersen
  • Lige nu er hun i praktik på TV 2 Østjylland, hvor hun netop nu er i gang med at lave en webserie, hvor seerne kan følge hendes og Moffes udflugter rundt i landet. På Instagram deler hun også øjeblikke fra deres liv sammen under hashtagget #morfarsworldtour.
  • Bor i Højbjerg uden for Aarhus sammen med sin kæreste, Emil, og morfar Svend Aage Jensen.