“En gang imellem har jeg brug for Coco Pops”

På skuespiller Niclas Vessel Kølpins indkøbsliste finder du en god blanding af økologiske grøntsager, frysepizza og pensler. Og så drømmer han om en hjemmebiograf og rejser med sin kæreste.

niclas vessel Kølpin

Hvad finder altid vej til din indkøbskurv?

Efter jeg har mødt min kæreste, er der mange økologiske varer i kurven, fordi hun er meget bevidst om sund kost. Det gik jeg ikke så meget op i før i tiden, så det er dejligt, at hun smitter positivt af på mig. Af økologiske varer går jeg efter både kød, grøntsager og andre ting. Faktisk ryger der også en økologisk frysepizza ned en gang imellem.

Hvad er du flov over at have på båndet?

Jeg kan godt føle, det er lidt pinligt at smide en pakke Coco Pops på båndet, når jeg er ude at handle. Pakken er stor og farverig, så jeg kan ikke skjule den, og så er det et lidt barnligt indkøb. Men en gang imellem har jeg altså brug for en pakke Coco Pops.

Hvad er din livret?

Jeg spiser for det meste godt og sundt, men jeg må ærligt indrømme, at en heavy-tasty-burger fra den lokale er helt oppe på listen over livretter. Den kan godt ryge med hjem et par gange om ugen, hvor min kæreste også lige skal smage.

Hvordan er dine shoppevaner?

Jeg er ret vag, når jeg skal købe noget. Jeg tvivler længe og kan bruge 100 år på at prøve sko og tøj, hvor jeg hælder frem og tilbage. For eksempel tager det mig lang tid at udvælge et par sneakers, hvor jeg så til sidst ender med at købe dem, men alligevel aldrig får dem brugt.

Hvad spiser du oftest derhjemme?

I øjeblikket spiser jeg rigtig meget frugt og grønt, fordi jeg prøver at undgå kød. Egentlig elsker jeg kød i alle de former, det kommer i, men jeg synes, det er en god idé at skære lidt ned en gang imellem, når det nu ikke er så godt at spise for meget af det.

Læs også: “Der sniger sig altid en mælkesnitte op på indkøbsbåndet”

Hvor lægger du flest penge?

Jeg er, hvad man kan kalde en “periodeforbruger”. På et år kan jeg have mange interesser inden for en masse forskellige aktiviteter, for eksempel sport, spil eller noget helt tredje. Når jeg skal købe udstyr til alle disse hobbyer, bliver det lidt dyrt. Lige nu er jeg begyndt at male, hvilket jo koster lidt, når jeg skal købe lærreder, farver og pensler.

Hvis penge voksede på træerne, hvad ville du så købe?

For mig er at rejse lige med mere frihed. Jeg vil rigtig gerne rejse med min kæreste, hvad enten det er en romantisk tur til Paris eller en solferie til Mallorca sammen med vores venner. Jeg elsker film, så jeg kunne også vildt godt tænke mig en projektor i stuen, fordi det er federe at se film på storskærm. Hvis jeg havde en kæmpe pose penge, ville jeg kaste dem efter en hjemmebiograf, men det kræver også lige en større lejlighed.

Kort om Niclas

Niclas Vessel Kølpin er 31 år og bor i København sammen med sin kæreste. Han kan i 2017 ses i serien ‘Gidseltagningen’ på Kanal 5 og filmene ‘Dan-Dream’ og ‘Mens vi lever’.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto