12 ting vi i virkeligheden ønsker os til mors dag

Lige om hjørnet venter mors dag. Dagen, hvor alle dejlige, hårdtarbejdende, selvopofrende mødre takkes og hyldes. Gerne med en blomst til overpris eller en dusk fra tankstationen. Var der frit valg på alle hylder, valgte vi selv noget andet. Se listen her.

Mors dag - ærlig talt - det ønsker vi os

Godt nok elsker vi også blomster … men kunne vi selv vælge vores morforkælelse, så ville den se anderledes ud. Hvad ville du gerne forkæles med, hvis du kunne vælge absolut (bram)frit? Her er vores 12 bud.

1.

Bekymringsfriheds-eliksir, tak!

“Hvad er nu det, du slår ud af?”, ”Pas nu på!”, ”Er det normalt at stamme?”, ”Har mit barn nok tætte venner?” … Stopper mor-bekymringerne nogensinde? Kunne man få en eliksir, som gjorde, at bekymringerne lettede, og man kunne lægge hovedet på puden og falde bekymringsfrit i søvn aften efter aften, så stod den helt sikkert øverst på ønskelisten.

2.

Bare et par dages komasøvn

Altså ikke sådan rigtig koma, men bare den slags søvn mødre rammer, når ungerne ikke sover hjemme, og man derfor ikke ubevidst ligger på nåle med lyttelapperne på stikker. Den der tunge, drømmeløse søvn, hvor et helt hornorkester ikke kunne genere dig, og hvor man vågner og nærmest ikke ved hvad år, det er. Ja, den! Bare et par dage af den, om vi må bede. Alle ved nemlig, at en nats komasøvn ikke er nok. Man vågner endnu trættere, som om kroppen har fået færden af en mangelvare og nu bare er gået i strejke, indtil der kommer mere. Et par dage og lykken er gjort.

3.

Netflix og smøger ad libitum

Vi drømmer længselsfuldt om en dag alene hjemme med binge-watching af Netflix og kæderygning af smøger. Måske også akkompagneret af verdens største slikskål og aftensmad på sofaen, hvor man bare har lov til at splatte helt og aldeles ud. Hamrende upolitisk ukorrekt, for slet ikke at nævne usundt, men altså… Hvad hjertet begærer, ikke?

Sig farvel til din rødvinshovedpine

4.

Ti-turskort til toilettet uden børn

Hvad går det ud på, at de unger altid vil med, eller bare lige skal et eller andet derude, lige når vi skal forrette vores nødtørft? Det er sjældent faren, der skal tisse med publikum eller sågar nogen på skødet. Så til mors dag kunne vi godt ønske os et klippekort til lige så luksuriøse ture på toilettet, som ofte er fædre forundt. Det vil sige solo.

5.

En dag som 25årig

Bare lige for sjov. Hvordan var det egentligt? Måske var det slet ikke så bekymringsfrit og fedt, som man nostalgisk kan huske det som. Om ikke andet kunne det da være sjovt at sige hej til sine hedengangne bryster, stramme rumpet, det glatte ansigt og nyde en udhvilet krop med overskud til både at motionere og knalde i tide og utide. Du gjorde det sgu godt, 25årige jeg.

6.

Mary Poppins-evner

Ikke at vi drømmer om at svæve rundt i paraply og bryde ud i sang hele tiden, men vi ville dø for evnen til at kunne rydde op, rede senge og lægge tøj sammen med et fingerknips!

7.

En madpakke-service

Det kan næsten ikke blive for dyrt, uden stadig at være hver en mønt værd, hvis vi kunne få et abonnement til frisksmurte, øko-madpakker til ungerne i stedet for at stå bøjet over leverpostej, æggesalat, sukkerærter, snacks og halve rubbere en hel time om dagen. Tænk sig – en hel times ekstra fritid. Hvor skriver man sig op?

8.

Muteknap til ungerne… og manden.

Om end de er vores et og alt, og dem, vi skatter allerhøjest, kunne vi så ikke please bede om lidt ro? ”Hvor er Marshall og Chase?”, ”Hvor er min rygsæk?”, ”Moar, lillesøster driller!”, ”Jeg er suuulten!”, ”Hvad skal vi have til aftensmad?”, ”Hvor er bilnøglerne?”, ”Husk, at min mor kommer forbi”. – Shh! Kunne Mors Dag ikke være dagen, hvor der bare var stille? Det kunne være SÅ smart, hvis man kunne få en muteknap til både børn og mand. Bare for en enkelt dag.

Læs også: Dine børn arver dine dårlige vaner

9.

Flere timer i døgnet

Kunne man virkelig få det umulige, er det også lidt af en drøm at få flere timer i døgnet, uden det kostede på søvnkontoen. Så kunne det være, at man nåede den løbetur, at nå i bund med vasketøjet, at se film på en hverdagsaften eller bare at trække vejret dybt og i stilhed.

10.

Autoreply til spørgsmålet ”hva’ det?”

Hvis man har små børn, så ved man, at det er fuldstændigt ufatteligt mange gange i døgnet, man svarer: ”Det er en bil”, ”Det er en anden bil”, ”Det er en blomst”, ”Det er en bille”, ”Det er din mave”, ”Det er en rød bil”. Og det er hyggeligt og det hele – men en dag med autoreply-funktion ville også være helt i orden!

11.

Pænt tøj med teflonlignende overflade

Helt ærligt… Man når knap nok at få den fine kjole på eller at komme i sin lækre, nye silkeskjorte, før man har havregrød, lidt snotnæse eller tandpastastænk et sted på roberne. En smudsafvisende overflade på lækkert tøj ville være så fed en gave!

12.

En ferie på langs

Sådan virkelig på langs. Unger og mand må gerne komme med og give kys og kram, så vi ikke savner dem, men mor her skal sove længe, ligge klistret til en liggestol ved poolen, drikke drinks og læse bøger. Lige som man gjorde på ferier, før børnene kom til. Vi elsker virkelig vores børn og ferier med dem, men tænk at komme veludhvilet hjem fra ferie med kulør på andet end sandalfødderne og næseryggen. Åhh, hvilken lykke!

Hvordan er det nu liiiiige?

Den anden søndag i maj er det traditionen tro igen mors dag i Danmark. Dagen, hvor rigtig mange forærer deres mødre blomster, chokolade eller en gave som en kærlig værdsættelsesgestus. Sådan har det været siden 1929 her i landet, men traditionen har faktisk sine rødder i USA, hvor mors dag blev erklæret en national helligdag allerede i 1914 af præsident Woodrow Wilson.

Mors dag er stiftet af kvinder for kvinder

Selvom onde tunger og skeptikere har dagen mistænkt for at være et kommercielt tiltag, så er det ikke tilfældet. Mors dag er faktisk stiftet af kvinder for kvinder, og den oprindelige tanke hos Anna Marie Reeves Jarvis var en ganske anden end blomster og kærlighedserklæringer – nemlig at markere en kampdag for amerikanske mødre, der kæmpede for bedre sanitære forhold, der kunne nedbringe dødeligheden blandt børn.

42 procent giver blomster til mors dag, 21 procent giver noget andet i gave, mens 13 procent ikke giver gave. Det viser en afstemning blandt ud af 1065 danskere på TV2.dk

Først efter hendes død vandt dagen indpas, da det lykkedes hendes datter, Anna Jarvis, at stable mindearrangementer og mors dags-Gudstjenester på benene til ære og minde om morens – og alle andre mødres – hårde arbejde i moderskabets navn.

Overskud gik til fattige

Konceptet bredte sig hurtigt, og mors dag blev så populær, at den altså blev gjort til en national hellig- og flagdag. Oprindeligt havde den amerikanske mærkedag et socialt mål i Anna Maries ånd, hvor overskuddet fra blomstersalget skulle gå til fattige og enlige mødre. Sådan er det ikke længere, men blomster har været favoritgaven til mors dag fra start.

Vidste du, at 49 procent af danskerne mener, at mors dag er et kommercielt tiltag. Det viser en voxpop, Avisen.dk lavede i 2016.

Mere om mors dag

Hvide nelliker er den oprindelige mors dags-blomst, som amerikanske Anna Jarvis valgte som symbol for mærkedagen.

Mors dag er den absolut største salgsdag om året for blomsterhandlere. På Interfloras hjemmeside indløb der 1000 bestillinger i timen på mors dag 2017, fortæller Interfloras administrerende direktør, Søren Larsen, til TV2.dk

Dagen fejres i mange lande, men datoen for markeringen af mærkedagen er forskellig fra land til land. I USA og i Danmark fejres mors dag den for eksempel anden søndag i maj, i Norge falder mors dag anden søndag i februar, i Sverige sidste søndag i maj, og i Tyskland tredje søndag i maj.

Kilder: Denstoredanske.dk, Historie-online.dk, TV2.dk og Avisen.dk

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto