Natasha Al-Hariri: “Ulighed gør mig helt vildt vred”

Natasha Al-Hariri har markeret sig som en stærk stemme i samfundsdebatten.
Den 28-årige jurist brænder nemlig for at nuancere opfattelsen af nydanske kvinder. Trods trusler på livet er hun ikke færdig med at gå forrest. Hun er kun lige begyndt.

Første gang, det gik op for Natasha Al-Hariri, at hun skilte sig ud, var da Muhammedkrisen brød ud i 2006. På det tidspunkt gik hun i 1. g på Øregård Gymnasium i Hellerup, og fordi hun var muslim og gik med tørklæde, begyndte nogle af de andre elever at spørge om hendes holdning.

“Jeg kunne mærke skiftet fra at være en af flokken til at være den eneste synlige muslim på gymnasiet. Jeg gik ikke særlig meget op i de tegninger og syntes ikke, det havde noget med mig at gøre. Jeg ville bare gerne passe mit eget teenageliv, men det var virkelig en øjenåbner. Pludselig spurgte lærerne om, hvad vi tænkte om det hjemme hos mig. Og mine forældre syntes jo også, det var sindssygt, at den danske ambassade blev brændt af i Libanon! Men det var ret grænseoverskridende at blive afkrævet svar på den måde, bare fordi jeg var muslim,” husker Natasha Al-Hariri.

Jeg er muslim, men jeg er også mor, jurist, kone, feminist og selvstændig erhvervsdrivende. Det ene udelukker jo ikke det andet

Et nyt narrativ

Siden 2010 har den 28-årige jurist været engageret i integrationsdebatten, og du har med garanti set eller hørt hende med den karakteristiske sorte turban i diverse tv- og radioprogrammer. Hendes første debat-indlæg handlede om, hvor meget hun som muslim elsker julen. Et tiltrængt nyt perspektiv, hvilket er karakteristisk for Al-Hariri.

“Da jeg kom ind i debatten, havde jeg brug for at skabe et andet narrativ end den undertrykte muslimske kvinde, som medierne ofte fokuserer på. Jeg er muslim, men jeg er også mor, jurist, kone, feminist og selvstændig erhvervsdrivende. Det ene udelukker jo ikke det andet.”

Natasha Al-Hariri

“Jeg vil gerne være med til at nuancere billedet af en nutidig muslimsk kvinde,” fortæller Natasha Al-Hariri.

En tryg barndom

Natasha Al-Hariri er datter af en libanesisk mor og en palæstinensisk far, der flygtede fra borgerkrigen i Libanon, inden hun blev født. Forældrene slog sig ned i Hellerup, hvor Natasha og hendes tre brødre voksede op blandt nogle af landets rigeste familier. Men selv om hendes familie skilte sig ud fra naboerne, både hvad angik religion og levestandard, havde hun en god og tryg opvækst.

“Hellerup var et rigtig dejligt sted at vokse op. Der var masser af søde, ressourcestærke mennesker, der kom på besøg og også inviterede os hjem. Det var meget mindre kontroversielt at være anderledes dengang, end det er i dag. Jeg kan huske, at min klasselærer på Tranegårdsskolen inviterede min mor til at komme og fortælle klassen om islam. Selvfølgelig havde min familie enkelte oplevelser, som som ikke var rare, men overordnet var det et virkelig stærkt samfund, som formåede at løfte dem, der ikke havde lige så mange ressourcer,” husker Natasha.

En anden virkelighed

I folkeskolen var hun en mønsterelev, som havde nemt ved de fleste fag. Men hun kom fra en helt anden baggrund end sine klasse-kammerater, der blev hentet i dyre biler.

“Selv om jeg er vokset op i Hellerup, var mine forældre fattige. Det var et hjem fyldt med kærlighed, men mine forældre har jo oplevet krig og er flygtninge, så det var en anden virkelighed end den, mine skolekammerater voksede op med. Min opvækst var ret kontrastfyldt, men det har nok lært mig at tage det hele med som menneske,” siger Natasha og slår ud med armen, så ærmet ryger op og blotter hendes tatovering på højre underarm. Der står “mine fædrelande” på arabisk, som både hentyder til Libanon, Palæstina og Danmark, hvor hun har boet, siden hun var fem måneder gammel.

En kvinde med holdninger

Som 13-årig fik Natasha Al-Hariri efter lang tids diskussion lov til at tage tørklæde på af sine forældre. De var bekymrede for de negative reaktioner, der kunne følge med. Natashas mor har for eksempel engang oplevet, at der blev kastet æg efter hende. Og da Natasha på en strøgtur med sine veninder, kort tid efter hun tog tørklædet på, blev spyttet på, forstod hun, hvad de mente. Men tørklædet, som hun sætter som en turban, er i dag nærmest blevet hendes kendetegn. Hun bærer det, fordi hun er stolt af sin religion og sin kulturelle baggrund. Og fordi ingen skal bestemme, hvad hun har på.

Natasha Al-Hariri
Natasha er gravid med sit andet barn – en lillebror til sønnen Gabriel på fire.

I 3. g medvirkede hun i dokumentaren ‘Fire muslimske stemmer’. Og så tog det fart. Siden 2010 har hun været med i en lang række debatprogrammer, artikler og interviews om integration, minoriteter og kønsroller.

“Ulighed gør mig helt vildt vred. Det gør mig både ked af det og rasende på samme tid, når det, der bliver sagt mellem linjerne, er, at folk med minoritetsbaggrund bare skal være taknemmelige for at være i Danmark.”

Kvinden må selv bestemme, hvad hun vil gå i, og det er der ikke nogen, der skal blande sig i.

Natasha Al-Hariri som rollemodel

Hendes budskaber om tolerance og mangfoldighed har også vakt opsigt uden for debatpanelerne. I efteråret var hun model for Noa Noa, der som det første danske modebrand brugte en model med tørklæde til at præsentere deres kollektion.

Læs også: Divya Das går efter drømmen 

Da hun selv voksede op, manglede hun i den grad at kunne spejle sig i rollemodeller, der lignede hende selv, på forsiden af magasinerne. Derfor rørte det hende også, da den norske ungdoms-tv-serie ‘Skam’ løb over skærmen. Som ung kvinde med minoritetsbaggrund kunne hun virkelig mærke sin egen ungdom i karakteren Sana, der også har arabisk baggrund og bærer tørklæde. En ung kvindetype, der ellers sjældent er repræsenteret i popkulturen. Skuespilleren, der spiller Sana, endte på forsiden af et norsk dameblad – nu er Natasha selv på forsiden.

Det kræver tyk hud at gå forrest

Men det kræver et tykt lag hård hud at gå forrest. Hun bliver jævnligt svinet til på sociale medier, og sidste år bad Dansk Folkepartis Martin Henriksen hende om at tage tørklædet af på live tv:

“Det var helt vildt grænseoverskridende. Men det siger også noget om, at det er vigtigt, at jeg blander mig. For mig er feminisme og demokrati jo, at kvinder er frie til at gøre, hvad de vil, uanset om de vil gå med niqab eller bikini. Kvinden må selv bestemme, hvad hun vil gå i, og det er der ikke nogen, der skal blande sig i.”

En typisk hverdag
  • Kl. 6.30: Jeg er gravid, så det første, jeg gør, er at gå ud og tisse. Så laver jeg morgenmad til Gabriel og vækker ham. Vi får som regel mysli eller havregrød.
  • Kl. 11.30: Jeg spiser som regel frokost på det kontor, hvor jeg sidder. Oftest er det bare rugbrødsmadder eller en sandwich. Jeg er også ret glad for frokostmøder ude i byen!
  • Kl. 16: Enten henter jeg min søn, ellers arbejder jeg sent. Vi henter og afleverer lige meget, og hver weekend og tirsdag tager min mand i svømmehallen med Gabriel. Det er en ting, de har sammen.
  • Kl. 17.30: Her spiser vi sammen, når det kan lade sig gøre. Min mand er ret god til at lave mad, så enten gør han det, ellers gør jeg det. Vi er blevet glade for Aarstiderne, som sparer os vildt meget tid i hverdagen.
  • Kl. 20: Jeg forsøger at holde mig fra at arbejde om aftenen og plejer at slappe af. Jeg har lige afsluttet serien ‘The Crown’, som jeg blev ret grebet af.

Støttende partner

Privat er Natasha Al-Hariri lykkeligt gift, og for fire år siden fik de sønnen Gabriel. Natasha lægger ikke skjul på, at hendes mand er en vigtig støtte og sparringspartner i hverdagen.

“Jeg ville aldrig kunne gøre det, jeg gør, uden hans støtte – og omvendt. Da jeg læste jura, var det ham, der bar os økonomisk, fordi han var selvstændig og tjente meget mere end min SU. Og da min mand startede Mino Danmark (organisation, der arbejder med at inkludere minoriteter i samfundet, red.), gik han i flere år uden indtægt, fordi hans drøm var at bygge det op fra bunden. Så var det mig, der tjente pengene. Vi har grundlæggende de samme værdier og støtter hinanden i at forfølge de drømme, vi hver især har,” siger hun.

Familien først

Med henholdsvis en selvstændig virksomhed og en nystartet organisation med seks ansatte er parret indimellem væk fra hinanden i længere tid ad gangen. Hver søndag sætter de sig ned og planlægger, hvordan de får den kommende uges puslespil til at gå op med indkøb, madlavning og deres søn, der skal afleveres og hentes.

“Vi har ikke det normale familieliv, men vi er ret gode til at planlægge vores hverdag i detaljer. Alt andet kan sejle, men Gabriel skal ikke lide under, at vi lever det liv, vi gør. Men uanset hvor tidligt man henter sit barn, tror jeg, at man som forælder lider under endeløs dårlig samvittighed. Men man skal stoppe med at sammenligne sig selv med andre. Det er blevet en regel for mig. Det kan kun ende galt,” siger Natasha Al-Hariri.

Natasha Al-Hariri

En kæmpe mulighed

Til foråret realiserer hun en ny drøm, når hun som den eneste dansker tager tre uger til USA med International Visitor Leadership Programme – et udvekslingsprogram for ledere arrangeret af den amerikanske stat.

“Selv om det er en kæmpe mulighed for at møde en masse, der arbejder med det samme som jeg, så var det første, jeg tænkte på, at jeg ikke kan være væk fra min familie i tre uger. Men så sagde min mand: “Det gør du altså! Det er en kæmpe chance, vi skal nok klare os helt fint, mens du er væk.” På den måde er han en evig støtte.”

Mor for anden gang

Til august tager Natasha hul på et nyt kapitel, når hun bliver mor for anden gang. En begivenhed, hun ser frem til med lige dele glæde og ærefrygt.

“Det har formet mig som menneske at blive mor til Gabriel, fordi man pludselig har et kæmpe ansvar for et lille menneske. Så vi gør os mange tanker om, hvad vi kan tilbyde et barn nummer to. Både Niddal og jeg kommer fra en stor søskendeflok, og for os har det været vigtigt, at Gabriel ikke var enebarn. Vi er meget taknemmelige for, at jeg er gravid igen, men det bliver spændende at se, hvordan vores liv kommer til at se ud med to børn,” siger Natasha, der som selvstændig ikke har planer om at tage et års barselsorlov:

“Min mand og jeg kommer til at dele barslen op mellem os. Indimellem tænker jeg, at det ville være vidunderligt at være hjemmegående i et års tid, men det kommer ikke til at ske. Og det er heller ikke sådan, hverken jeg eller min mand er indrettet. Vi er meget drevet af vores arbejde.”

Truet på livet

Selv om Natasha stadig har masser på hjerte som debattør, var hun ved at smide håndklædet i ringen sidste år, da hun og hendes familie fik dødstrusler, som blev delt på forskellige fora på nettet.

Natasha Al-Hariri

Men fandeme nej, om nogen skal have lov til at mobbe eller chikanere mig ud af det her.

“Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Der tænkte jeg: Hvad gør jeg det her for? Der er ikke noget i verden, der er det værd. Det var så indgribende i både mit og min families liv, og det var utrygt at være i mit eget hjem. Jeg begyndte at blive en lille smule paranoid, og sådan noget kan børn jo mærke. Så jeg holdt jeg en pause fra debatten, og efter da har jeg prioriteret ret nøje, hvad jeg bruger min energi på,” siger Natasha Al-Hariri og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

“Men jeg gør det her, fordi jeg gerne vil forandre nogle ting. Jeg vil ikke have, at mit barn skal have de her debatter om 20 år. Jeg vil gerne have, at danskere med minoritetsbaggrund bliver set som ligeværdige med etniske danskere – både i debatten, på arbejdsmarkedet, boligmarkedet og andre aspekter af livet. Og jeg kan mærke, at det rykker noget, hver gang der kommer nogle unge muslimske kvinder hen og siger tak for min indsats, fordi de kan mærke en forskel på den måde, de bliver behandlet. Det er det hele værd, for det var jo det, jeg manglede, da jeg gik ind i debatten for 10 år siden.”

Får du aldrig lyst til at droppe den offentlige debat?

“Jo, efter truslerne. Jeg var helt nede at ligge og overvejede, om jeg skulle melde mig ud. Men fandeme nej, om nogen skal have lov til at mobbe eller chikanere mig ud af det her. Hvis jeg nogensinde træder ud af debatten, så er det, fordi jeg er færdig; at jeg har opnået mit mål. Og det har jeg ikke endnu.”

Blå Bog
  • Født i 1989 i Holland af en libanesisk mor og en palæstinensisk far.
  • Opvokset i Hellerup med sine forældre og tre brødre.
  • Uddannet jurist og bestyrelses-medlem i Indvandrerkvinde-centeret og Refugees Welcome.
  • Var i 2015 vært på DR2- dokumentaren ‘Hallo, Syrien! Opkald fra flugtruten’. Er erklæret feminist og holder foredrag om minoriteter, kønsroller og integration.
  • Er gift med Niddal og mor til Gabriel. Skal være mor igen til august.
  • Tager i denne måned af sted som dansk repræsentant i International Visitor Leadership Programme – inviteret af den amerikanske stat.