Derfor er det okay, at du stener Netflix

Selvom Netflix, HBO og de andre streamingtjenester bliver beskyldt for at stjæle intimiteten i familien, så er der ingen grund til at skippe dem helt. Læs med, og bliv klogere på hvorfor.

Netflix- mand ser på sin iPad

Engang var tv’et alteret, hele familien samledes omkring med en stor skål slik om lørdagen og et udmattet sind om mandagen, men sådan er det ikke nødvendigvis længere.
“Det, der er udfordringen i dag, er, at vi har en meget individualiseret brug af medier. Du kan have et barn, der sidder på værelset med sin iPad, et andet barn, der sidder på værelset med sin iPhone, en far, der sidder i stuen og ser en fodboldkamp i fjernsynet, og en mor, der ser håndboldkamp i soveværelset.

Hvad er streaming?

Streaming er en strøm af data, der leveres direkte til din computer fra en server på nettet. Blandt de mest populære streamingtjenester herhjemme er Netflix, HBO Nordic, DR TV og TV2 Play, som giver adgang til tusindvis af film og serier. Netflix og HBO er især kendt for serier som narkodramaet ‘Breaking Bad’ og fantasy-serien ‘Game of Thrones’, som med sine fantastiske plots har tryllebundet os og skabt seriøse fankulturer.

Selv hvis det er flow-tv, de alle sammen ser, så behøver de ikke sidde i samme rum eller på samme device for at se det. Det giver et mere fragmenteret familiefællesskab, og det kan selvfølgelig være fremmedgørende og have den konsekvens, at man mister intimiteten. Men den positive udgave er, at der også er en masse, man kan inspirere hinanden til,” siger Emilia van Hauen.

Vi danner nye fællesskaber

Hun mener, at man skal være varsom med at konkludere, at det er tegn på, at vi har mindre fællesskab i dag end tidligere. Det er bare nye fællesskaber, vi indgår i:
“Fra at have bundne fællesskaber, hvor man er tvunget ind i fællesskabet, fordi der ikke er så mange andre, har vi nu frie, selvvalgte fællesskaber – også kaldet neotribale fællesskaber. For eksempel er der et stærkt stammefællesskab omkring serien ‘Games of Thrones’.

Vi får tillid til hinanden

Det betyder, at jeg kan stå i Beijing og møde én til en middag, som jeg aldrig i mit liv har set før, men finder vi ud af, at vi begge to er vilde med ‘Game of Thrones’ og Tyrion Lannister, så kan vi på meget kort tid føle et tilhørsforhold til hinanden. Derfra er der ikke langt til at diskutere politik, samfundsformer, kærlighed og krig. Men dét, der er afgørende, er, at vi fra start har en tillid til hinanden, som egentlig er ubegrundet.”

Gamle dage var ikke altid lykken

De bundne fællesskaber var ikke altid lykken, selv om vi har en tendens til at idyllisere gamle dage, mener Emilia van Hauen.
“Hvis du var en outsider i 60’erne, havde du ikke mange muligheder for at blive en insider. Var du homoseksuel i en lille landsby, så var du altså rimelig fucked. I dag er du ikke på samme måde isoleret, hvis du er anderledes, for mange tv-serier nedbryder tabuer, bare se på ‘Transparent’, som handler om en far, der springer ud som transseksuel.”

Flow-tv kom også ind i kampen

Siden har også flow-tv været med til at pille tabuer fra hinanden og skabe forståelse for miljøer, samfund og mennesker, vi ellers ikke identificerer os med. Blandt andet startede ‘Sex and the City’ en seksuel revolution verden over i slut-90’erne.
“Dengang, ‘Sex and the City’ kom frem, var det jo banebrydende. De fik os til at tale om sex på en måde, som vi aldrig havde talt om det før, og frigjorde mange kvinder. Kort efter fik vi dildoparties, og siden kom ‘Girls’ og gjorde genren mere realistisk, men tragikomisk nok skaber det stadig overskrifter, at kvinder har lyst til sex,” siger kultursociologen.

Vidste du, at 88 procent af danskerne stadig ser flow-tv, men for bare et år siden var det 93 procent?

Dør flow-tv?

En dansker ser i gennemsnit to timer og 38 minutters fjernsyn om dagen, i 2010 sad vi plantet i sofaen foran skærmen hele tre timer og 21 minutter om dagen. Det drastiske fald har i mange år fået tv-udbyderne til at rive sig i håret af frustration. Men udviklingen ser ikke ud til at vende. “Lige nu ser vi en generationskløft på flow-tv. Er man under 40, ser man mange færre timers flow-tv, end man nogensinde har gjort, er man til gengæld over 60, ser man meget mere tv, end man nogensinde har gjort,” tv-ekspert Keld Reinicke, som blandt andet har været med til at starte TV 2 Zulu og DR2.

De unge kvitter tv-pakken

De unge nedgraderer i stigende grad deres tv-pakke, for til sidst helt at sige den op. Men tv-guruen tror ikke på, at flow-tv helt kommer til at uddø: “Mange danskere lever længere, og de ældre vil fortsat gerne se flow-tv. Men der kommer til at være en masse andre alternativer. I teorien skulle FM-radio jo også være uddødt nu.

Netflix tager livet af Zulu

I dag kan vi alle jo bare sætte en cd på eller lytte til Spotify, men der er stadig flere millioner danskere, der lytter til radio. Flow-tv vil langsomt sive ud og blive mindre og mindre, og der vil være færre kanaler. Ungdomskanaler som DR3, Ramasjang og Zulu vil nok ikke findes om fem år, de bliver gjort digitale. Men flow-tv er ikke dødt, dets storhedstid er bare forbi.”

Hvad er flow-tv?

Flow-tv adskiller sig fra streaming ved at have en fastlagt sendeflade. I mange år har især DR formået at samle befolkningen med sine søndagsdramaer, som blandt andet tæller ‘Nikolaj og Julie’, ‘Forbrydelsen’, ‘Rejseholdet’ og ‘Borgen’.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto