Nadia Nadim: "Jeg fungerer godt under pres"

Nadia Nadim er på toppen af sin karriere. Eller nærmere sine karrierer. For den professionelle fodboldspiller er ved at færdiguddanne sig til læge, og faktisk har hun så meget fart på, at det kun er hende selv, der kan følge med.

Der findes ét øjeblik under EM i Holland sidste sommer, som på mange måder indkredser Nadia Nadim. Det er hviledag, og på TV 2 News stiller de om til deres reporter, som står med den danske angriber. Nadim har været afgørende i kvartfinalen mod Tyskland, men fodboldspilleren ved endnu ikke, at hun vil føre sit land hele vejen til finalen.

Der skal være lidt gang i den

Nadia Nadim svarer muntert på journalistens sportsforudsigelige spørgsmål. Men i øjeblikket, hvor interviewet slutter, sker der noget. Nadim stiller sig i en underfundig positur, hvor hun strækker begge arme skråt op imod himlen, som er hun Superman, der er klar til at flyve af sted. Samtidig flækker hun over i et grin, imens intervieweren er ved at dratte bagover af ren og skær forvirring.

“Det var ikke et væddemål med de andre spillere, om jeg turde gøre et eller andet underligt eller sådan noget,” siger Nadia Nadim: “Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg gjorde det, men der skulle bare ske et eller andet. Der skulle være lidt gang i den, ik’?”

Den danske landsholdsspiller flækker igen over i sit store grin og gengiver håndtegnet. Så ryster hun på hovedet.

“Der skulle vel bare ske et eller andet,” siger hun igen og kigger drømmende mod det store vindue i det mødelokale med udsigt over København, hvor vi sidder.

Jeg sætter altid tingene i perspektiv. For selvfølgelig er det hårdt at tabe en finale, men man er jo ikke dødssyg eller noget i den stil.

Krudt i…

Der skal lige netop altid ske noget, når det handler om 30-årige Nadia Nadim. Den dansk-afghanske kvinde har så meget energi i en vis legemsdel, at der altid er gang i et eller andet, når hun er i nærheden. Det mærkes tydeligt, når hun spiller fodbold, hvor det er uforudsigeligheden, som ofte bringer hende i farlige positioner foran målet.

I bevægelse

Uforudsigeligheden mærkes også, når hun bliver interviewet, eftersom Nadim aldrig taler i lange sætninger. Konstant kigger en ny tanke forbi hjernehindens indre samtale med sig selv, og fodboldspilleren stikker gerne i anden retning midt i en sætning, som for at se, om der ligger et nyt eventyr og venter på hende.

“Jeg er meget i bevægelse,” siger Nadia:

“Det er nok også derfor, at jeg er god til at komme videre. Jeg var rigtig irriteret i flere uger, da vi tabte EM-finalen, men faktisk var jeg også hurtig til at komme ovenpå igen. Jeg sætter altid tingene i perspektiv. For selvfølgelig er det hårdt at tabe en finale, men man er jo ikke dødssyg eller noget i den stil. Det er en fodboldkamp, og jeg elsker at spille fodbold.”

Fra Afghanistan til Jylland

Siden Nadia kom til Danmark som 12-årig har fodbolden fyldt mere end rigtig meget i hendes liv. Egentlig skulle familien være flygtet til England, men de endte i et jysk asylcenter, og herfra kunne Nadim iagttage den lokale fodboldklubs træning.

Et par år senere var hun en del af Dansk Boldspil-Unions udtagelseshold, og da U19-landstræneren roste hende ved et stævne, hvor hun kun var U15-spiller, vidste hun, at fodbolden var hendes rette vej ind i voksenlivet i Danmark.

Jeg kan tydeligt huske første gang, hvor vi skulle i bad efter en fodboldkamp. Det var en stor ting for mig, at man bare smed tøjet, og min første reaktion var “wow, wow, wow, hvad sker der her?

Sportens integration

“Sport er en rigtig god måde at blive integreret på,” siger Nadia og lader de drømmende øjne blive skarprettede et øjeblik:

“I sport glemmer man de konflikter, der er indbyrdes, og de skel, som er imellem mennesker. Jeg skulle vænne mig til rigtig mange ting, da vi kom til Danmark, men fodbold var med til at gøre mig til en del af et fællesskab. Jeg kan tydeligt huske første gang, hvor vi skulle i bad efter en fodboldkamp. Det var en stor ting for mig, at man bare smed tøjet, og min første reaktion var “wow, wow, wow, hvad sker der her?” Men jeg lærte det.”

Hun stopper sig selv et øjeblik og griner lidt:

“Men jeg lærte virkelig meget om at være dansk igennem fodbold. Jeg oplevede, hvordan forældre kørte til kampene, og hvordan man hjalp hinanden. Det var den danske mentalitet, som mine søskende og jeg mødte dengang, og den faldt jeg rigtig godt til i.”

Danskere og keyboardkrigere

I 2017 oplevede Nadia flere definerende øjeblikke. Hun vandt EM-sølv med det danske kvindelandshold, hun blev amerikansk mester med sit hold Portland Thorns FC, hun skrev en kanonkontrakt med Manchester City FC i England, og sidst men bestemt ikke mindst blev hun kåret til “Årets dansker” af Berlingske Tidendes læsere.

“Det betyder virkelig, virkelig meget for mig at være blevet “Årets dansker”,” siger hun:

“For jeg føler mig virkelig dansk, men jeg synes også, at debatten i Danmark i dag ligger langt fra det Danmark, jeg selv voksede op i. Der er efterhånden alt for mange keyboardkrigere, som skriver grimme ting på de sociale medier, og det er vigtigt for mig at sige, at det slet ikke er det Danmark, som jeg kom til med min mor og mine søstre.”

En dansker er ikke kun én med lyst hår og blå øjne, men mere én, som tror på det danske samfund og på de værdier, der binder os sammen.

De danske værdier

“Vi oplevede, at der blev taget hånd om os, og det var med til at gøre mig til den person, jeg er. Den tone, man læser flere steder i dag, kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi som land er nået hen til.”

Igen lader fodboldspilleren tankerne løbe af sted uden ord. Hun sidder et øjeblik og ser ud ad vinduet, inden hun vender mentalt tilbage.

“Derfor håber jeg også, at det signal, der bliver sendt, når jeg vinder sådan en pris, er, at man kan blive dansker, så længe man går ind for de danske værdier,” siger hun og smiler så:

“En dansker er ikke kun én med lyst hår og blå øjne, men mere én, som tror på det danske samfund og på de værdier, der binder os sammen. Giver det mening?”

EN TYPISK HVERDAG I NADIAS LIV

Nadias hverdag står i træningen og lægestudiets tegn. Og ordentlig søvn er essentiel.

7.45 står jeg op.

8.30 går jeg til morgensamling med holdet. Her spiser vi lidt morgenmad og hænger ud inden træning.

9.30 styrketræner vi og fra 11 til 13 er der fodboldtræning. Nogle dage har vi to træningspas, men som regel smutter vi hjem ved 13-14-tiden, efter at vi har været i bad.

14.00 Jeg tager mig en lur på en 30-45 minutter.

15.30 Starter jeg med at læse, og 18.15 spiser jeg aftensmad på Akademiet, hvor jeg bor pt. fordi jeg endnu ikke har haft tid til at finde en lejlighed.

19.00 Jeg læser igen frem til en 22-22.30 tiden, og omkring klokken 23 siger jeg godnat.  

Oppe på dupperne

Det er ikke den eneste gang, at Nadia Nadim i løbet af interviewet spørger om lige præcis det. Giver det mening? For det skal tingene gøre for hende. Hun hader at spilde tiden og vil gerne give noget videre.

Det kan man så selvfølgelig mene, at Nadim gør til overflod med sine præstationer på fodboldbanen, men for hende er der også andre ting i verden end den lille, runde læderkugle på grønsværen. For eksempel er hun sideløbende med den professionelle fodboldkarriere i gang med at færdiguddanne sig til læge.

“Jeg skal være læge, fordi jeg kan,” siger hun og blinker kækt:

“Det er ikke sådan noget med, at man er forpligtet til at gøre det ene eller det andet, hvis man har talentet, men jeg synes bare, at hvis man brænder for noget og kan finde ud af det, så skal man da også gøre det! Jeg keder mig ret hurtigt, og selv om jeg elsker fodbold, vil jeg også gerne lave noget, der kan hjælpe rigtig mange mennesker.”

Fungerer godt under pres

Umiddelbart er der et stykke fra fodboldspiller til læge. Især fra den uforudsigelige type spiller, som Nadia er, mens en læge jo arbejder ud fra rationaler og håndbøger. Men sådan ser Nadia nu ikke helt selv på det.

“Jeg kan godt lide, at der sker noget hele tiden, og ja, en læge skal mere kunne lave en forudsigelig tankerække,” griner hun og klør sig et øjeblik i sit krøllede hår:

“Men samtidig sker der jo også mange uforudsigelige ting på et sygehus, og man skal hele tiden kunne være omstillingsparat og oppe på dupperne. Det kan jeg godt lide, for der skal være gang i den. Jeg fungerer godt under pres, men jeg har også taget medicinuddannelsen for at udfordre mig selv. Jeg ville aldrig “bare” kunne være fodboldspiller, for man træner jo kun nogle gange om dagen, og så sker der ellers ikke så meget. Derfor er det naturligt for mig at have udfordret mig selv ved at tage en uddannelse. For der er jo ikke nogen grund til ikke at gøre det, vel?”

Med et socialt sind

Den fodboldspillende lægeaspirant har et sind, som elsker et godt eventyr. Derfor måtte hun også videre ud og prøve at bo i USA, ligesom hun ser frem til at flytte til Manchester og opdage, hvad England har at byde på.

“Jeg kan godt lide at blive kastet ud i en ny situation,” siger hun:

“For mig er noget af det mest interessante at udforske nye kulturer, og jeg er virkelig nysgerrig. Jeg er overbevist om, at man kan relatere nemmere til folk, hvis man prøver at forstå dem. Det skaber en ny forståelse, hvis man opsøger hinanden, og ja, jeg er dansker, men jeg elsker også at være alle mulige andre steder i verden. Jeg vil helst møde mennesker med åbne arme og en “skal du have et kram?”-attitude.”

Jeg er egentlig ikke et børnemenneske, men jeg synes, at børn er noget af det mest sårbare, der findes.

Tid til velgørenhed

Denne attitude er noget, der har smittet af på det velgørenhedsarbejde, som Nadia Nadim også har fundet tid til at gå ind i den seneste tid. Hun er både ambassadør for Bryd Tavsheden, som arbejder for, at ingen børn hertillands skal leve under voldelige forhold, og samtidig er hun ambassadør for Fodboldfonden, som hjælper udsatte børn i Danmark. Men Nadia er også involveret i projektet From Street To School, som hjælper fattige børn i Afghanistan.

“Jeg er egentlig ikke et børnemenneske, men jeg synes, at børn er noget af det mest sårbare, der findes. Derfor har det været naturligt for mig at engagere mig i de her projekter. Jeg var selv igennem en del som barn, og jeg oplevede, hvordan den ene hjælpende hånd efter den anden førte mig videre.”

“Derfor siger jeg også ja til at arbejde for at give udsatte børn glæde og trygge rammer. Det eneste, vi mennesker skylder hinanden, er vel at hjælpe hinanden til at blive bedre og gladere,” siger Nadia Nadim og laver så pludselig igen sine Superman-arme hen imod det store glasvindue, der adskiller hende fra Københavns skyline. I et kort øjeblik er man overbevist om, at hun letter og flyver af sted.

Blå Bog

Født 2. januar 1988 i Herat, Afghanistan

Hendes far var general i Afghanistan, men blev henrettet af Taleban, da Nadim var ni år gammel. Tre år senere flygtede moren til Danmark med sine fem døtre.

Familien havnede på et asylcenter i Gug, hvor Nadim stiftede bekendtskab med fodbold.

Har spillet i Skovbakken, Fortuna Hjørring, de amerikanske klubber Sky Blue FC og Portland Thorns FC og er netop skiftet til Manchester City FC.

Taler syv sprog.

Har spillet 75 kampe på det danske A-landshold.