“Jeg prøver at gøre hverdagen nemmere for de hjemløse”

Det kan være svært at finde de gode dage, når man er syg og hjemløs. Karen Grønbæk forsøger at skabe en sjovere dagligdag for beboerne på Omsorgscenter Thorsgade med hyggesnak, fredagsslik og lange gåture.

Hjælper de hjemløse

I Nørrebroparken i København går to kvinder og drikker kaffe. Den ene er Karen Grønbæk, frivillig på Omsorgscenter Thorsgade. Den anden er hjemløs og skal bo på netop omsorgscenteret i 14 dage.

Livet vendt på hovedet

Hendes liv har ændret sig drastisk. I 30 år arbejdede hun som socialrådgiver og hjalp netop hjemløse – nu er hun selv en af dem. Efter at hun begyndte at drikke, eskalerede det hurtigt, og en dag stod hun på gaden.“Jeg har hjulpet mennesker hele mit liv. Nu kan jeg ikke engang hjælpe mig selv,” siger hun til Karen Grønbæk, der tit går ture med de hjemløse, der for en stund bor på Omsorgscenter Thorsgade på Nørrebro. Gåturen gennem parken ender hos den lokale bager, hvor der købes fredagskage til de andre borgere på omsorgscenteret.

Læs også om Nanna W. Gotfredsen, som har hjulpet socialt udsatte i mere end 20 år 

Fra apoteksbesøg til fredagsslik

Dagene er aldrig ens, når Karen Grønbæk møder ind på sit frivillige arbejde i Omsorgscenter Thorsgade. Men vagterne starter altid med, at hun taler med Jannie Julin, der er daglig leder på stedet, og får en opdatering på borgerne; hvad deres problematikker er, og om der er nogen, der har særlige behov. Herefter starter alle gøremålene.
“Jeg laver alt fra at ringe til herberger for at høre, om de har pladser, til at hente ting på apoteket, gøre lidt rent, hyggesnakke med dem, der bor på centeret, og så henter jeg da også gerne fredagsslik. Jeg er vel nok det, man vil kalde for en altmuligkvinde,” smiler Karen.

Karen Grønbæk
  • 25 år
  • Socialrådgiver
  • Har i to år arbejdet som frivillig hos Omsorgscenter Thorsgade i København

Følelsen af tryghed og hjemme

Der er et meget lille køkken tilknyttet omsorgscenteret, så maden laves i køkkenet på plejehjemmet, der ligger i samme bygning. Til frokost er der derfor varm mad, og om aftenen er der kold mad og rester. I fællesstuen, som er indrettet med sofaer, fjernsyn og stueplanter, bliver der hygget og drukket kaffe. Her deles historier fra det virkelige liv, om sygdomme, der har ført til et misbrug, og som har ødelagt familieforhold. Men samtidig diskuteres der politik og grines højlydt over tv-programmerne, der kører i baggrunden.
“De kan kun være hos os i 14 dage, og i den tid skal de føle sig hjemme. Derfor er det også vigtigt, at du får et indtryk af et hjem, når du træder ind i centeret,” siger Karen

Karen Grønbæk hjælper de hjemløse
Karen Grønbæk gør alt for at beboerne på Omsorgscenter Thorsgade føler sig hjemme.

Barsk virkelighed for hjemløse

Hver uge må fem til otte patienter forlade et hospital i hovedstadsområdet uden nogen anden mulighed end at overnatte på gaden. Det kan betyde en nat på en bænk efter en hofteoperation eller en tur i den lokale park efter en lungebetændelse. Derfor giver Omsorgscenter Thorsgade otte hjemløse borgere mulighed for at indlogere sig her, hvis de har været indlagt på hospitalet.
“Der er tale om mennesker, som er svækkede og lever et enormt stresset og udsat liv, hvor det ikke er muligt at komme sig ordentlig. De er færdigbehandlede, men slet ikke raske,” siger Karen, der er nyuddannet socialrådgiver, og uddyber:
“De fleste mennesker har mulighed for at hvile og slappe af i trygge omgivelser og få mad af familie og venner, efter at de er blevet opereret. Men de hjemløse skal ned foran Netto og sælge Hus Forbi lige bagefter.”

Stor omsorg for hinanden

Selv om det er triste skæbner, der bor på Omsorgscenter Thorsgade, er der stor social aktivitet, og de føler omsorg for hinanden. På et tidspunkt oplevede Karen, hvordan de eksempelvis hjalp en mand, der var meget syg.
“Han havde ikke mulighed for at sælge sine Hus Forbi og kunne derfor ikke tjene de småpenge, det nu giver. Så de andre hjemløse tog hans aviser med ud og hjalp med at få dem solgt, og de skulle ikke have noget for det. Jeg synes, at det er flot, at folk, der i forvejen ikke har det nemt, alligevel finder overskud til at give en hånd med,” siger hun.

Beboerne tager et kæmpe ansvar

En anden gang oplevede Karen, hvordan en ældre, dement grønlænder ofte glemte hvor han var, så lederen af omsorgscenteret, Jannie Julin, hver morgen måtte køre ud for at finde ham. Så beboerne besluttede sig for at tage ud på skift og lede efter den demente mand.

Centeret har ikke personale om natten, så de hjemløse har selv ansvaret, indtil personalet møder ind morgenen efter. Et ansvar, som betyder utrolig meget.

Karen Grønbæk

“De er alene om natten, men det kan sagtens fungere, fordi de virkelig tager den her ansvarsfølelse til sig og sørger for, at stedet ser godt ud om morgenen, når personalet møder på arbejde. Jeg tror, at miljøet og tilliden her er med til at gøre en stor forskel for, at de kommer ud af deres misbrug,” forklarer Karen og påpeger, at der selvfølgelig er en akuttelefon, hvis der skulle opstå en situation.

Jeg redder ikke verden. Jeg prøver nok bare at gøre hverdagene lidt nemmere for de hjemløse.

Samfundets tabte børn

Der er gode og dårlige dage i Omsorgscenter Thorsgade. Mange af de hjemløse har historier i bagagen, som sætter tankerne i gang hos den 25-årige socialrådgiver:
“Det er samfundets tabte børn, der kommer hos os. Det er mennesker, som har haft en voldsom historie og har levet på gaden i mange år. Der kommer også folk, som har haft et tidligere liv med penge mellem hænderne, og så sker der noget i deres liv, der gør, at tingene ændrer sig
fuldstændig.”

Historier, der rammer

Også unge mennesker – helt ned til 19 år – kommer i centeret. Og den lille aldersforskel mellem dem og Karen rammer hende.
“Det er enormt hårdt at sidde foran en 19-årig dreng, der har problemer med stoffer, eller en 20-årig pige, som er blevet slået af kæresten, så hun er blevet indlagt på hospitalet og derefter kommer til os, fordi hun ikke har noget sted at bo eller nogen, der kan tage sig af hende,” siger Karen, som i sit frivillige arbejde ikke er bleg for at dele ud af sig selv for at bygge en relation op til de mennesker, hun møder:

Gør en forskel for andre

“Det er begrænset, hvad vi kan gøre på 14 dage. Men jeg føler, at vi sender de fleste godt videre. Jeg redder ikke verden. Jeg prøver nok bare at gøre hverdagene lidt nemmere for de hjemløse. Nogle dage kommer folk, der tidligere har været på omsorgscenteret, drikker en kop kaffe og fortæller, hvordan det går. Vi taler om løst og fast. Flere fortæller, at de har fået lejlighed gennem kommunen og er kommet væk fra gaden. Det giver håb. Tingene kan godt ændre sig, men man skal også selv gøre en indsats,” forklarer Karen, der hver jul modtager julekort fra tidligere beboere, der er kommet tilbage på rette spor.

Om Omsorgscenter Thorsgade
  • Omsorgscenter Thorsgade i København er henvendt til hjemløse voksne, som bliver udskrevet fra hospitaler, men som endnu ikke er helt raske efter afsluttet hospitalsbehandling.
  • Omsorgscenteret har otte sovepladser, som socialsygeplejersker og gadeplansmedarbejdere kan henvise til.
  • De hjemløse kan bo på Omsorgscenter Thorsgade i op til to uger, hvor tre ansatte og 38 frivillige sørger for ro og pleje. Samtidig gør personalet en stor indsats for at hjælpe den hjemløse videre til andre tilbud, når opholdet på 14 dage stopper.
  • I 2017 havde 190 hjemløse et ophold på Omsorgscenter Thorsgade.

Kilde: hovedstaden.drk.dk

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/